Vandrebog
Ladelund Landbrugsskole
1941 - 1944

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

25 ”sommerelever” klar på cyklerne til studietur i omegnen, sommer 1941

Bomberne blev kastet fra flygtende engelsk flyver den 13. okt. 1942.	Den ridende konge, Christian den Tiende blev det nationale samlingsmærke

Forord til Ladelund sommerelevers vandrebog 1941 til 1944.

En dag i efteråret 2002 gik Kirsten Andersen og ryddede op i sit hus i Hedehusene. To gamle vandrebøger fra ladelundtiden dukkede op. Hun besluttede at give dem til Ladelund Elevforening. Her er de så, og vi har fået lov at referere og citere fra bøgerne.

I juli 1941 forlod ca. 30 ”sommerelever” Ladelund Landbrugsskole. De 25 af dem vedtog at opretholde den indbyrdes kontakt ved at skrive i en vandrebog.

Vandrebøger har det med at dø på et eller andet tidspunkt, interessen svinder, og bogen strander et eller andet ukendt sted. Sommerelevernes bog strandede sikkert også, ingen ved hvor. Men de to første bind strandede altså hos Kirsten og Sigurd Andersen i Hedehusene. Men vandrebogen fortsatte, og Kirsten Andersen fortæller, at hun husker, Hans Halagers jubel over befrielsen den 5. maj 1945. Bøgerne burde have været efterlyst, siger Kirsten Andersen, men alle havde nok i egne problemer.

Der var meget forskellige meninger om besættelsestiden. Nogle hyldede ideen om at få det til at glide med mindst mulig skade og omkostning for Danmark, andre tog kraftigt afstand til den ide og gik aktivt ind i modstandsbevægelsen; det gjorde H. C. Toft, men han omtaler det ikke selv i bogen. Entusiastisk fortaler for regeringens samarbejdspolitik var Asger Jørgensen med lange indlæg, som affødte voldsomme diskussioner i bogen.

Initiativtager til vandrebogen var sikkert Sigurd Andersen[1]. Det var ham, der skrev bogens forord og regler for bogens vandring. Bogen skulle rundt hos de 25 deltagere i løbet af et år og skulle derfor videresendes inden 10 dage, ellers vankede der bøde på 10 øre. Bøden betaltes med frimærker, som blev puttet i en medfølgende kuvert. Bøderne skulle så finansiere købet af den næste bog, hvilket de meget nemt kunne!

Når vi nu, mere end 60 år efter, ser bøgerne, må vi beundre, at de fleste tidligere ladelundelever var meget velskrivende med en flot håndskrift. En sammenligning med nutidens landbrugselevers skriveformåen falder ud til fordel for årgang 1941!

I første runde af vandrebogen beretter man mest om, hvor man er havnet og om det landbrug, som man arbejder med. Man fortæller meget om den misvækst i 1941, man oplevede. Året var et af århundredets tørreste. Samtidig var vinteren 1941 – 42 århundredets koldeste, der blev flere steder omkring 31. januar registreret minus 31°C.

Efter 29. august 1943 fylder politiske betragtninger om krigen og den tyske besættelse af Dannark meget, og mange af skribenterne er dybt engagerede i de nationale forhold.

Netop derfor er denne vandrebog et spændende historisk værk. Vi får historien fortalt af unge mennesker, som fortæller samtidig med at begivenhederne foregår. Der fortælles med de følelser og stemninger, som man oplevede i disse tre krigsår.

Hist og her er tilføjet forklarende fodnoter. Flere er sikkert nødvendige, hvis ”værket” skal forstås af unge i året 2003!

Vandrebøgerne er refereret og afskrevet af
Holger Busch Nielsen, Skovvej 36, 6650 Brørup.
HBN var elev på Ladelund i 1955-56 og var lærer på skolen fra 1964 til 1999.
HBN er medlem af bestyrelsen for Ladelund Elevforening og er foreningens nuværende ”elevskriftredaktør”.

Navneliste de 25 navne dukker op efterhånden.

Sigurd Andersen, Søgård, 28. september 1941. Sigurd har efter skoleopholdet fået plads på Søgård, som ligger tre km fra Højer. Han er der sammen med Ejner Andersen. De er glade for at være på Søgård, men forholdene er meget specielle derude i marsken. Han skriver: ”Vi bor på gæsteværelset på loftet, men har lov til at gå ned og sidde i bløde stole i dagligstuen, så snart vi har en ledig stund. Der læser vi aviser og hører radio og læser bøger af en stor bogsamling, der står dernede. Vi bor herude som på en ridderborg i gamle dage. Vi har alt, hvad vi behøver, og så passer vi os selv næsten uden forbindelse med omverdenen. Vi har telefon og posten går herud endnu i to dage til den første oktober, men ellers har vi kun forbindelse med omverdenen hver lørdag, når vi kører købmandstur. Der er 3½ km til Højer, og så snart det har regnet, og det har det tit, er kilometerne lige så lange som 10 km på god vej. Vi har fået at vide af andre, at de ikke forstår, vi vil være herude, men vi føler ikke trang til at tage i byen om aftenen. Poul Andersen og hans kone er usædvanlig flinke og behagelige mod os, og så foretrækker vi som regel at gå ned og læse og få en halv eller en hel times diskussion med P. A. Det er mest om krig, som vi diskuterer hver dag i en eller anden anledning, men også meget om politiske, nationale og sønderjyske forhold. Vi får vore meninger revideret og får meninger, hvor vi ikke før havde det. Det er på en måde en skole at være her, en skole, som vi har mægtig godt af.

Landbruget her på Søgård er væsentlig lagt an på salg af korn og efterhånden også på opdræt af stude. Indtil i fjor havde han ikke selv haft stude, og ikke engang en ko, men nu har vi 20 stude, og det er meningen hver vinter at have 30 og fede 10 til salg hvert efterår, når de er 3 år gamle.” Herefter følger beretning om sædskiftet og udbytterne på Søgård. Han slutter med at anbefale andre at tage plads i Sønderjylland; lønnen er stor, for en karl på 19 er den 1650 kr. til næste år.

Ejner Andersen, Søgård, skriver 28. sept. 41.Han er jo også på Søgård, så han henholder sig til Sigurds beretning og glæder sig over at få indsigt i grænseområdets forhold, som det er værd at få indsigt i. Han priser forholdene på Søgård og siger, at her er nemlig et hjem, som vi kunne ønske os der var mange af.

Inger Andreasen, København F, 2. oktober 41: Hun er havnet i København på ”Højskolen” (Landbohøjskolen på Frederiksberg) for om muligt at prøve på at få horisonten lidt udvidet i den landbrugsfaglige retning. De har mere end nok at bestille, meget mere end på Ladelund, og så er der jo det med eksamen, som man var behagelig forskånet for på Ladelund. Hun beretter. ”Fagene på første semester er kemi, fysik, matematik, botanik og laboratorieøvelser. Vi bliver mere og mere glade for, at vi har været under forstander Overgårds kommando i 9 måneder, andre har måske erfaret det samme. Jeg bor på Frederiksberg, langt ude i byen, der er haver foran husene, så der er dejligt landligt, og så har jeg kun 8 minutter på cykel ind til skolen.”

Kirsten Brændgård, København, (senere gift med Sigurd Andersen): 8. oktober 41.
Hun er som den foregående studerende på den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole. Hun er pessimist i skriveøjeblikket. Hun har kemi og fysikopgaver, som hun må tygge meget grundigt på! Hun savner Dons’ klare rolige, fremadskridende måde at holde foredrag på. Timerne i systematisk botanik på Ladelund var tørre, ”men kom til Rolighedsvej 23 i auditorium A, så kan vi snakke om tør botanik. Det er synd, men den er ”sprækkefærdig” af tørhed!” Dagen efter fortsætter Kirsten og beretter, at alt går langt over forventning. Hun har altid været bange for byen, men den er såmænd ikke så slem. Det var mest ensomheden i byen hun var bange for, men det var uden grund. Hun bor i et roligt kvarter ved Fælledparken hos en meget rar gammel dame, som er meget missionsk. Men hun holder det for sig selv, ”og jeg tror nok,” siger Kirsten, ”at hun har opdaget, at jeg ikke lader mig påvirke. Enhver er salig i sin tro – hun i hendes.”

Ejner Bundsgård, Toftegård i Gesten, 11. oktober 41.
Han er på den hjemlige gård og beretter om den dårlige avl i 1941. Roerne er tålelige, men ellers ser det ikke godt ud, der er folk her, der har tærsket byg, som gav mindre end 8 fold, og det på den bedste jord her omkring.
Endvidere fortæller Ejner, at forstander Overgård har været og er ret syg, vistnok noget med hjertet, han ligger til operation på Rigshospitalet. Ejner spørger: ”Hvor mange gange mon denne bog skal nå rundt, inden vi kan sige, at vi atter lever i et frit Danmark og et fredeligt Europa? For mig at se, kunne det godt vare nogle år endnu.”

Simon Frandsen, Nybogård, Viuf, 25. okt. 41
Simon bemærker, at roerne giver ret godt, kornhøsten var ikke særlig stor; vi har tærsket rugen, den gav 14 fold, så det kan gå an. Men byggen og havren vil give for lidt, men vi har fået afleveret det, vi skal, så vi har jo oversigt over, hvad vi har at fodre med.[2]

Hans Halager, Grønnegade 14, Skive, 5. nov. 41:
Som nogle af jer nok ved, fik jeg plads på en gård i nærheden af Holstebro. På gården var også restauration, jeg skulle bestyre landbruget i en periode, hvor manden skulle til udlandet. Jeg kendte ikke noget til forholdene, før jeg kom dertil, men snart lugtede jeg lunten. Manden skulle ikke til vort naboland for at arbejde eller lignende, men for at sætte sig ind i -- -- -- -- -- --   nå ja, man skal jo ikke fortælle for meget i disse tider. Men kort og godt, jeg mente ikke, at det var et sted at være for en forhenværende ladelundelev, så jeg pakkede mit tornyster og rejste igen”. Dernæst blev Hans fodermester hos formanden for Salling Landboforening, L. Okholm, ikke langt fra Højslev, her passede han 24 korthornskøer. Men nu er Hans efter 1. nov. blevet kontrolassistent i Vinkel kontrolforening, hvor han ikke regner med at blive overbebyrdet med arbejde, men hvor han får lejlighed til at sætte sig ind i mange forhold og møde mange forskellige hjem.

Mogens Engvang, Stensvang, 20. nov. 1941: Mogens skriver om sine oplevelser med hørruskning[3], som han arbejdede med i en månedstid. Han var på 35 forskellige gårde og tjente fra 12 til 27 kr. om dagen + kost og logi. Det gik fint, kun et par dage med regnvejr og lidt tekniske problemer med ruskeren. Han nåede en dag op på 6 tdr. land. Men så skulle der også være gode heste og en god kusk. Hørren var de fleste steder dårlig, men man kunne da heller ikke forlange, at hørren skulle klare sig i en så tør sommer. Men de fleste steder gav hørren dog flere penge end kornet. Senere tog Mogens til Sjælland og hjalp en svoger med høsten i en måneds tid. Men så kom der en forespørgsel fra Dons Christensen, om Mogens kunne tænke sig at blive medhjælper for planteavlskonsulenten på Langeland. Mogens tog så til Langeland og arbejdede med at udtage jordprøver og med optagning af roeforsøg – dog afbrudt af en rejse hjem 1. oktober – han ville ikke snydes for agerhønsejagten. Jobbet på Langeland blev betalt med 150 kr. + kost og logi samt fri rejse. Mogens bemærker, at langelænderne med den gode jord tjener deres penge lettere end jyderne.

Olav Iversen, Ammitsbøl, 23. nov. 41: ”Jeg kom hjem til august og har været her siden. Høsten var her, som de fleste steder meget dårlig, medens roerne giver godt, så det hjælper noget. Om det daglige arbejde er der ikke meget at fortælle, kun det, at vi gennem udnyttelse af beskæftigelsesloven i samarbejde med L. A. B.[4] regner med at få en del læhegn plantet rundt om nogle af markerne.” Det var arbejdet, og så kommer fritiden. ”Den har jeg fuldt optaget, idet jeg to aftener om ugen leder et drenge- og et karlehold til gymnastik, er til ungdomsmøde i vores udmærkede ungdomsforening hver fjortende dag og til studiekredsmøde i VU også med fjorten dages mellemrum. Vort emne i studiekredsen er Statsradiofoniens ”Borger i Danmark”. Det er samfundslære, og da det i grunden er sat meget interessant op, tænker jeg nok, vi skal få noget ud af det. I det hele taget er studiekredsen en udmærket måde at udvide sine kundskaber på, man får mere gjort ved det, end hvis man sidder ene og vil sætte sig ind i et emne. Selvfølgelig skal der også gøres et forarbejde, men når spørgsmålet skal drøftes mødeaftenen, er det alligevel en spore til at gøre noget for at sætte sig ind i det, så man ikke er helt blank, når meninger og synspunkter udveksles gennem diskussionen.

Vi har alle, ikke mindst i den tid vi nu gennemlever, pligt til at gøre vort bedste i retning af dygtiggørelse på så god og alsidig måde som muligt, så enhver, med de evner, der nu er ham tilmålt, kan fylde sin plads som dansk borger i det danske samfund. Hertil medvirker bl. a. studiekredsen.”

Aage Jacobsen, Krogsgård, Vitten 5. dec. 41: Han er på den hjemlige gård som fodermester. Der er store problemer på grund af den elendige høst, den dårligste nogen kan huske. 10 – 12 fold er almindeligt og hveden gav mange steder ikke mere end otte fold. Et lyspunkt er roehøsten, hvor man nu ensilerer toppen og får et lille tilskud af protein til køerne.

Jens L. Jacobsen, Søbygård, Hammel, i julen 1941: Han indleder med at prise det kammeratskab, der var og er mellem ”sommereleverne”. Om vinteren var der alt for mange på Ladelund til at kunne føle sig som en ”samlet flok”, men på sommerholdet var der et virkeligt kammeratskab, som ikke bare var et løst venskab. ”Et sådant virkeligt kammeratskab holder sig mange gange et helt langt liv igennem, trods måske meget forskellige levevilkår senere hen. – Jeg tror også, at vi alle nødigt vil have, at der skulle være nogle blandt os, som skulle have draget fra Ladelund med mindet om dårligt kammeratskab. Vi ved også alle sammen, at vi hver især venter af hinanden, at vi driver det til noget, så at Ladelund, og hvem dertil hører, ad åre kan være os bekendt og tænke på os med tilfredshed – og måske også en lille smule stolthed.” Jens Jacobsen fortæller dernæst, at han indtil november var på Sjælland og hjalp nogle bekendte med korn- og roehøst. Fra november er han ansat som forvalter på Søbygård, som er forpagtergård tilhørende grevskabet Frisenborg. Der er 400 tdr. land, heraf 350 tdr. land ager, mest god muldjord. Der er 9 spand jydske arbejdsheste, 2 lette køreheste, en ridehest, en islænder, en nordbagger og 6 svære plage. Kobesætningen, der før var på 130, er nu reduceret til 72 køer, alle af jydsk race. Forpagteren har for nylig købt to hollandske tyre, så den jydske race snart er en saga-blot. Der hører eget elektricitetsværk til gården, og det drives af et turbineanlæg, som atter drives af vandkraften fra en opdæmmet sø, Søbygård Sø. Dette anlæg driver også kværn, hakkelsesmaskine, valseværk, kagebrækker og slibestene. Tærskeværket trækkes af et lokomobil. ”Det er meget godt, men det havde nu været rarere med elektrisk motor. Lokomobilet skal jo fyres op et par timer, inden vi kan begynde. I øvrigt har vi alt i moderne maskiner, dog har vi ingen traktor, da den løse og bakkede jord ikke egner sig til denne trækkraft. Vi har 3 gode 6 fods hestebindere, 2 stk. 9 fods såmaskiner, 2 stk. 12 fods Vilmo gødningsspredere, en transportør og ellers almindelige forekommende landbrugsmaskiner. Dog mangler vi hejseværk i laden. Jorden drives i et frit sædskifte med korn, græs og roer. Der er 40 tdr. land rajgræs til frø og vi skal næste år have 23 tdr. land med oliehør. Kornavlen har været meget dårlig, vel kun 2/5 af det normale, så forpagteren har gjort ”forbehold”[5] gældende. Gårdens mandskab er 5 faste karle, 1 ladefoged, 3 faste husmænd til hestene og 3 løse daglejere, så vi er ret hjulpen”. Jens Jacobsens fritid er rigeligt optaget af gårdens regnskaber og andre overvejelser, så han har ikke haft tid til at være med i studiekredse eller lignende fritidsbeskæftigelser.

 

Harald Juhl, Flarupgård, Ørum Sønderlyng, 4. jan. 1942. Harald glæder sig over vandrebogen og håber, den aldrig vil gå i stykker, den er jo eneste bindeled, de har nu. Gruppen vil sikkert aldrig blive samlet igen. Harald var hjemme indtil november sidste år (i Taps) og fortæller også om den elendige høst. På den gode jord måtte de nøjes med 18 fold hvede. Men nu trænger han til luftforandring, og derfor har han nu fået plads som arbejdende forvalter på Flarupgård, en forpagtergård på 360 tdr. land under Tjele. Det var strengt at komme i gang 1. november, hverken roer eller kartofler var taget op. Der er 35 tdr. land kartofler, og det er et vådt og beskidt arbejde at tage dem op i november. Så ”børsterne” stak af for et godt ord. De fik dog nogle nye, så kartoflerne kom op alle sammen.

Holger B. Juul, Jægergård, 19. januar 1942. Holger B. Juul er stadig ”hjemme”, fra november som fodermester, ihukommende Aage Tofts ord, ” den der ikke har været fodermester, skylder sig selv et år eller to i kostalden”. Det er vanskelige vilkår med fodermangel. Han fortæller: ”Det havde været nok så interessant at arbejde med, hvis man kunne presse køerne lidt mere med noget godt kraftfoder, men det er en saga-blot. Nu er det bare om at proppe så mange roer og så meget halm i køerne, som man kan, og så håbe at kraftfoderet snart kommer igen, så man igen kan få lidt mælk af dem. Det var også Aa. Toft, der stak os den ud om fodring med kød- og benmel, og nu kan jeg af erfaring sige, at det er godt til køer. Jeg mindes Jespers bemærkning, da vi lavede driftsplan på Ladelund og kalkulerede med brug af kød- og benmel: ”I kommer nok til at slagte alle kreaturerne for at skaffe kød- og benmel nok.” Dengang troede vi ikke, at andre kendte fidusen. Siden der er kommet maximalpris[6] på stadset, har det næsten ikke været til at opdrive. Men vi fik da lige reddet lidt, så vi fik det prøvet.” Herefter fortæller Holger Juul om den dårlige avl og bemærker, at de har måttet ”tage forbehold” med aflevering af korn. På gården har de en eng, som Holger Juul kunne tænke sig at dræne og forsyne med et overrislingsanlæg. Han har derfor spurgt J. Å. Nilson om råd i den sag. Men Nilson svarede bare, at når man har været på Ladelund Landbrugsskole, skal man selv se, hvad der tjener en bedst.

Asger Jørgensen, Bispegården, Lejre, 26. januar 1942. Asger har som så mange andre haft forskelligt arbejde i perioden fra 1. aug. til 1. nov. 1941. Han har bl. a. været en måned hos Tage Rosenstand, Donslund, syd for Ribe. Der havde man en meget let høst med kun 8 – 10 fold. Derefter rejste han til sit hjem på ”Bispegården”. Det er en gård med 73 tdr. land, ikke særlig god jord. Der er 3 karle og 1 fodermester. Fodermesteren og de 2 karle har været 9 mdr. på landbrugsskole. ”Det er også godt at være stærk i teorien i disse tider, når man skal fodre køer under disse forhold. Vi har ikke mange roer, lidt halm, derudover fodrer vi køerne med skummetmælk, kød- og benmel, byg, roetopensilage, lucernemelasse, blodmelsmelasse, hø og hønseæglægningsfoder. Alt sammen i små mængder, ellers vand og frisk luft og kunstig befrugtning efter behag.”

”I denne tid er det vist ved at være det, man kalder vinter i Danmark, sidste nat frøs det 31° C, og jeg gruer for de kommende dage, hvis vi skal højere op. Det er ikke alle slags rekorder, det er lige sjovt at være med at slå. Vi har det næsten lige så slemt som tyskerne ved østfronten, de stakler.”

”Efter jeg er kommet hjem, er jeg kommet de politiske begivenheder på lidt nærmere hold. Og jeg er noget bedre orienteret om vort forhold overfor Tyskland, end man kan blive ved at høre ”Radio Danmark” eller ”London-Avisen”. Jeg synes også, at de bliver mere og mere usympatiske. En af de store begivenheder var jo vor underskrift af Antikommiterpagten[7]. Den gav et slemt stød i befolkningen, vistnok fordi de fleste troede, at den betyder mere, end den faktisk gør. Og set fra et demokratisk synspunkt er det jo også en slem mundfuld at tage. Men det så jo ud til, at man fra tysk side ville sætte næsten alt ind på at få den underskrift, og også fordi Finland ikke skulle være alene fra Norden. Men man må sige, at det er en underlig måde at forhandle med en stormagt på.

Det med at forbyde kommunismen ville nok også være for lille et spørgsmål at tage et brud med Tyskland på. Skal vi endelig til det, så må det være på et spørgsmål, der kan samle alle danske, så vi alle på én gang siger stop. Det vil sige, at vi får norske tilstande her i Danmark også. Derfor er det også nok bedst, så længe vi kan forhandle os tilrette med tyskerne, men de skal også mærke, at der er en grænse, og den kan vi selv bestemme.

Nå, det kan vel ikke betale sig at fordybe sig i forhold, som om kortere eller længere tid er glemt og overskygget af endnu større og alvorligere begivenheder. Man stiller spørgsmålet hver gang, noget sker: Hvad bliver det næste? Men vi ved i hvert fald, at vi skal opleve meget endnu, før det er overstået. Selvom vi alle sammen håber, at England skal vinde krigen, så må vi jo belave os på, at det bliver ikke lutter idyl alligevel. Og man må jo også foreløbig regne med, at så får vi Rusland i tilgift. Det kan jo ikke skade noget at tænke på de forskellige muligheder, der kan forekomme. Det er ikke sikkert at vi får stor indflydelse på, hvordan det nye Europa skal ordnes. Vi må tage det, som det kommer.”

Asger beretter videre om Overgaards sygdom og om rygter, om at han vil trække sig tilbage til sommer. Asger er meget spændt på, hvem der bliver hans afløser.

Thomas Jørgensen, København, 31. januar 1942. Thomas er studerende på første år på Landbohøjskolen og savner livet på landet. Nu går hans tid med: ”Plantefysiologi, arvelighedslære, matematik, tegning, fysik, zoologi, kemiøvelser, kemi, kemi og atter kemi. Desuden opgaver i massevis, kort sagt, temmelig trivielle ting. Det er dog kun det første år, menuen er så tør – efter sommerferien vil det blive mere interessant. Alligevel er vi ikke kede af at være her. Vi får det næppe nogensinde bedre, end vi har det nu. Skolen og vort lille private kontor har os de 99 % af tiden. Pensum tillader ikke udskejelser til biografer, teatre eller restauranter – hvad de finansielle forhold i øvrigt også sætter en skarp og brutal grænse for”. Thomas Jørgensen fortsætter: ”København har dog sin charme, her er bl. a. ikke nogen særlig mangel på tobak. Jeg har blå Northstate i kufferten og ryger til daglig grøn Cecil. Mindes I, da Toft i sin tid ligefrem holdt auktion over en grøn Cecil – som dog ikke måtte sælges for under 10 øre? Men skulle en eller anden snedig rad have mig til at skaffe røg, så er henvendelse omsonst, så meget kan jeg nu heller ikke bringe til veje!”

Jeppe Baunbæk Knudsen, Rolighedsvej 18, Kbh. V, 16. februar 1942. Jeppe er som Thomas Jørgensen landbrugsstuderende. Flere af ”sommereleverne” fik i august et job som instruktører i hørdyrkning og –ruskning. Det er FDB, som organiserer høravlen, som er ganske ny i Danmark.  Man har så åbenbart fået nogle landbrugsskoleelever på cyklerne for at besøge høravlerne. Jeppe B K fortæller: ”Jeg føler allerede, det er længe siden, jeg forlod Ladelund og tog ud og gav instruktion i hørruskning. Jeg kom rundt i hele Nordjylland. Hvis vi trækker en linie tværs over Jylland fra Århus til Ringkøbing, kan man sige, at jeg havde hele området op til Skagen. En morsom og fornøjelig tur var det på mange måder. Jeg talte med mange forskellige mennesker og havde mange småopæevelser. Nu skal I høre, hvordan det gik det allerførste sted, jeg kom og skulle gøre min viden gældende. Det var om morgenen, jeg kom ud til en gård på Århusegnen. Ejeren var kaptajn, og havde lige forladt militæret og var blevet gårdejer.. Nå, jeg ankom der om morgenen og bumrede på, en stuepige kom og lukkede op, og jeg præsenterede mig. Ja, og jeg bad hende melde mig hos herskabet, hun sagde, at jeg godt kunne følge med og slæbte mig gennem dagligstuen ned til spisestuen, bankede forsigtigt på og lukke mig ind. O, skræk, det første jeg så, var en lille unge, der sad på en af disse, der om natten står under sengen. ”Gud i himlen”, skringrede en frue op, ”kommer han allerede?” Jeg beklagede selvfølgelig – mest det stakkels pigebarn, der havde lukket mig ind. Kaptajnen var heldigvis også til stede. Og han tog det nok så roligt. Jeg kom ind på kontoret og fik en cigar at komme til hægterne på, intil han blev færdig, og vi kunne komme ud og se på hørren.

Det gik ellers meget godt. Jeg kan forsikre eventuelle efterfølgere, at det er bare med at snakke med folk, så skide være med resten, så kommer cigaren og bajeren med i købet. Men! Når man kommer til landbrugsskoleforstandere, skal man være forsigtig. Jeg prøvede det to gange. Først besøgte jeg en forhenværende forstander Rastrup fra Borris Landbrugsskole. Han boede på en gård i Årslev ved Århus. Han var nu ikke så slem, men jeg besøgte også forstander Fastrup på Asmildkloster Landbrugsskole, der skal jeg love for, jeg blev gennemheglet. Man skal veje hvert ord, når man snakker med sådanne herrer om landbrug.”

Jeppe B Knudsen fortsætter: ” Når jeg med få ord skal karakterisere hørren de steder, jeg kom, vil jeg sige, at den på det nærmeste fulgte kornet og havde klaret sig på samme måde overfor tørken. I Vendsyssel så jeg den bedste hør og tillige den bedste kornafgrøde i hele Jylland. Deroppe havde de fået mere regn først på sommeren end andre steder i landet, og bønderne var ganske godt tilfreds med afgrøden, mange havde en bedre avl end året i forvejen. Min erfaring af turen blev, at man skal have ren jord til hør, alt for mange steder havde ukrudtet taget overtaget, hvad tørken selvfølgelig også var skyld i. Jeg var mange steder på Skanderborg-Viborgegnen, hvor gårdmanden stod med en beskidt hørmark og ikke vidste sine levende råd.

Tiden vi går i møde ser ikke særlig oplivende ud. Jeg tror, at vi her i Danmark har det værste tilbage, jeg tvivler på, at vi vedblivende skal gå så uberørt omkring, mens der sker så kolossale omvæltninger ude i verden, men mon ikke også vi danske får tid til at sunde os lidt og finde den bås, hvor vi virkelig hører hjemme, så tror jeg også, vi kan tage de sværeste ting, tiden vil byde os i de kommende dage.”

Mathias Laustsen, Gerup, Visby, 19. februar 1942.
Mathias begyndte straks efter tiden på Ladelund på sit job som hørinstruktør og FDB. Han cykler rundt i distriktet fra Als til Hobro og fra Viborg til Grenå. Besøgte også det nyopførte hørskætteri, som forventes at give beskæftigelse til 200 mand. Mathias har så mange forskellige jobs, indtil han efter november får plads på en gård, Kronborg, ved Højer. Her oplever han ”marsk-stilen” med stude, opdræt og får. Til gården hører også 20 tdr. land skov, hvor man skover og saver meterstykker til pligtaflevering.

Alfred Madsen, Åtte, Føvling, 8. marts 1943.
Alfred Madsen var indtil nov. 1941 kontrolassistent i den hjemlige kontrolforening, og fik da regnskabet godkendt af Aa. Toft. Derefter skriver Alfred: ”Jeg befinder mig altså i mit hjem, og her er også nok at spekulere på i øjeblikket. Vi driver jo gården på lidt gammeldags maner med korthornsbesætning, tuberkulose og studefedning, skønt min nabo råber hør – og sår hør – og en anden nabo spekulerer i ”ren besætning”[8]. Jeg gør dog vist lidt af det samme. Jeg ved så ikke, hvad der er bedst, enten hør eller korn; men Mogens skriver jo, at hørren vist fylder mest i pungen, og lad så ham råde, han er jo den mest berejste i så henseende.

Jeg synes vores fodringssituation er gået over forventning, vi har kunnet opfylde vor afleveringspligt, hvad de fleste andre her omkring ikke har kunnet. Vi har heller ikke formindsket besætningen; men det havde jo været rart,  om vi havde haft noget mere koncentreret foder, da enkelte af kreaturerne er blevet lidt kantede nu i foråret. I det hele taget går alt næsten over forventning – endnu da, synes jeg trods vejrets og verdens tåbeligheder.

 

Olaf Krag-Olsen, Tybrind, 10. marts 1942.
Som flere andre startede Olaf Krag-Olsen efter Ladelund på en hørtur. Det blev dog Sjælland, han fartede rundt på. Han fortæller: ”Pr. telefon fik jeg opgivet adresserne på ca. 40 landmænd, som jeg skulle aflægge besøg. Turen blev tilrettelagt således at jeg begyndte på Korsøregnen, derfra til Slagelse og videre over Næstved – Vordingborg – Køge – København – Hillerød – Dianalund – Ringsted – Skelskør og sluttelig tilbage til Korsør. Hele turen tog 12 dage. Betalingen var 12 kr. pr. dag + fri rejse, hotelophold, mad og drikke. Turen forløb på alle måder godt og var både belærende og interessant. Hørren var så godt som alle steder af ringe kvalitet, ja ikke så få steder så ringe, at ruskning måtte frarådes. Men hensyn til rentabiliteten i forhold til korn er jeg overbevist om, at hørren i den tørre sommer ’41 ikke kan klare sig for kornet, i hvert fald ikke når man tager prisen på frihandelskorn til målestok, den ligger på disse kanter tæt op mod 60 kr. pr. tønde”

Efter hørturen på Sjælland pakkede Oluf Krag-Olsen kufferten og underkastede de tyndslidte dæk en ekstra undersøgelse, og til trods for at slangen enkelte steder frækt kikkede ud, startede han på tur op gennem Jylland. Han fortæller: ”Først tog jeg nordpå op gennem Jylland, var først på Ormstrup ved Bjerringbro og tog derfra til Haurum ved Hammel, der hjemsøgte jeg Jens L. Jacobsen og tilbragte nogle af de bedste dage på turen. Vi så flere af egnens store gårde, og det endte med at jeg fik arbejde på Frisendal, en forpagtergård under grevskabet Frisenborg. Gården var på ca. 300 tdr. land, overvejende god jord, men til trods herfor var høsten på hele denne egn meget ringe, mellem 8 og 10 fold. Frisendal har en pragtfuld beliggenhed, ja, en naturskønhed, som der findes på disse kanter, skal man lede længe efter, så alene det var for mit vedkommende nok til, at jeg straks følte mig godt tilpas. Jeg blev der en måned og tjente i dette tidsrum ca. 130 kr., men det måtte der også ”slæves” for; fast opstikker hele høsten, sandt at sige var det en noget brat overgang efter drivertiden på Ladelund, som det egentlig var, rent legemligt set.”

Cykelturen går videre til Nordjylland; Krag-Olsen bor hos kammerater fra ladelundtiden. Han besøger blandt andet Løkken og Børglum og ender ude i Store Vildmose og får arbejde en månedstid på Centralgården. ”Det var en meget interessant måned, ganske vist var det en noget ensartet kost. Vi ensilerede den første dag, jeg kom, og det fortsatte jeg med til den dag, jeg tog derfra. Men egentlig var det også det, jeg var taget derop for, da jeg aldrig havde været med til syreensilering før. Men nu tror jeg næsten også, jeg har lært det. Vi fyldte, i den måned jeg var der, over 30 stk. 7-meters siloer med henholdsvis græs og gulerødder med top.”

Olaf Krag-Olsen fortsætter beretningen om Stor Vildmose og Centralgården, men bemærker at det nok er overflødigt, da de fleste er jyder. ”Vildmosen er på ca. 3000 ha, som for størstedelen er lagt ud med græs, dog dyrkes der ikke så få kartofler, gulerødder og en del hamp. Gårdens ”besætning” bestod af følgende: 58 elever, en inspektør, en overforvalter, flere forvaltere, 2 sjakførere og 2 forkarle. 18 spand heste og 4 traktorer, så hvad selskab angår, behøver man ikke at kede sig. I begyndelsen var jeg almindelig ”ensileringsbisse”, men efter en uges forløb stod lykken mig bi, og jeg blev forfremmet til holdleder af det ene ensileringshold, hvilket var meget interessant, da en del var forsøgsensilering ledet af forsøgsleder Wenzel Eskedal (I husker ham nok med foredraget om malkemaskiner på Ladelund). Af syre benyttedes AIV-syre[9] og Amasil; af disse to var den sidste langt den behageligste at arbejde med, for det første skal der ikke mere end en tredjedel til og for det andet angriber den ikke tøj”. Efter arbejdet i Vildmosen tager O. K-O hjem til Fyn, selvom han var blevet tilbudt pladsen som underforvaltet på Centralgården. Det er nyt for ham at være hjemme, han har aldrig beskæftiget sig med det hjemlige landbrug.

Olaf fortsætter: ”Den hjemlige gård er en forpagtergård under Wedelsborg og er på 750 tdr. land, hvoraf de 550 er under plov. Boniteten er meget uensartet fra stiveste ler til letteste sandjord. Her drives ca. 100 tdr. land med forskellige frøkulturer, græs, kløver og roefrø. Der er ikke fast sædskifte, så det kræver en ganske særlig påpasselighed med hensyn til plantesygdomme. Høsten her på denne egn var i forhold til de øvrige landsdeles nogenlunde, og vi for vores vedkommende klarede afleveringen uden at gøre forbeholdsretten gældende. Årets store halmpres og den ret gode avl har bevirket, at næsten alle landmænd her på egnen har haft en betydelig indtægt ved salg af halm til de ”tørlagte” jyder.”

Christian Pedersen, Lysabild på Als, 27. marts 1942.
Christian er nu blevet kontrolassistent i Lysabild. Han er lidt bekymret over at vinteren trækker så længe ud. Af hensyn til selvforsyningen er det vigtigt at få en tidlig såning. Men naturen kan man jo ikke lave om på, så vi må få det bedste ud af det. ”At være kontrolassistent er meget interessant, og det er belærende at komme rundt i så mange hjem og ind i så mange forskellige forhold; det er ikke for ingen ting, at Als bliver kaldt Danmarks Perle. Alsingerne er både venlige og meget gæstfrie folk, der har et lyst sind og ser lyst på tilværelsen. Dog lægger krigen også tunge tryk på sindene – og måske mere her, hvor så mange har været med i den forrige krig og ved, hvad det er. – På en måde havde det været mere interessant at være kontrolassistent under normale forhold med oliekager og rekordydelser, men der er mere at lære med de mange forskellige fodermidler, man nu har. Det viser sig da også, at hvor manden har evner, kan den fulde besætning og ydelse holdes oppe, men mange steder bliver køerne magre nu sidst på vinteren og trænger i høj grad til at komme ud og få lidt græs og vitaminer.”

Kristian Rask, Ny Bjerreby, Tåsinge, 12. april 1942.
Kristian Rask siger. At vi landmænd ikke må tabe modet, selvom sæden ikke endnu er lagt i jorden. Han håber, at Pedersen Dalum har ret, når han udtaler, at sen såning i nødvendigvis betyder en dårlig høst. Man kommer til at så hvedemarkerne om på Tåsinge, det er næsten ellers aldrig tidligere sket på øen med det gode klima. ”Franskbrødrationerne vil sikkert blive skåret ikke så lidt ned efter næste høstår, men det overlever vi nok, blot vi får det, vi kan spise, der er jo ikke alle steder i verden, man kan det. Ja, sikken en verden vi lever i, der var dog ellers nok af alt og til alle, blot det blev fordelt retfærdigt. Men der har den almindelige mand nok ikke meget at skulle have sagt. Krigen kommer til at gå sin gang, indtil den ene part ligger på valen, og hvad for en part, det så helst skulle være, kan der være delte meninger om; de fleste danske, så nok helst, at det blev T------- og dets allierede, dog må vi endelig ikke tro, at det derfor bliver idyl at være til, den engelsktalende verden skal nok vide at bruge sin magt, hvis de først bliver de eneherskende i verden ”igen”, og det er ikke sikkert at det bliver til vor fordel alt sammen.” Sluttelig fortæller Kristian Rask om landbruget på den hjemlige gård, hvor man har haft en god høst, op til 26 fold. Man klarer fodringen af køerne med roetopensilage, kød- og benmel og sildemel og holder en pæn ydelse. Men man har ikke produceret så mange svin som man plejer.

Aage Thomsen, Vitten, Hinnerup, 19. april 1942.
Åge bemærker, at han er den første, der har fået lov at læse indlæg fra alle i gruppe, bogen er nu nået rundt første omgang. Åge er på den hjemlige bedrift, hvor han har overtaget fodermesterens arbejde. Besætningen er reduceret på grund af fodersituationen og på grund af udskiftning til ”ren” besætning. Derfor kan man godt undvære den gifte fodermester. Fodersituationen er meget vanskelig, man har købt halm til 34 øre pr. kg.

Der er ikke en levende spire tilbage i hvedemarken efter den strenge vinter, de sidste dages gode forårsvejr har ikke bragt liv i hveden, man har forsøgt at få fat i lidt udsæd til vårhvede, men det kan vist ikke købes for penge, så pandekagerne bliver i det kommende år bygmelspandekager.

Aage kommer jævnligt på Brørupegnen, han besøger sognefogeden.[10] . Han hører derfor en del om hvordan det står til på Ladelund. Det er ikke godt med Overgaard, han har tabt sig meget, men klarer sine timer på skolen ved at tage sig en hviledag engang imellem. Fru Nilson er meget syg af kræft, og der er vist ikke meget at gøre, så Nilson er ikke sig selv; han kunne jo være meget pessimistisk, og det her gør det jo ikke bedre.

Harald Andersen, Hasle ved Århus, 21. april 1942.
Nu er bogen begyndt på sin anden omgang. Sigurd Andersen arbejder på at få alle i årgangen med, de er kun 23 med endnu, og han beder om at få de resterende 7 med i bogen. Sigurd Andersen har været indkaldt som CB[11] i Århus i november. Sigurd Andersen fortæller: ”Det var egentlig helt interessant, og det gav 5,60 kr. om dagen for tiden 8½ til 5, det er ikke dårligt på den tid af året. Det var anstands- og marchøvelser om formiddagen og teori om eftermiddagen. Jeg blev taget til teknisk tjeneste og havde til slut 3 dages uddannelse der, men det eneste virkelige, vi lærte der, var gasrensning. Det er til gengæld også det vigtigste. Hvis det engang går løs, er det sikkert det eneste sted, hvor CB virkelig kan betyde noget. Men det er et grimt job, ønsk jer aldrig i den mands klæ’r, der har gasdragt på. Efter en halv times bevægelse og arbejde kan man tale med om, hvad det vil sige. Så er man så våd, at vandet løber ned i støvlerne. Og at få dragten af og på er en hel ceremoni, der den første gang varer en halv time. Nu fra marts af skal jeg møde til luftalarm fra den 11. til den 21. i hver måned, men jeg har været så heldig, at der endnu ikke har været luftalarm i min vagt. Jeg holder ikke af godt vejr midt på måneden. Først og sidst på måneden må de gerne smide noget ned. Jeg har uniform liggende herhjemme, kedeldragt, kappe, hjelm og gasmaske, alt er prima kram, undtagen kedeldragten, den er 100 % celluld. Alle de gode kedeldragter blev hugget af en depotforvalter sidste sommer og solgt til 10 kr. pr. stk., i alt 1850 kr. og 60 dages hefte.”

Sigurd Andersen er åbenbart fodermester på gården i Hasle. Fodringen er gået godt, man har ensileret roetop, så man kan give 5 – 10 kg hver dag. Desuden henter man mask hver uge på Ceres, så æggehvideforsyningen er ikke noget stor problem. Men køerne er næsten alle forårskælvere, så det har været småt med mælken. Så S A ser hen til foråret og græsset, men: ”der er ikke udsigt til regn foreløbig, og uden regn ingen græs, uden græs ingen mælk, uden mælk ingen penge i kassen og uden penge i kassen ingen bonus til mig!”

Sigurd Andersen beretter om fritiden i polarkulden: ”Først på vinteren læste jeg en del aktuelle bøger fra lånebiblioteket i Hasle samtidig med at jeg gik til engelskundervisning. Jeg havde sammen med 2 kammerater engageret en lærerinde ved skolen til at give os undervisning to aftener om ugen. Det blev nu til for lidt, for først blev lærerinden syg, og siden kunne hun kun hver anden aften, men vi fik da 25 timer i vinterens løb. Samtidig gik jeg til gymnastik to gange om ugen. Da termometeret så slog rekorden den gale vej, blev jeg ked af at køre til Hasle så tit, så strøg jeg den ene gang gymnastik og begyndte at lære tysk efter radioen, det er en aldeles udmærket sprogundervisning. Senere begyndte jeg med et matematikkursus fra brevskolen i Holbæk og er nu kommet igennem aritmetikken og begyndt på geometri. Jeg går jo og tænker på, hvad jeg skal, om jeg skal gøre ”de fire” selskab i København eller blive ved jorden og få fat i en ejendom. Begge dele er i disse tider ensbetydende med stor gæld og forrentning til faldende priser. Nu skal alt jo helst stige, og her på grænsen mellem land og by mærkes det stærkt. Den ene dag snakker man med en landmand, der får for lidt for sit smør, den næste dag med en kommis, der er højst utilfreds med, at han på grund af afspadsering må nøjes med 360 kr. i måneden. Og så må man på grundlag af Overgaards driftsøkonomi søge at stille begge parter tilfreds for at få ro over den evindelige, skadelige larm og brud på det sammenhold, som er nødvendigt – og det lykkes tilsyneladende over forventning.”
” – så smeder vi en kæde fast,
og viden om den når,
vi lover at stå last og brast,
hvordan det så end går.”

Ejner Andersen, Nygård Hovedgård, pr. Ågård, 7. maj 1942.
Ejner er nu efter maj kommet til Nygård Hovedgård, hvor han er arbejdende forvalter. Gården er på 350 tdr. land, den drives med en hel del frøavl. Der er 7 spand heste som trækkraft. Den foregående vinter var Ejner arbejdende forvalter på Trøjborg ved Visby i Sønderjylland, og han beretter om forholdene i det sønderjyske: ”Jeg var meget glad for at være dernede, og jeg vil i høj grad slå til lyd for, at som siges i denne tid, lad os alle være sønderjyder, så vil vi for alvor komme til at opleve, hvad det sige at føle sig som dansk, og det er mit indtryk, at vi alle ville have godt af at komme en tur derned for lære det. Jeg er i vinter kommet meget sammen med den sønderjyske ungdom ved at deltage i gymnastik, sang og folkedans, og for at I kan få et indtryk af det sammenhold, der var, kan jeg fortælle, at for at holde gymnastikken i gang i den rigtig kolde tid skiftede vi gymnaster til at tage brændsel med til forsamlingshuset i Visby, der var nemlig en rød tråd, som gik igennem det hele, vi er alle danske, og så holdt vi sammen. Det var med til at gøre os stærkere, så vi nåede meget længere i vort arbejde, end man i almindelighed gør andre steder i landet. Jeg var ked af at forlade Sønderjylland, og jeg vil ønske, at jeg aldrig vil glemme at føle, hvad det vil sige at være dansk på samme måde, som de brave og stærke sønderjyder har lært mig det.” Ejner Andersen fortsætter og fortæller, at han blev fæstet for 1 helt år på Trøjborg, men at han allerede efter et halvt år pakkede randselen. Han følte, at det ikke var et sted for ham at blive på den gård. ”Det kan siges kort: for meget sprit på Trøjborg og som følge deraf for lidt penge, og når man tager ud for at værre med til at udrette noget, som man kan have glæde af – ikke alene for sin egen skyld, så er det bedst at forlade et sted, hvor der intet kan udrettes.”

Inger Andreasen, Morsøvej 31, Kbh. F, 12. maj 1942.
Inger er stadig landbrugsstuderende på Landbohøjskolen og beklager sig over, at eksamen falder samtidigt med elevmødet på Ladelund. I påsken var hun en tur på Ladelund, og hun kan overbringe hilsen fra Overgaards. Overgaards helbred fortsætter stadig i den rigtige retning, hvorimod det står meget skidt til med fru Nilson.

Kirsten Brændgaard, 18. maj 1942.
Kirsten sidder i København og opridser et stemningsbillede: ”Det regner! En stille forårsregn, der rigtig bløder. Hvor det fryder mit landmandshjerte. Selv om det kun er våde fliser og folk med paraply, jeg direkte har udsigt til, så kan jeg dog for mit indre øje se jorden og alt, hvad dertil hører. Jeg kommer umiddelbart til at mindes en sommersøndagaften på Ladelund, en af de sidste vi var der, hvor alle vi elever, der den dag befandt os på skolen, sad ude på viadukten og ventede på regnvejr. Jeg syntes, der var sådan en egen stemning over det, og man havde en stærkere følelse af sammenhold og kammeratskabet, end man plejede.” Kirsten glæder sig over indlæggene i vandrebogen og fortsætter: ”Mine bidrag står der ikke meget i, for vi herovre kan jo hverken berette om avl eller foderplaner, som I andre kan. Det, vi tumler med til hverdag, lader sig ikke referere, og selv om vi gjorde, var der ikke noget ved det for I andre. Udbrede mig stort om den politiske situation, herhjemme eller i udlandet, ser jeg mig heller ikke i stand til, jeg kan ikke overkomme at følge tilstrækkeligt med. Jeg ser allerede i ånden flere af jer, Asger Jørgensen i særdeleshed, ryste lidt medfølende på hovedet og sige, at det kan enhver, der har interesser udover sin egen snævre dagligdags verden. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg er åndeligt smalsporet!”

Ejner Bundsgaard, Toftegaard, Gesten, 30. maj 1942.
Ejvind er hjemme som forkarl på Toftegård. Man mangler medhjælp, og foråret har været ret mistrøstigt. Det har regnet for lidt, så der er ikke græs, kålroerne blev ædt af lopperne, og kun få sukkerroer kom op, og de, der kom op, tog ådselsbillerne. Dernæst fortæller Ejvind ”nyheder”, Mogens Engvang er blevet gift og har købt gård, Hørlück er blevet gift med frk. Helga Gram, datter af folketingsmand Gram, og er bestyrer på en af statens gårde. Videre fortæller Ejvind: ”Vi bliver godt beskyttet af værnemagten her på egnen i denne tid, de sætter spærreballoner op rundt omkring os om natten, men det har så også haft til følge, at vi har fået lidt flere gæster, 3 – 4000 mand mere. Men måske er det mere dem selv, de tænker på, de frygter måske et eller andet, ”but I don’t know.”
Ejvind skriver videre om følgerne af den forgående vinter, som var en rigtig polarvinter. Frøafgrøderne har de måttet så om, kun hvidkløveren og en del af fodersukkerroerne er stadig i behold. Til gengæld har de nu sået hør, de har kontrakt med FDB, Linum, og har også sikret sig en rusker til høsten. Så der bliver ikke noget at fortjene for ladelundelever med at instruere i håndruskning. Han fortæller om, at forstander Overgård vil trække sig som formand for landboforeningen. Der tales på egnen om 2 emner som ny forstander på Ladelund, nemlig Dons Christensen og så Jydske Landboforeningers konsulent i Skanderborg, Dons Christensens forgænger på Ladelund, hr. Land Jensen. Men man regner med,  at det bliver Dons. Land Jensen har den fejl, at han ikke godt ved at omgås andre mennesker, og det skal man kunne som forstander på så stor en skole. Men trods alt må man håbe for den gamle skoles skyld, at der går nogle år inden Overgård trækker sig tilbage. Men som sagt med den sygdom han har, kan det ske ret pludseligt.

Simon Frandsen, Nybogård i Viuf, 9. juni 1942.
Simon er fodermester hjemme på gården og giver udtryk for samme vanskelige fodringsforhold som så mange af de foregående. Han beretter videre om svære sygdomsangreb i afgrøderne og vanskeligheder med at skaffe udsæd til at genså.

Hans Halager, Grønnegade i Skive. 14. juni 1942.
Hans er stadig kontrolassistent, og han fortæller om de fodringsmæssige problemer for foreningens medlemmer. Der er medlemmer med årsgennemsnitsydelse på ikke meget over 60 kg smør, de bedste når 140 kg. Der var så småt med halm, at en tredjedel af medlemmerne fodrede med lyng en del af vinteren.

Jens Hansen, Rugstedlund pr. Vejle, 19. juni 1942.
Jens Hansen er hjemme som fodermester, og han har ikke meget nyt at fortælle. På den gode jord har de ikke haft de store problemer. Han glæder sig til i morgen, for så skal han til elevmøde på Ladelund.

Mogens Engvang, Østergård ved Christiansfeld, 30. juni 1942.
Som den første er Mogens blevet gift og har købt gård. Han skriver: ”Det var med store overvejelser, og om det var klogt eller ej, kan kun tiden vise. Det skete også i en elvte time. Det var på høje tid, jeg kom i gang her, ja, nærmest for sent. En del af jorden er svær lerjord, og det var allerede for tørt og blev for knoldet, før der kom regn. Gården er på 72 tdr. land og ligger 800 meter nord for vejen mellem Christiansfeld og Frørup. 40-45 tdr. land er god lerjord, noget af det er meget svær. Resten er lettere sandmuld, og en del af jorden er noget bakket. Her er 17 malkekøer og 4 heste samt 2 grise, nogle høns og duer. Bygningerne er gamle, men rummelige. Til gården var der indtil for 5-6 år siden 60 ha mere jord, derfor er der god plads i bygningerne nu.”

Olav Elbæk, Sjølund, 6. juli 1942.
Olav er blevet gift og har købt gård i Sjølund, men gården er meget forsømt, både hvad angår bygninger, og hvad angår jorden. Jorden er meget udpint og den sidste høst, som var hans første, var meget dårlig. Men nu ser det meget bedre ud, der er gode fremskridt at spore. Besætningen er sat om, så den nu er ”ren” (ingen tuberkulosereagenter).

Olav Iversen, Ammitsbøl, 27. juli 1942.
Olav Iversen fortæller om elevmødet på Ladelund. Der var 300 – 400 mennesker, heraf 15 fra sommerholdet 1941. På generalforsamlingen blev Nilsson afløst af O. S. Hansen. Maleriet af Overgård blev præsenteret, og det ligner ganske udmærket. På eftermiddagmødet talte O. S. Hansen om verdenshandelen med mejeriprodukter, især på det engelske marked. Dernæst var det meningen at Hal Koch skulle have talt, men han var blevet forhindret, så i stedet kom lærer Novrup, Askov, der talte om humanisme og tolerance, to ord, som man sjældent hører nu om stunder, men som prægede tiden mellem krigene. Om aftenen var der oplæsning, og vi sluttede med rødgrød og aftensang i haven. Næsten vigtigere end programmet var det næsten, at der er lejlighed til at tale med kammeraterne og opfriske gamle minder.
Høsten tegner forholdsvis godt, meget bedre end man kunne have ventet efter den sene såtid, Petersen-Dalums udsagn om at man godt kan få en god høst selv efter en sen såning, ser ud til at holde stik.

Dernæst beretter Olav Iversen om fritiden: ”Fritiden har jeg som altid fuldt optaget. Vi bor tæt ved det store friluftsbad i Vingsted, som mange af jer kender, og der kan bruges al den tid, som ikke er optaget af andre ting. Vi har en dygtig svømmelærer, og vi hænger vældig i med træningen, selvom det ikke har været rigtig godt vejr til det i sommer. I aftes regnede det, men det gør ikke så meget, når man er i vandet alligevel. Så er der gymnastikken, som vi også driver på om sommeren, noget af tiden da.
Min sommerferie har jeg tilbragt i den foregående uge med et kursus på Askov Højskole. Kurset holdtes af ”Dansk Ungdoms Samvirke”[12] og var uhyre interessant at være med til. Der var folk fra alle samfundsklasser og de politiske ungdomsforeninger var stærkt repræsenteret, så diskussionens bølger kunne undertiden gå temmelig højt.

Men trods alle forskellighederne og de afvigende meninger, fik vi alligevel et stærkt indtryk af at dansk ungdom, både fra land og by er bundet sammen med så stærke bånd, at de nok kan tåle den belastning, som en heftig diskussion giver, og så endda blive stærkere af det.

Vi fik horisonten udvidet, lærte at forstå hinandens synspunkter bedre end før og fik troen på Danmarks fremtid styrket – ikke mindst fordi vi så, at selv om der er skillelinier og modsatte meninger om mange ting, så er de dog ikke større, end de kan overvindes, når viljen er til det.

Programmet kan jeg ikke komme nærmere ind på, da det ikke måtte offentliggøres, og selv om det sandsynligvis ikke bliver det her, så ved man jo aldrig, hvem der kan få fat i bogen på dens vej fra mand til mand.

Jeg vil på det kraftigste anbefale jer at tage på sådan et kursus, hvis det til næste år kommer igen – I vil aldrig fortryde det.”

Aage Jacobsen, Krogsgaard, den 30. juli 1942.
Aage Jacobsen skriver om landbruget, om sidste vinters ødelæggelse af hvede og græsmarker og om omsåninger. Men nu står der fine afgrøder på markerne. På grund af græsmangel en har man måttet sælge en del af besætningen, som nu er flaldet for tuberkulinprøven på nær nogle kalve. Køerne og kvierne sælges. Det bliver nok Rød dansk Malkerace, der kommer til at afløse den hidtidige Jydske Malkerace.

Jens J. Jacobsen, Søbygård, Hammel, 10. august 1942.
Jens venter en stor høst på Søbygård, men nu giver regnen problemer. Man har 100 tdr. land byg liggende på skår. Indtil nu har de ikke manglet arbejdskraft, men han tænker på nabogården, som har et meget stort areal med spindhør, som er slået ned af regnen, så det ikke kan maskinhøstes. Jens ser sig om efter en anden plads pr. november.

Harald Juhl, Flarupgård, Taps, 6. september 1942.
Harald skriver om høsten på Flarupgård. ”Vi har lige fået sat gasgenerator på en gammel Fordson traktor, den voldte mange kvaler, indtil jeg blev kendt med den, men nu går den som en symaskine og trækker helt godt. Det her papirgarn[13] har jeg ikke været særlig glad for, men det går.” Harald regner med at flytte hjem til Sønderskovgård, Taps, til november.

Holger B. Juhl, Jægergård, 21. september 1942.
Holger Juhl skriver som de foregående om høsten 1942, der ser ud til at være stort udbytte, men: ”der har ikke været mange tørvejrsdage; siden 15. august har det på det nærmeste regnet hver dag, og det ikke i små mængder, så det korn, der står ude, er gennemblødt, og det bliver nok ikke nemt at få det tørt, vi er jo sidst på sommeren nu.” Videre om vintersæden skriver han: ”Hvede har vi ikke sået og agter heller ikke at gøre det. Men vi burde nok vise borgersind og så vintersæd, selvom det ikke har været en lukrativ forretning i de sidste par år. Men nu træder staten jo til, hvis det går galt en gang til, men det er jo kun såsæden, der erstattes. Arbejdet, der er gjort, er spildt i tilfælde af, at rugen og hveden udvintrer igen. Man skulle synes, at der skulle være lidt større fordel ved at så brødkorn, for der er jo da ulig større risiko end ved at vårkorn. Men efterhånden er skellet mellem brødkorn og foderkorn blevet noget uklart. Ja, det er mærkeligt at tænke på, når man husker nogle år tilbage, da var det utænkeligt at bage brød af dansk rug og hvede; nu kan vi næsten med dr. Hindhede sige: ”byg er bedst”, og vi lever jo da også i bedste velgående!”

Dernæst beretter Holger Juhl om fodringssituationen, som ser bedre ud end året før. ”Men der bliver jo igen spået om hård vinter, det går nok, vi er jo i træning nu. Det kan ellers blive slemt nok, det siges, at halvdelen af årets tørveproduktion endnu ligger i moserne.

Verdenssituationen har jeg ingen kompetence til at udtale mig om, men jeg læser med begærlighed, hvad andre skriver desangående.”

Holger Juhl bliver i sin plads som fodermester endnu et år. Det ser ud til,  at folkelønningerne stiger 10-15 % på hans egn. Folkelønninger og høstbindegarn er det, der tæller nu til dags.

Asger Jørgensen, Bispegården, Lejre, 5. oktober 1942.
Asger er stadig hjemme på Bispegården, som han har været det, siden han rejste fra Ladelund. Men i øvrigt mener han, at det er forkert at være hjemme længere tid end for at holde sig i nogenlunde forbindelse med hjemegnen. Går man hjemme, bliver man forvænt og sikkert også noget egensindig. Man har godt af at komme ud og lære andre mennesker at kende og lære at indordne sig under andre forhold end de vante. Det er vigtigere at vælge de rigtige mennesker og omgivelser end lige netop det fagligt bedst drevne landbrug. Til vinter skal Asger på Askov Højskole, og det glæder han sig vældig meget til.

Asger bemærker, at Lausten er blevet en stor handelsmand, han har jo også altid haft evner i den retning. Det er sikkert på Den sorte Børs, han har størst afsætning. Asger havde ventet at se ham omtalt i avisen, men han er nok for snu!

Dernæst omtaler Asger landbruget på Bispegården. Mange afgrøder var ødelagt i den hårde vinter. ”Nu bliver det spændende at se, hvordan den kommende vinter bliver. Jeg tror nu ikke, vi får en streng vinter igen. En streng vinter er en sjældenhed, 2 i træk er endnu mere sjælden og 3 strenge vintre i træk har man næsten aldrig oplevet før. Skulle vi nu få en fjerde streng vinter, så vil det være en helt usandsynlig begivenhed!

Asger bemærker, at det nok bliver let at malke i den kommende vinter, man har næsten ikke hø, og af kraftfoder får de nok ikke mere end det, de har rationeringsmærker til. Han glæder sig over, at de nu har 2 stk. 4 meter siloer, som skal fyldes med roetop.

Om det politiske: ” Vi er nu kommet i en krise overfor tyskerne, og denne gang sker der sandsynligvis større ændringer i vort forhold til dem end det har gjort før. Det er vel ikke rigtigt på nuværende tidspunkt, da alt står hen i det uvisse, at skrive noget videre om det skete. De fleste af jer ved også, hvad det drejer sig om. Det vil sige, I ved sikkert meget mere, end hvad der i virkeligheden er sket. Og hvad man skal tro, er ikke altid nemt at afgøre. Måske det tidspunkt nu er kommet, da tyskerne mener, at de kan stille så hårde betingelser, så vor konge og regering ikke kan gå med, så er vi ved at komme i samme situation som nordmændene. Kommer vi det ikke denne gang, så kommer vi det nok senere. Men den mulighed har de fleste vel også regnet med, så det kommer ikke overraskende. Og det er godt, at vi er kommet over den tid, der er gået. Jo længere tid, det går godt, des kortere bliver vel den mørke tid, der ligger foran os. Jeg vil ikke tro, at vi danske i samme grad som nordmændene, vil gøre så megen aktiv modstand. For det første gør det bare ondt værre, og for det andet er vi jo mere samlet og er lettere at passe på end nordmændene. Men hvis man tænker sig, at danske nazister og Frikorps Danmark skal til at regere her i landet, så kan det ikke undgås, at der bliver endnu stærkere forbitrelse mod dem, end der er i forvejen. Men så må vi stadig huske at tage tingene koldt og roligt og vise korrekt og værdig optræden. At vi går en mørk og streng, men begivenhedsrig tid i møde, er der ingen tvivl om, og ingen ved hvor lang tid den skal vare. Vi skal huske på, at til syvende og sidst er det os selv, det kommer an på, om vi igen skal blive et frit og selvstændigt Danmark. Der kan måske gå lang tid, men vi må ikke tabe det af syne.

Jeg kan ikke forstå, hvis ikke disse tiders begivenheder gør et stærkt indtryk på jer. I forhold til det, som nu sker, er det kun småting, meget af det vi før syntes var uløselige spørgsmål. Derfor må vi af al vor evne leve med i tiden, føle vort ansvar som danske, og ikke blive ved med at slå det hen med, at man ikke har tid, lyst eller lejlighed. Det er nemlig så store ting der står på spil, så alt andet må vige.”

Thomas Jørgensen, København, 21. oktober 1942.
Thomas er landbrugsstuderende på Landbohøjskolen og glæder sig over at han med vandrebogen kan følge årets gang i landbruget. Han nøjes med kontakt til landbruget i ferierne og må til hverdag hænge i bøgerne. Første del af eksamen var slem, men han kom dog igennem – men anden del er meget værre, ja, det er lige ad helvede til, så meget der er at bestille.

Om det politiske: ”Asger Jørgensen ser ikke særlig lyst på fremtiden og mener, vi går mørkere tider i møde. Det er meget muligt. Alle ved jo, at der foregår ting, som ikke kommer til offentlighedens kundskab, men som tiden går, kan man nok mærke, at der sker indgreb på mange områder, - det kommer sådan lidt efter lidt. Omkring månedsskiftet var det en urolig tid i København. Frikorpset[14] var jo hjemme på ferie for at hvile ud, som det hed sig. Denne ”hvileperiode” bragte mange menneskers nerver på højkant – ikke uden grund – de mange daglige episoder på gader og restauranter indebar mange problemer for øvrigheden. Man skal som bekendt ikke fortælle, hvad man ved, men jeg kan fortælle noget jeg har set på uhyggeligt nært hold, nemlig en frikorpssoldat skyde 3 mennesker ned på Vesterbrogade. Den slags foregår i Danmark i 1942, og eftersom bladene ikke skriver derom, forgår det nok i større omfang end man tænker sig. Nå, nu er frikorpset rejst, dermed følger roligere tilstande. Dog, vi må følge med den vej, som stormen kaster os, det kan ikke hjælpe at stritte imod, men vi kan håbe på, det hele snart må være forbi.”

Jeppe B. Knudsen, Rolighedsvej, København V, 22. oktober 1942.
Jeppe beretter om trængslerne på Landbohøjskolen og om savnet af kontakt til det vestjyske landbrug. Han bemærker om besættelsmagten: ” lad os håbe, vi engang kan komme til at sige alle dem tak for sidst på en måde, vi kan være bekendt overfor andre folk”. Videre: ”Jeg tror dog, at alle danske er klar over tilstanden i denne tid og er vågnet op. Et bevis i den retning, synes jeg, man fik den dag, vor konge var ude for et uheld[15]. Alle føler med den gamle mand og værdsatte hans person med den hengivenhed og tillid, som han i allerhøjeste grad kan kræve.”

Mathias Lausten, Øster Terp, 9. november 1942.
Mathias var fodermester i sommer. Nu er han forkarl på gården i Øster Terp hos et par ælde, barnløse folk. Det er en gård på 150 tdr. land. Der er 3 spand heste og en korthornsbesætning på 22 køer og en masse opdræt.

Mathias’ fritid bruges til handel. Han har lejet et jordstykke et sted og dyrker kartofler og kronært. Andet steds har han lejet et græsareal og har købt en hest og nogle kvier. Kartoflerne er fine læggekartofler, som han har købt hos Heick, St. Jyndevad. Men nu er der maksimalpris på både kartofler og ærter, så det er ikke gået så godt. Det gik bedre med hesten og kvierne, priserne steg, medens græsset svandt. Og nu har han igen købt får og lam og et føl.

Asger skriver at han regnede med at se Lausten som en af handelsmændene på den ”sorte børs”: ”jeg kan jo også godt indrømme, at jeg har været i dens nærhed engang imellem, men hvem har ikke det, det har vi nok alle? Hvor der intet vover, de vinder intet, men taber ej heller noget.” 

Alfred Madsen, Kertinge ved Kerteminde, 16. november 1942.
”Jeg fik endelig lov til at rejse hjemmefra og besluttede mig til at tage til Fyn, og har heller ikke fortrudt det endnu. Jeg havde arbejde nok med at finde en plads, jeg skrev til ikke mindre end 11 pladser, og så huggede jeg endda Fyns Tidende henne på Ladelund, da det er umuligt at skaffe den i min hjemegn. Gården, jeg er på er på 35 tdr. land. Den drives med lidt frøavl og en stor frugthave på 2½ tdr. land. Den er nu 8 år gammel, og næsten alle træer bærer. I år der der solgt frugt for 3000 kr. pr. td. Land. Besætningen, jeg er lejet til at passe er på 10 køer + opdræt, den er af RDM og sidste år gav den 195 kg smør. Det er mægtig flinke folk, jeg er hos. I øjeblikket sidder jeg ved mandens skriveborg med bordlampen tændt. Det er interessant at komme ud og tjene igen. Jeg har ikke været ude i de sidste 6 år, bortset fra den tid jeg var på Ladelund.”

Alfred fortæller videre: ”Vor kære gamle skole kunne ellers nemt have været en ruindynge. Der faldt 13/10 tre bomber, som rykkede nogle træer op oppe ved købmanden på hjørnet og rystede både købmandens og Konradis hus, så puds og kalk faldt af væggene. Desuden faldt der lysbomber, der oplyste himlen, som var det dag. Jeg var tilfældigt kørende ad Brørup den aften, så både mig og hesten blev en oplevelse rigere.”

Olaf Krag-Olsen, Tybrind, 7. december 1942
Olaf Krag-Olsen har ikke meget at berette fra sin tilværelse på Tybrind. Man tærsker og glæder sig over, at en del af kornet er fremavl af såsæd. Man har den nye Majabyg og en ny kortstrået Petkusrug. Fremavl af såsæd giver en del ekstraarbejde, især i laden med adskillelse i gulvene og med afrensning af tærskeværker, elevatorer og magasiner. Men det bliver jo udlignet med ekstrabetalngen på 2 kr. pr. 100 kg. Roerne har givet en mængde top, som blev ensileret i jordkuler. Ja, det er en bekendelse! Men man kan jo ikke altid gennemføre Ladelunds forskrifter til yderste konsekvens, så her tager man tabet i jordkulerne og slipper for at køre 400 læs top ca. 4 km hjem til siloen. Efter ensileringen er der jo højst 40 læs.

Chr. Petersen, Visesminde, Bastrup pr. Vamdrup. 10. december 1942.
Christian fik en elev fra Gråsten Landbrugsskole til at overtage kontrolassistent arbejdet i Lysabil til 1. april og er nu hjemme på Visesminde. Han beretter om landbruget og vanskelighederne. Da der var så dårligt græs, og man måtte reducere besætningen, benyttede man muligheden for at slippe de sidste tuberkulosereagenter, så nu har man ”ren besætning”. Man dyrker en del industriplanter, oliehør, sukkerroer og cikorie[16]. ”De sidste er vist dem, der har givet mest i kassen. De betaltes med 8 kr. pr. td. Og gav 12½ tons pr. td. Land. Sukkerroerne har ikke været så gode i år og bliver prisen ikke forhøjet til næste år, tror jeg det bliver endnu mere knapt med vores sukkerration. Her på egnen er der mange, der vil opgive sukkerroerne til fordel for andre industriplanter. Alene med cikorie har der været dyrket ca. 800 tdr. land her i Vamdrup Sogn. Det ser jo mærkeligt ud, når man tænker sig, hvad der kunne gro af andre forderplanter på samme areal, og så at folk skal sidde og tylle alle de cikorier i sig i form af et sort fluridum, der kaldes kaffe. Det er nu mere en vane end en nydelse at drikke, og det har ikke spor næringsværdi. Men industrien skal jo holdes i gang, og det ser ud til, at vi har råd til det en tid endnu.

Ja, så går vi snart ind til den fjerde krigsjul, og uvilkårligt tænker man, hvor mange vi skal opleve endnu, inden dette store opgør er slut. Men mon ikke denne jul ikke skulle være den sidste? Det er ikke til at forstå, at vi snart er midt i det fjerde krigsår. En begivenhedsrig tid plejer vel ellers at være temmelig lang, men jeg synes disse 3½ år er gået meget hurtigt, og måske kommer det af, at vi har det alt for godt her i Danmark. Om det så er det bedste, vil tiden jo vise.”

Kristian Rask, Bjerreby, Ærø, 22. december 1942.
Kristian er stadig i sit hjem og fungerer som fodermester, der er fodringsmæssige problemer, men da de har haft en mark med oliehør, vil de få lidt hørkrøkager til vinter som supplement til oliekagerationen. Kristian kommer ikke meget ud i verden, han har dog været til det fynske fællesskue og til det Ungskuet i Herning – og så naturligvis til elevmødet på Ladelund.

Aage Thomsen, Vithen, 16. januar 1943.
Aage er stadig hjemme på gården i Vithen, men har nu udskiftet arbejdet i kostalden som fodermester med arbejdet som forkarl. Tiden går lige nu med snekastning, men Aage nøjes med at køre nogle timer med sneploven forspændt 3 heste. Det er ellers tærskesæson og i modsætning til sidste år, hvor man næsten var færdig, før man begyndte, er der i år en god høst at tærske. Aage har fundet et avisudklip frem om ”Bomber i Aftes over Ladelund”og vedlægger det og fortæller om den dramatiske episode.

H. C. Toft, Egebaksande, Sjørring (ca. 10 km vest for Thisted). 28, januar 1943.
H.C. er en af de nye, som ikke oprindelig var med i vandrebogen, derfor har han nu 1½ år at berette om. ” i disse 1½ år er der jo også sket ikke så lidt i min lille verden såvel som i den store verden, hvor det går på livet løs, og de ”stakkels hunde i England får intet brød” Her oppe står det ellers nogenlunde til, men i sommer var det umuligt at skaffe arbejdskraft, og vi fik da som så mange andre på disse kanter tyske soldater til hjælp i kornhøsten, som var usædvanlig besværlig for os. Jorden her er lav og høsten faldt sent, og dertil kom så det regnfulde vejr.Vi fik først vort korn ind 14. oktober. En overgang var vi ved at tro, at det hele ville gå til for os på marken, idet der stod blankt vand flere steder, og hovedkanalen gik over bredderne enkelte steder, men da det sank i den og vi pumpede, hjalp det, også ved en forøgelse af arbejdskraften med 20 tyske soldater.” Herefter fortæller H C. om den besværlige frøhøst og den dårlige avl af roer og fortsætter: ”Vi tærsker i øjeblikket korn og leverer halm og frøhø til gode priser, selvom de ikke for halmens vedkommende er mere halvdelen af, hvad vi fik sidste år. For frøhø får vi 20 øre leveret i jernbanevogn. Som I sikkert ved, er frøavl af rapgræs basis i vor drift, og med priserne nu er det jo en temmelig god forretning.

Jeg ser på min fars gård endnu, men spekulerer på selv at købe noget mindre, da man jo gerne vil værre selvstændig. Det er dyrt at købe i dag, men finder jeg noget godt, mener jeg alligevel det er rigtigt at købe, idet min tro til danske kroner efter krigen kun er minimal. Af fritidsinteresser har intet specielt lagt beslag på mig ud over at jeg sidste vinter ved nogle møder tegnede 4300 kr. eller godt 10 fadderskaber for finske børn.”

Sigurd Andersen, Hasle pr. Århus, 1. februar 1943.
Hermed starter vandrebogen på sin 3. omgang, og Sigurd Andersen benytter lejligheden til at indskærpe reglerne for bogens vandring. Nu begynder man så på andet bind, og Sigurd har indkøbt en ny bog for 2.30 kr, med da der endnu er 3.30 kr. i bødekassen, er det ikke noget problem. Sigurd håber at flytte til København som landbrugsstuderende og så vil han kunne følge ”Landbruget i den forløbne Uge” ved at læse bidragene.

Men endnu er Sigurd på den hjemlige gård i Hasle, og ærgrer sig lidt over at man har for små udbytter på dele af markerne. Så nu vil han have drænet. Han kalkuler med at de 8,7 ha kan drænes for ca. 6500 kr., deraf får man halvdelen som tilskud. Med afskrivning på 10 år og 5 % rente bliver ydelsen ca. 500 kr. ellerr 56 kr. pr. ha = 4 tdr. korn a 13 kr., og det merudbytte kan nok nås.

Hos Sigurd har man lavet en masse ensilage i silo og jordgrube med og uden syre. Sigurd har betænkeligheder om afsmag i mælken ved ensilagefodring og fortsætter: ”Jeg tror, vi bør gå lidt stille med de dansk mejeriprodukters kvalitet, hvis der bruges ret megen ensilage uden syre, det giver en grim smag i mælken. Sidste år gik det godt, hvordan så folk end bar sig ad, men i år er det kun siloerne med A.I.V, der duer. Jeg forsøgte i sommer at forklare vor nabo det om syren, og jeg har fået ham til at tro på det i disse dage. Men der er jo alt for meget arbejde med ensilagen, det må kunne stilles mere praktisk an. Hvad om vi fik en silo, der kunne fyldes fra oven og tømmes for neden med et låg til at hæve og sænke? Så kunne vi fylde et læs grøntfoder i den af og til, når der var et for meget. Ja, spøjs ikke? Men hvad var den moderne kulturspreder ”radioen” for 15 år siden, da vi sad med ørevarmere på og lyttede andægtigt til ethvert knas, der kom? Og så nu, da det er så vidt, at man kan høre sprog efter radio. Eventuelle læsere af mit forrige brev vil måske erindre, at jeg hører tysk og er kommet ret vidt på det felt. Mit kursus i matematik afsluttede jeg i november med eksamen med ug-minus i aritmetik og tg-minus i geometri, det sidste syntes jeg var vel lidt og gjorde det om og fik så byttet t-et med m.

Samtidig fik jeg meddelelse fra Landbohøjskolen, at den eksamen ikke interesserede dem – bøh! Men det kan brevskolen ikke gøre ved, og jeg havde ikke lært matematik på anden måde. I vinter fortsætter jeg med engelsk, og desuden oversætter jeg ”Danmark, Landbruget” fra engelsk og tysk. Jeg skal være færdig til maj, og fra nytår lavede jeg en akkord: 4 sider oversættelse om aftenen og 10 om søndagen og glose repetition om middagen. Det er med Landbohøjskolen for øje, at jeg går så hårdt på, men jeg ved ikke, om jeg kommer der”.

Asger Jørgensen er blevet sortseer, det synes jeg ikke, der er så meget grund til. Vor selvstændighed er ganske vist bestemt af vor egen holdning, vi må gøre os værdige til den, men jeg tror også, den er bestemt af Tysklands fald og Ruslands svækkelse. Begge de kæmpende parter har tydelig udtalt, at de små stater må forsvinde efter krigen, da det er dem, der har været årsag til gnidninger, hvoraf den sidste blev vel stor. Vi har altså 2 muligheder, enten fælles, kraftigt forsvar og udenrigspolitik med de øvrige nordiske stater, og det forudsætter et svagt Rusland – eller også tilslutning til et ”Storrum”, som ifølge vor beliggenhed må blive Das Deutsche. Det er sørgeligt, at de forskellige nationer skal ødelægge hinanden og udhungre og forarme Europa på Ruslands stepper, men det synes at være den eneste måde, hvorved der kan skaffes plads til fredelige, liberale nationer. Frikorps Danmark har vi ikke hørt noget til, siden de sejlede over Østersøen, men hvis I bryder jer om en historie, kan jeg fortælle en, det er intet rygte, dem må man ikke udbrede. Da Frikorpset havde møde i Århushallen, kom der en del danske nazister med bogen. Da de marcherede fra banegården, gik en betjent i spidsen, og da de så kom til Ryesgade, står der en lille pige på hjørnet, og hun siger til betjenten: ”Hvor har du fanget alle dem?”

Peder J. Rasmussen, Vissegård, Gug, 10. februar 1943.
Glæder sig over den dejlige milde vinter, ikke noget med 15 – 30 graders frost. Glæder sig også over, at hele gruppen giver udtryk for danskhed, godt at der ikke er ”nittere” i flokken, tænk hvis der blot var en, man ikke kunne stole på.

Sidste år var Peder jo forvalter på Korsøgård i Hvam. Det var en meget lærerig plads på den alsidigt drevne gård. Der var næsten 50 tdr. land med læggekartofler og spritkartofler og andre spændende afgrøder. Der er 65 køer, som aldrig giver under 1100 pund mælk. Der var en fremragende hestebestand med bl. a. 12 følhopper, alle føl overlevede, og kunne sælges for 2500 kr. pr. stk..

Nu efter 1. november er Peder kommet hjem til Vissegård som arbejdende forvalter. Gården er på 235 tdr. land og der er 39 køer med 148 kg smør i gennemsnit. Trækkraften er 6 spand belgierheste, heraf 6 følhopper. Der er 20 tdr. land spritkartofler, men det har været en skidt forretning, dårligt udbytte til kr. 8 kr. pr. tønde. Videre fortæller P J Rasmussen: ”I denne tid sælger vi Bintje spisekartofler til auktionshallen i Ålborg til 15 kr. Vi har et gartneri til gården på 8 tdr. land, det er særdeles rentabelt, idet der er solgt varer for 32000 kr. Nu betinger gårdens beliggenhed, 4 km fra Ålborg, jo også god afsætning. Til den kommende sommer skal vi have 20 tdr. land med hamp, det er en god afgrøde, den kvæler alt ukrudt og gav sidste år 1538 kr. pr. tdr. land, og så er udsæd, bindegarn og fragt betalt.” I fritiden læser P.J.R. meget og så deltager han i en studiekreds i Ålborg under ledelse af redaktør P.C.Jacobsen.

Om krigen: ”Lige her omkring gården har vi 120 tyskere boende, de har 7,5 og 8,8 cm luftværnskanoner stående ca. 200 m fra gården, så I kan tro husene ryster, når de fyres af på én gang. De er naive nok til at tro på sejr, dog er der enkelte, som er klar over, hvor det bærer hen. De har alle været i Rusland i 1½ år; det er rystende, hvad de fortæller om de russiske krigsfangers lidelser. 10, 20, 50 mand sulter ihjel hver dag.”

Ejner Andersen, må være Nygård Hovedgård, pr. Ågård, 7. marts 1943.
Ejner har ikke meget at fortælle, han fører et stille liv på Nygård, som ligger meget afsides. Der er 200 tdr. land svær lerjord og 100 tdr. land god vesteregnsjord.

Ejner skriver: ” Det er meget interessant at læse indlæggene om den situation, vi er inde i for øjeblikket. Det er jo indlæg fra de forskellige, der har forstand på det og indsigt i det, og det er jo ganske naturligt, at de så også kommer ind på det emne. Jeg er imellem dem, som læser det og lærer af det uden at kaste mig ud i diskussion – eller derfor, som Brændgård, stempler mig selv som åndeligt smalsporet.”

Inger Andersen, Rolighedsvej 18, København V, 16. marts 1943.
Inger er landbrugsstuderende i Købehavn. Hun fortæller: ”Jeg må hellere med det samme fortælle, hvad de andre herovre har forbigået i stilhed, nemlig at jeg sidste sommer dumpede med glans til 1. dels eksamen, så nu skal jeg prøve igen, og forhåbentlig lykkes det denne gang. Ingen undskyldninger for min fiasko!”.

Hun beretter om en livlig diskussion i Foreningen af Landbrugsstuderende. ”På skolen har der været et opslag fra Det tyske videnskabelige Institut her i København. Opslaget drejer sig om danske landbrugsstuderendes studierejser til Tyskland i sommeren 1943 – eller rettere indbydelse hertil. Landbrugere  ved højskolen tilbydes et 2 måneders studieophold i Tyskland. Der var forbavsende mange, der kunne tænke sig at komme derned, når bare kammeraterne ikke ville se skævt til dem for det – sørgeligt i sandhed – og temmelig blåøjede, synes jeg, man må være, hvis man tror, at det er stort andet end arbejdskraft og propaganda, tyskerne er ude efter. Naturligvis ville de få landbrugere, der eventuelt rejste derned, intet betyde med hensyn til arbejdskraft, når man tager i betragtning, hvor mange der er dernede i forvejen af danske arbejdere. Men hvis alle sagde sådan, ville det jo blive en køn historie. Efterhånden gik stemningen under diskussionen i den rigtige retning, og det bliver sikkert ikke ret mange, der vover sig på den ”studierejse”.”

Kirsten Brændgaard, Vennemindevej, Kbh. Ø, 23. marts 1943.
”Valgdag. Flag i vinduer, flag over gaderne, flag på sporvognene. (de tysk flag er taget ned – hvorfor?). Mennesker og masser af dem på gaden med mærkatet ”Har Stemt”, dertil kommer en egen spændt stemning over hele linien. Det er, hvad man ser og føler i øjeblikket. I løbet af de næste 12 timer vil resultatet vise sig. Bare man vidste, hvad enden bliver. Jeg hørte i formiddags en foruroligende meddelelse om, at de grønne pønser på at dreje os en knap. Der kan jo også muligvis laves numre med de stemmesedler, der bliver sendt til Tyskland. Men vi må jo håbe på, at vi trods det og Dansk Samling får flertal for partierne.”.

Kirsten fortæller om studierne, hun må nu være på tredje del. ”Jeg har for mit vedkommende aldrig bestilt så lidt som for tiden og dog aldrig haft så travlt. Der er foredrag, gymnastik, svømning, engelsk og kammeratskab, der skal dyrkes, et vend i biografen, fester i vores respektive foreninger. Den tid, der ikke går dertil om aftenen, får man så let lejlighed til at tilbringe i beskyttelsesrum et eller andet sted, så man kan sidde der og se sig sur på tilværelsen og sine medmennesker, om man har lyst dertil – mærkelig nok, folk bliver pludselig så søvnige, når de bliver tvunget ned et sådant sted, selvom klokken kun er 9.

I går fik jeg bekræftet, at tyskerne har beslaglagt Grundtvigs Hus fra 1. april. Jeg havde næsten troet, de havde bygninger nok, man skulle tro, de havde brug for deres folk andre steder, men det er helt unge mennesker, der skal herop for at uddannes. Uha, det er vel nok godt, man ikke kan se ind i fremtiden, man kan nok have nødig at tage én dag ad gangen, men derfor kan man jo godt spørge, hvordan ser det alt sammen ud, næste gang bogen kommer hertil.”

Ejner Bundsgaard, Toftegård, Gesten, 8. april 1943
Ejner kommenterer Kirsten Brændgård ord på følgende måde: ”Valgdagen, ja det var en stor dag og det var en god dag – tydeligere svar er der næppe nogensinde tidligere afgivet af et folk igennem stemmesedlen. Den dag viste, at de elementer i vort folk, som ikke er tilhængere af folkestyret, er i et så fåtal, som man egentlig slet ikke havde tænkt det. Der var egne i landet, hvor jeg havde regnet med større fremgang for nazifolkene, men eet blev vi i hvert fald klar over, at det ikke er på landet at nazisterne er.”

Ejner er stadig hjemme og er i fuld gang med forårsarbejdet, det er en herlig tid! I vinter har de sat besætningen om fra sortbroget jysk til R.d.M, men har endnu ikke fuld besætning, så der bliver plads i marken til frø af fodersukkerroer, rajgræs og hvidkløver. Desuden skal de have et areal med hør og et med hamp til Linum i Viby.

Ejner er blevet forlovet og vil nu være selvstændig, han ser på forpagtninger, bl. a. en dejlig gård i Vitten. Men forhandlingerne med ejeren strandede, så hvis en skulle kende til en gård, der skal bortforpagtes, vil Ejner meget gerne høre om det.

Simon Frandsen, Nybogård, Viuf, 6. maj 1943
Simon er stadig hjemme og glæder sig over det fine forår og beskriver så driften af gården.

Hans Halager, Grønnegade 14, Skive, 14. maj 1943
”Jeg flakker stadig rundt som assistent i den samme kontrolforening og oplever selvfølgelig sommetider et og andet, men større begivenheder er der som sagt ikke sket, og min cykeldæk er ved at se sådan ud, at jeg vist i år må undvære en af sommerens store begivenheder, elevmødet på Ladelund. Ja, kunne den forbandede krig endda snart få ende!
Under de nuværende forhold har jeg kun én chance for at blive selvstændig, nemlig hvis jeg kunne få fat i en stor gårdmandsdatter, arving til mindst 50000 kr. eller en rig enke, men den slags hænger jo som bekendt ikke på træerne, så der er kun at vente og vente..…”

Jens M. Hansen, Rugstedlund, pr. Vejle, Kristi Himmelfartsdag (ca.1. juni 1943).
Der er nyt fra Ladelund: ”Overgård trækker sig tilbage nu til efteråret og bosætter sig i sin villa i Askov. Udnævnt til forstander er Dons Christensen, og det er vi sikkert godt tilfreds med alle, det var da Dons, vi ville have og ikke Land Jensen. Men nu må vi se at møde alle til elevmødet, trods dårlige cykeldæk og andre vanskeligheder.”

Som de andre glæder Jens sig over det gode forår og forsommer, der er næsten græs i overflod. I modsætning til de foregående skribenter har de ikke frøavl på Rugstedlund, men lægger kræfterne i kvægavlen. Sidste år gav de 14 køer 164 kg smør og i år bliver det bedre. Jens holder på, at det er bedre med de 14 køer, som de kan fodre ordentligt end med de sædvanlige 20, som skulle sultefodres.

Mogens Engvang, Østergård, Frørup, pr. Christiansfeld, 17. juni 1943.
Mogens har jo købt gård og har måttet foretage mange investeringer: ”Vi har repareret bygninger, bygget to siloer, købt nyt tærskevært, 24 tommer med ovenilæg og presser (Schmidt og Sønner, Tved), roevasker, tromle med mere. Men det vidste vi jo på forhånd, hvad det beløb sig til, hvorimod en besætningsombytning, som jeg foretog sidste efterår, er mere vanskelig at beregne. Det var en temmelig dårlig ”reagentbesætning” (tuberkulose) med smitsom kastning, så der var ikke meget at spekulere på. Jeg er kommet godt fra det, før var det 18 malkekøer, og for de penge, de gav, fik jeg 12 kælvekvier. De har kælvet i vinter og i det tidlige forår, og de har nu i de sidste 2 måneder givet 30 pund mælk i gennemsnit om dagen. Så nu giver de da lidt mælkepenge igen, mens det var småt i vinter.

Stod afgrøderne godt sidste år på denne tid, så står de 2 – 3 fold bedre i år, men selvfølgelig kan det svigte endnu.”

Mogens regner med at komme til elevmødet på Ladelund og tager bogen med til den næste i rækken. Det koster 20 øre i bøde, men så sparer han jo også de 30 øre i porto.

Olav Iversen, Ammitsbøl, pr. Vejle, 27. juni 1943.
Olav er stadig hjemme på gården i Ammitsbøl. Han glæder sig som landmand over afgrøderne. Man har været begunstiget af ualmindeligt godt landmandsvejr. I fjor fik man 10 tdr. Bintje kartofler af fremavl fra Dons Christensen. Meningen var at sælge læggekartofler af dem, men det gik ikke godt, der blev en masse sortbensyge, som Bintje tilsyneladende er disponeret for. Salg af kartofler er en vanskelig ting, når man ikke som Rasmussen kan sende den til auktionshal i en større by. Når man har mange, er de billige, har man ingen, koster de noget. For at sikre afsætningen har man nu meldt sig ind i en kartoffelsektion, ”Sajyka” i Herning, så kartoflerne bliver solgt til størst mulig pris.

Som sædvanlig er Olav meget aktiv i fritiden, det er en sjældenhed, han er hjemme om aftenen.

”Det er ikke fordi, jeg render til baller og andre forlystelser, der sker selvfølgelig, men jeg synes egentlig ikke, der er særlig anledning til det i disse tider. Der er da også nu andet at tage sig til. I de sidste 2 måneder har jeg trænet på et stort amtsgymnastikhold, som skal give opvisning ved vor amtsfest i Vingsted næste søndag. At han gider, er der nok nogen af Jer, der siger, når I læser det, ”rende til gymnastik, svømning o.s.v. hver anden aften – det skal der minsanten lyst til.”

”Ja, det er ganske rigtigt, men så længe man er ung og ikke tøjret til en gård og en kone, tror jeg ganske sikkert, at man står sig ved at bruge sin fritid til at holde sin krop i nogenlunde orden. Den tid kommer nok, da det ikke er så let at afse tid til den slags ting.

Hver årgang har nu sin charme, barndom, ungdom, og den, vi tilhører, er jo nu på grænsen mellem ungdom og manddom. Også af den grund er det interessant at læse vandrebogen her. Nogle af os er blevet selvstændige og har kone og børn, andre har kun konen eller kæresten – og atter andre som f. eks. Halager venter på det heldige øjeblik, parat til at gribe til, når chancen kommer. Og så er der endelig os, der er mest tilbage, som hverken har udsigt til kone eller gård, men endnu dyrker alle ungdommens interesser og glæder os ved, at vi kan det på trods af krig og besættelse. ”Der er sagt, at vi unge skal bære vort land, det er sagt….”, sådan synger vi i en af vore sange til gymnastik. Og skal vi holde stand, kan det ikke nytte, at vi kun interesserer os for det faglige og kun tænker på det økonomiske. Det skal til, men det er ikke nok. Sådan har det altid været, men i den tid, vi nu gennemlever, er det i ganske særlig grad nødvendig med en åndelig kraftreserve, så vi kan modstå alle propagandaforsøg, og ud fra vor egen historie og kultur hente de værdier, som giver kraft og styrke til at gøre hverdagens gerning med glæde, fordi den derved får et dybere perspektiv. Vi ved, at så længe vi dyrker Danmarks jord, er den dansk uden hensyn til om landet er frit eller ej, når blot vi stadig holder os for øje, at foruden jord og penge, skal vi også bevare den store arv af folkelige, åndelige værdier, som vi har modtaget fra foregående slægter. Det er til syvende og sidst den, det kommer an på.”

Olav slutter med at citere: Vi vil fylke os tæt for at løfte i flok under korset, vi har i vort flag…

Aage Jacobsen, Krogsgaard, Vitten pr. Hinnerup, 10. juli 1943.
Skriver om forventninger om en god høst, alt ser lovende ud. Hveden står godt, og mange vil ærgre sig over, at de såede rug i stedet for hvede, men efterhånden var der ikke mange, der ikke havde tillid til hvedens evne til overvintring.

Jens E. Jakobsen, Bogensholm, Femmøller, 6. august 1943.
”Jeg har oplevet lidt af hvert siden sidst: for det første er jeg blevet gift, for det andet har vi fået en dreng, og for det tredje er jeg blevet molbo. Jeg har fået plads som bestyrer på en gård på Mols. Gården ejes af en københavnsk grosserer og er beliggende ved foden af Mols Bjerge og med jorden ned til Æbeltoft Vig. Gården er på 155 tdr. land plus 30 tdr. land hø. Vi har 23 røde malkekøer og 3 spand heste, desuden lidt svin. Endvidere har vi 20 får. Pladsen her er fuldstændig fri og selvstændig.”

Man har bygget en sluse ved søens udløb. Endvidere er 10 tdr. land blevet drænet og andre 8 tdr. land fræset. Udbytterne er små, Jens regner med 600-700 tdr. korn af de 50 tdr. land. Det ringeste på gården er kvægbesætning, den gav kun 102 kg smør sidste år. Besætningen er tuberkulosefri, så det kan ikke betale sig at tænke på udskiftning.

”Grossereren købte gården for 3 år siden for 105000 kr, og så har han begravet lige så meget i bygninger og maskiner, de fleste dog i hovedbygningen. Gården er en gammel, tiendefri herregård.”

”Herude på Mols mærker vi ikke meget til tyskerne. Det er så langt ude fra de centralt beliggende byer og befæstninger, så deres eksistens trænger sig dårligt ind i vores bevidsthed”.

Harald Juhl, Sønderskovgård, Taps St., 21. august 1043 (hvis skrift er vanskelig at tyde)
Harald er hjemme endnu, så han synes ikke, der er meget at berette. Han fik et job til første maj i Nordjylland som selvstændig forvalter, men han havde ikke set forholdene, før han rejste derop. Han blev dybt skuffet, og efter et par dage lagde han Nordjylland bag. Harald er imponeret over de andres flid og fritidsinteresser. Harald nøjes med bøssen, hesten og Guds frie natur.

Holger B. Juhl, Høllund pr. Vejle, 6. september 1943[17]
Ja, så gik regeringen. Men om det var på grund af sabotagen, eller det ville være sket i alle tilfælde, synes jeg ikke er nemt at se. Asger Jørgensen har jo ganske vist forberedt os på, at det nok ville ske en gang før eller siden. Men det kan jo være, vi kan få nogle kommentarer fra pålidelig kilde.

Jeg synes hele tiden, man ligesom har haft følelsen af, at vi slap for let gennem det store opgør, men det kan jo være, vi får det lidt nærmere ind på livet. Sabotagen er jo da ikke blevet standset i første omgang, og det er heller ikke tænkeligt, at den bliver standset foreløbig. Der skal ellers ikke laves meget, før det bliver straffet med døden.

Ja, mange af os har ikke fattet alvoren endnu, det er ellers så forskelligt fra det, som vi er vante til. Vi danske er vante til, at kan vi gøre grin med al ting, men vi kommer nok til at tage et hul ind nu, helt dy os, det kan vi ikke. Men det kan heller ikke gå at tabe humøret.

Nu må vi afvente begivenhedernes gang og i øvrigt stå sammen og styrke os indadtil.

Foreningslivet er ellers blevet en del beskåret. Vi skulle have haft stort idrætsstævne i Vejle Amts Skytte -, Gymnastik- og Idrætsforening på Stadion i Vingsted den 29 – 8., men det blev forpurret. Der mødte ellers en del op, som var rejst hjemmefra tidligt om morgenen uden først at have hørt radioen, men de måtte rejse hjem igen med uforrettet sag. Vi håber på, at vi til næste år kan få lov at samles frit, hvor vi lyster.

Herefter følger yderligere beretning om foreningslivet og om Holgers store lyst, nemlig jagten. ”Men den anden dag måtte jeg af med en riffel, og hvem ved, hvornår der kommer bud efter jagtgeværet.”

Holger arbejder hjemme på fødegården og passer køerne. Avlen i 1943 har været god. ”men det har været besværligt at få det tærsket, vi må kun bruge elektromotoren to halve dage ugentlig, så det kan blive besværligt at få afleveringskornet leveret rettidigt. Nu kan man jo også sige, at så længe kornet sidder i laden, er der heller ikke andre, der kan rende med det”.

Asger Jørgensen, Bispegården, Lejre, 11. september 1943
(søn af den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen[18]). Jeg skulle måske prøve at skrive lidt om det, der skete den 29. august.
Den stemning havde efterhånden bredt sig over det meste af landet, at det nu gik så hurtigt tilbage med Tyskland, at det snart måtte få en ende, og så kunne det være meget rart at optræde lidt overfor dem, og dermed få afløb for en del berettiget harme. Det begyndte i Esbjerg med en virkningsfuld strejke, og det nåede vel højdepunktet i den berygtede odenseaffære, og det var vel den, der gav stødet til, at det tyske militær så sig nødsaget til at gennemføre undtagelsestilstanden, og hvad der følger med. Men det er dog kun den ydre anledning, og den skal man sikkert ikke fæste sig for meget ved. En anden anledning kan være, at tyskerne frygter allieret invasion, og hvis de skal kunne møde den, må de jo være fuldstændig herre over al trafik og produktion m.m. Men at de har gjort det af bar herskersyge, er vist ikke sandsynligt. Det er jo ikke usandsynligt, at tyskerne på et eller andet tidspunkt alligevel ville foretage det, der nu er sket, men nu kunne de gøre det under henvisning til sabotage og strejke m.m. Sådan set kunne man jo nok have ønsket et andet grundlag at tage et brud med dem på, fordi anledningen til bruddet var et spørgsmål, som både konge, regering og rigsdag (i hvert fald officielt) indtog samme standpunkt til. Det er også nedværdigende for folkestyret, at det måtte give op til fordel for militærdiktatur, fordi situationen bliver kritisk. Det havde været en ekstra fjer i hatten på folkestyret, at det ved krigens slutning kunne siges om det, at det var i stand til at klare enhver situation.

Det er nu noget søgt, når man fra den ”øverstbefalende” for de tyske tropper i Danmark siger, at regeringen ikke længere så sig i stand til at opretholde ro og orden i landet. Forholdet er nemlig det, at regeringen, som svar på en tysk note, erklærede, at hvis det tyske militær ville lade være at blande sig i det danske politis opgaver, skulle vi nok få ro og orden. Det er jo også rigtigt, at det mange gange er tyskerne, der har provokeret.

Men som svar på det tyske ultimatum, som forelå lørdag morgen (den 28. august 1943) og som skulle besvares med et ja eller nej før kl. 16, svarede regeringen (minus en del konservative KU-elementer), at hvis den skulle gennemføre disse bestemmelser, så kunne den ikke garantere ro og orden, og det kan der heller ikke være nogen tvivl om. (bestemmelserne, som kom til at gælde under undtagelstilstanden: dødsstraf, pressecensur, standretter og andet). På en måde var det meget godt, at de tyske krav blev så skarpe. Der var ingen steder tvivl om, at der måtte svare nej.

Sidste efterår var der jo store kredse af befolkningen, som ville have holdt op den gang, men vi fik i stedet ministeriet Scavenius[19] og dr. Werner Best[20] som Tysklands befuldmægtigede. Og dette har dog på tålelig måde ført os 10 måneder nærmere freden, og det har sikkert også bevirket, at vi nu ikke har fået og sandsynligvis heller ikke får en dansk Quisling-regering – blandt andet fordi vi fik lejlighed til at tælle stemmer ved valget den 23. marts, og dette valg har dr. Best æren for, at det blev gennemført.

Det blev kritiseret under den tilstand, vi havde, fra 9. april 40 til 29. august 43, at vi ved alle disse kompromisser, som det jo nødvendigvis måtte blive, svækkede retsfølelsen i folket; man overholdt ikke grundloven, og man gjorde ting, som man afgjort var imod, alt sammen for at få det til at glide, fordi man anså det, der ellers ville ske, for endnu værre. Vi skulle kun tage hensyn til sandheden og retten og så tage følgerne, sagde en del – også temmelig fornuftige folk.

Nu får vi så se, hvordan forandringen bliver. Vi har jo for så vidt fået renere linier, men med sandheden og retten - bogstavelig talt – det bliver der ikke meget af. Retstilstanden var jo før måske lidt eftergivende og på enkelte punkter (kommunistloven) grundlovsstridig; men det var dog en retsstat, som kunne skabe tryghed. Nu derimod er retten eller retshåndhævelsen helt vilkårlig og så udansk som noget.

Og hvordan går det så, når freden kommer? Hvis Tyskland bliver besejret, hvordan vil 50000 tyskere uden nogen som helst ledelse opføre sig her i landet, og hvem kan så optræde på landets vegne både indadtil og udadtil? Vi så det i dagene før 29. august, hvordan bøller, gadedrenge og sjovere sammen med kommunister og KU’ere kan opføre sig, og man kan med nogen ret sige, at det var ”Gadens Parlament”, der i disse dage gav tonen an i byerne, og det skulle nødig blive sådan, at det var disse selvbestaltede ”folke(for)førere”, der bestemte udviklingen. Jeg tror landets sande interesse varetages bedst af den besindige og rolige del af befolkningen.

Så er der sabotagen! Der er vel også nogle af jer, der ser med velvilje på alt det, der bliver gjort i mod tyskerne, nazisterne og den slags. Her må jeg sige, at der er uhyre meget rigtigt i de ”kommentarer”, der af og til kommer i radioavisen, rent bortset fra at man må tage afstand fra den lumske måde, hvorpå denne anonyme forfatter, som vist nok er Harald Bergsted, driver propaganda. (Harald Bergsted, redaktør af det nazistiske ”Fædrelandet”).

Rent fornuftsmæssigt set tror jeg aldrig den sabotage, som altså ikke er mindre efter 29. august, kan komme til at betyde noget. Hverken skade tyskerne i nævneværdig grad (bl. a. fordi vi skal erstatte det ødelagte igen med danske materialer) eller stille os bedre i forhold til de allierede. Men rent følelsesmæssigt kan man til dels forstå baggrunden for de folk, der udfører dem; altså dem, der gør det af idealistiske grunde. For man kan ikke komme uden om, at når man skal være neutralt land, så må der opstå en hel del modstridende interesser, og når man så tilmed er et besat land, så bliver det endnu værre. Der vil uvægerligt opstå modsætninger mellem følelse og fornuft, mellem hjertet og hjernen. Og der er jo ingen tvivl om, at vi efterhånden følte os mere og mere tiltalt af englændere end af tyskere; måske det havde været omvendt, hvis englænderne havde besat os. Men når vor sympati ligger hos England, og vi så i praksis i hele vor produktion, vor arbejdskraft, vore penge hjælper Tyskland, så gives den dobbelthed en voldsom spænding, som mange folk vil have synligt bevis for på en eller anden måde, enten det gavner eller ej, bare for at få udløsning. Det kræver mere end man tror i længden at holde sig neutral, selv om man kan se, at det er fornuftigt. Men alligevel mener jeg, at man må lære at beherske sig og vænne sig til at se nøgternt på tingene.Så tror jeg endda, at Sverrig har mere grund til at føle en dårlig samvittighed end os.

Der er også en anden side af sagen, det er den behandling, som nazister og ”tyskerpiger” og andre af den slags får. I Odense slog man selvfølgelig ruder ud som så mange andre steder, og man fangede de stakkels piger og mishandlede dem slemt. Og over 100 lejligheder blev tømt for møbler, som blev båret ud på gaden og brændt af til stor glæde for alle byens borgere. Nu kan man naturligvis sige, at de har rigeligt fortjent det. Men jeg synes, det ligner for meget jødeforfølgelse og andre metoder. Det er i høj grad uværdigt for os; at vi benytter samme metoder, som vi på det skarpeste tager afstand fra, når andre bruger dem. Hvis vi fortsætter med sådanne uværdige handlinger, så mister vi til sidst respekten for os selv, og vi mister grundlaget for at fordømme andre for den slags handlinger. Der er absolut ikke noget stort ved at opildne til had imod andre, ethvert folk kan holdes i stramme tøjler og yde utroligt meget på den konto, men at holde sammen om at værne vort eget uden en bestemt fjende, det hører der mere til. Der hører mere til at være tålmodig end til at opildne til gengældelse.

Om de begivenheder, der ellers sker, kan man hos ”Dansk Ungsomssamvirke”s tillidsmænd få en hel del oplysninger, og det er rart at få noget at vide, som man kan stole på. Det, man kan få at vide i den engelske radio om forholdene herhjemme, er blevet endnu dårligere end før. Ikke engang navnene på de fængslede har man fået rigtig besked på.

Asger Jørgensen slutter med at fortælle, at han var elev på Askov Højskole sidste vinter. Siden foråret har han været hjemme på gården i Lejre og glæder sig over en rimelig høst i 1943.

Thomas Jørgensen, Forhåbningholmsalle 49, Kbh. V, 25. september 1943.
Aftenerne er så lange og ubrudte, klokken 20 skal vi jo have snuden inden døre. Det generer jo ikke vi studerende i særlig grad, men det er alligevel ad helvede til, når man er ude en aften, at man så skal med vold og magt nå at være hjemme inden kl. 20. Men hvad, det indlever man sig også i og indretter sig efter. Man tager pyjamasen med i mappen, så kan man selv bestemme, hvor længe man vil være oppe, og da vi må vise os på gaden efter klokken 5, kan man jo sagtens nå pr. sporvogn at komme hjem og spise og rykke ud til arbejdstid kl. 8.15.
Thomas Jørgensen fortsætter med at skrive 5. oktober.
Der er sket en hel masse i de dage der er gået siden 25. sept. Den storstilede menneskejagt på jøderne er gået ind i al sin brutalitet. I har bel nok alle hørt derom, men ikke mange af jer har været vidne dertil af den simple grund, at det er her i København, den overvejende del af landets jødiske befolkning holder til. Og selv os, som bor herovre er forholdsvis dårligt underrettede angående disse begivenheder. Vi hører blot derom, ser intet, det er mørkets gerninger, som foregår. Folk er lukket inde fra kl. 21, efter den tid har banditterne frit spil, og at de har benyttet sig deraf fortæller de hyppige bilkørslerne i gaderne, som man kan sidde inden døre og høre. Jøderne har vel nok været klar over at med det magtregime, der nu råder i landet, er deres sikkerhed stærkt truet, og mange har taget billetten til Sverrig i nattens mulm og mørke, hvis de har set en mulighed. Alligevel er der mange af de ca. 10000 jøder, der for tiden anslås til at være her i byen, som bliver ofre for jagten. Mange flygter ud over øen og søger at gemme sig, hvor de kan. En lille flink fyr, hørende til samme ulykkelige race, som jeg går på hold med, flygtede også til Nordsjælland. Vi var dog i telefonisk forbindelse med ham forleden og fik 100 kr. samlet sammen, som en mand blev sendt af sted med. Alligevel er det kun en ringe hjælp mod de vanskeligheder, sådan en stakkels djævel står over for, men hvad skal vi gøre? Retfærdighed og øvrighed findes ikke, som vi kan henvende os til. Vi kan intet gøre, om så vi støtter ham i flok og rad.

Som følge af jødeforfølgelserne har Universitetet for tiden lukket. De andre Højere Læreanstalter viser sympati og ”strejker” også fra Landbohøjskolen i en uge. Vi viser os således ikke på skolen i denne her uge.

Jeppe B. Knudsen, Rolighedsvej, Kbh. V, 20.september 1943.
”Mon der var nogen af os, der i sommeren 1941 gik på Ladelund Landbrugsskole, der tænkte, at vi skulle komme til at opleve sådan en tid, som Danmark nu er inde i? De, der har oplevet at se de tragedier, der er sket i den forløbne måned på nært hold, må med rette spørge: Er der da ingen retfærdighed til mere i denne verden? Men forholdene er i øjeblikket sådan, at vort Land ikke er i stand til at yde sine borgere den mindste beskyttelse – selv mennesker, som ikke på nogen måde har været udfordrende mod nogen.

Hvad har vi så at gøre – hver enkelt? Det er et spørgsmål til os selv, og må derfor efter frie menneskers tænkemåde blive en personlig afgørelse. For Danmarks fremtids skyld håber jeg, der ikke er mange, der er i tvivl om hvor deres plads er. Er vi neutrale? Jeg mener, at vi ikke har været det siden 9. april 1940. det er kun naturligt, at der er mennesker, der føler, at de skal bekæmpe vores undertrykkere på alle mulige måder, der er dem mulige.

Har vi her i landet noget, vi kan kalde vort eget? Jeg mener nej, derfor kan jeg ikke dele Asger Jørgensens synspunkt angående sabotage. Det, der er ødelagt, er tabt for tyskerne, og det gælder, hvad det så er af værdier, der vel at mærke, kan være tyskerne til nytte.

Der kan tales for og imod den kurs, den danske regering har fulgt indtil dette efterår, men ad åre vil alle kunne se, hvad der var rigtigt, og tiden er ikke inde til at diskutere det nu. Vi må alle være på vagt overfor fremtiden. De kommende dage vil blive en prøvelsens tid for os danske, men det kan bidrage til, at der bliver luftet ud. Vi har nogle ”sortklædte fyre” iblandt os, som man bliver rød i hovedet af at se og høre på. Kommer der ikke en regnskabets dag for den slags? Mon ikke man mister respekten for sig selv, hvis man lader sig provokere af de dårlige elementer, der er i et samfund?

Dette her ved vi jo alle udmærket godt, vil I sige, men der siges og skrives, at man en gang imellem skal have luft. Det tager jeg som undskyldning, hvis mit brev trætter læserne.”

Jeppe glæder sig over, at han trods alt kan fortsætte sin uddannelse. Han her nu på sidste etape, som skulle føre til titlen, landbrugskandidat.

Math. Laustsen, p.t. Tune, 9. november 1943.
Math. har indtil nov. været forkarl på en gård på 152 tdr. land i Ø.Terp, pr. Bedsted-Lø. Nu er han taget på Tune Landboskole, han har fået en rygskade, som han håber at blive kvit i løbet af vinteren. Fritiden burde nok anvendes på samme måde som Olav Iversen gør det. Måske havde det været bedre at arbejde lidt mere på det nationale på denne sønderjyske egn, men Math. mener, han har for megen egenkærlighed til det.

Math. har lejet 10 tdr. land af staten til græsning, her har han kvier og lidt heste. Endvidere har han nogle får, som han har sat ud i græsning. Han har også nogle grisesøer, som han har gående forskellige steder for 10 grise pr. so. Han regner med at indtægterne kan betale omkostninger til skoleopholdet og yderligere en skilling, når han kommer hjem.

”Jeg har ellers tænkt på som Bundsgaard at blive selvstændig bonde, men det håb har jeg foreløbig opgivet på grund af manglende kapital. Jeg mener ikke, det kan gå an i dag med mindre man er ejer af den fornødne udbetaling, der skal til. Skal man låne til udbetalingen hos andre, så huer jeg det ikke rigtigt.

Herovre på skolen har jeg det ellers helt godt, men jeg tror ikke, der er så godt som på Ladelund, alene bygningerne er langt fra så praktiske. Men hvad angår lærerne, så er der et meget mere frit forhold, idet vi her var dus med dem alle fra første dag.”

Anders Hørlück, Fogedgaard, Roost, Branderup, 21. november 1943.
Det er første gang Anders Hørlück skriver i bogen, så der er meget at berette. ”Jeg fik ringen på den 30/8 41, fik pladsen som bestyrer her den 24/4 42, blev gift 29/7 42 og fik en datter 8/8 43. Konen læste til cand. mag. og fik kun et par måneder i huset inden brylluppet, men trods det holder jeg huldet nogenlunde.

Jeg er altså bestyrer på en af statens gårde, der drives som opdrætningscentral for tuberkulosefrie kreaturer. Der findes 2 tilsvarende gårde her på egnen. Gården er på ca. 80 ha, der drives med henblik på fodring af de 110 kvier på stald og tilsvarende om sommeren. Jorden skal drænes, mergles og gøres ren, så der er nok at tage fat på. Vi har haft en god avl, 800 tdr. korn mod 300 sidste år.”

Anders Hørlück er ikke enig med Asger Jørgensen. ”Asger Jørgensens beretning om forholdene omkring den 29. august forekommer mig lidt radikale med den evindelige ”få det til at glide politik”. Han er noget svævende i sine forskellige betragtninger, men jeg forstår det sådan, at Asger ville have foretrukket at blive ved på den gamle måde, men i øvrigt siger han sig selv imod på flere punkter og tager ikke direkte standpunkt til forholdene. Jeg finder det ikke nedværdigende ”at folkestyret måtte give op til fordel for militærdiktatur”, da jeg ikke anser det styre, vi havde inden den 29. for frit folkestyre. Jeg synes det var godt, vi endelig kunne blive enige om at sige nej.

”De temmelig fornuftige folk, som ikke ønskede at blive ved med kompromisser, men tage standpunkt og konsekvens”, havde vel ikke ventet, at ”Sandheden og retten” skulle komme frem under de ændrede forhold, men de har da opnået det, at de ikke længere selv behøvede at give deres samtykke til noget, der strider mod sandheden og retten, som f. eks. Antikommitern Pagten.

Endvidere sammenligner Asger Jørgensen odenseanernes opførsel med jødeforfølgelserne og mener, at vi med slige uværdige handlinger mister respekten for os selv. Han mener åbenbart, at vi skal ”holde sammen om at være vort eget uden bestemt fjende, det hører der mere til”. Dertil vil jeg så spørge, kan man i disse tider være uden bestemt fjende, og mister man ikke snarere respekten for sig selv, når man forulempes i sit eget land og ikke viser vilje til forsvar?

Når jeg fremdrager ovenstående citater, er det for at spørge, om det ikke giver sig udslag i den mentalitet, der vil gøre, at vi straks efter freden vil glemme, hvad tyskerne har forvoldt os – og med dem deres slæng – her i landet, uden at drage den mindste lære deraf. Disse var ordene”.

Alfred Madsen, Aatte, pr. Føvling, 30. november 1943.
Alfred Madsen mener ikke bogen skulle være brugt til at lufte politiske anskuelser, men da andre gør det, vil han også give sit besyv med, og han støtter Asger Jørgensens synspunkter og er imod sabotagen.

”Hvad angår vort forhold til England. Tror jeg heller ikke, vi får så stor en tak, som så mange herhjemme tror. Vi kommer vist til at rette os efter storpolitikken til den tid. Tænk blot på Finland i Øjeblikket.

Er der mon nogen af os sommerelever, der kunne tænke os at være sabotører? Jeg kan i al fald ikke, når jeg tænker på, at det som på storebæltsfærgen kunne have kommen til at koste mange uskyldige danske statsborgere livet. Vi kan vel også blive enige om, at det ikke er den bedste del af den danske befolkning, der er sabotører. Er det ikke snarere nogle eventyrer, der under de nuværende forhold rigtig kan få lejlighed til at lufte sig?

Vi kan også tænke os vore hjem sprængt i luften, for det var der i grunden lige så god grund til, da vi jo også hjælper med at støtte tyskerne.

Nej, skulle vi have skadet tyskerne, måtte vi hellere have taget en ærlig kamp med dem den 9. april, hvad jeg i øvrigt heller ikke synes, der var nogen grund til, som sagerne stod den gang. Men det havde da været bedre end det, der nu praktiseres.

Forsvarsviljen i befolkningen må da heller ikke have været særlig stor før krigen, for så havde regeringen vel sørget for at få udvidet og forbedret vort forsvar. Den første betingelse for at forsvare sig må da være, at man har noget at forsvare sig med.

Efter dette vil I vel nok få det indtryk, at jeg (som Hørlück udtrykker det) er stemt for en ”få det til at glide politik”. Der er jeg for så vidt også nu; men lad os så lære af tiden, og så ikke gøre det om igen, hvis vi da får vor selvstændighed igen. Så må vi vise vor selvstændighedstrang på en bedre måde end ved sabotage og des lige.”

Videre fortæller Alfred M at han nu er kommet hjem fra Fyn og passer bedriften for moderen. Han har solgt korthornskøerne og købt ny rød besætning. Han har gjort erfaringer som handelsmand, fynboerne var alt for dyre med deres kvier. Fynboerne smiler lidt bag ens ryg, når jyderne kommer for at købe kælvekvier. Men han har opdaget, at kvierne var billigere og lige så gode hjemme. Det er med vemod, at han skiller sig af med den gamle korthornsbesætning, det har vist sig næsten umuligt at skaffe gode korthornsdyr. Men besætningen skulle udskiftes, mejeriet har vedtaget, at i løbet af 2 år skal leverandørernes besætninger være tuberkelfrie. Endnu har han enkelte gamle reagentkøer stående, så nu må han i en periode have 2 kostalde i gang, indtil han sælger de sidste korthornskøer.

Olaf Krag-Olesen, Tybrind, 5. december 1943
”Jeg har brugt søndagen til at gennemlæse de forsk. beretninger og glæder mig over, at så godt som alle er i besiddelse af den rette forståelse af den frygtelige tilstand vort land befinder sig i. Dog kan jeg ikke lade være med at komme med nogle bemærkninger angående Asger Jørgensen, rent ud sagt udanske betragtninger. Jeg vil gå så vidt at påstå, at det er folk med sådan indstilling, der for en stor del bærer skylden for, at vi i det hele taget er kommet så langt ud, som vi er, nationalt set.

Asger væver om de forskellige episoder, som skete i tiden omkring 29. august, bl.a. om tildragelsen, som fandt sted i Odense, heldigvis eller måske ulykkeligvis har jeg været disse tildragelser på så nært hold, at jeg kan fortælle forskellige ting angående disse. Ved Asger, at mange af de beskidte hundyr, som gav deres beskidte kroppe hen til tyskerne, direkte er skyld i mange gode danskeres rejse til tyske fængsler, koncentrationslejre eller måske døden for en tysk kugle? Ved Asger alt f. eks. om den meget omtalte ostehandler og dennes forbandede afkom, 2 sønner, som imidlertid er blevet reduceret til 1? Ved Asger, at han har angivet hundeder af dansk borgere, ved han, at sønnen, som blev skudt på åben gade ved højlys dag, på Husmandsskolen i Odense, som nu er tysk fængsel, har revet neglene af folk og på mange andre forfærdelige måder prøvet på at få tilståelser ud af mennesker, som overhovedet ikke havde forudsætninger for at kunne svare på de dem stillede spørgsmål?

Sikkert, en mand med så gode forbindelser som A.J. må kende – om end ikke meget, så dog noget – til det her omtalte. Og alligevel sammenligner han med jødeforfølgelserne, jeg skulle dog mene, at der er himmelvid forskel på at forfølge og til dels udslette en hel menneskerace og det at kronrage en feltmadras og aflive en ren og skær stikker og landsforræder.

Om tilstanden i tiden mellem 9. april 40 og 29. august 43 skriver A.J. bl.a. følgende: Retstilstanden var jo før måske lidt eftergivende og på enkelte områder grundlovsstridig, men det var jo alligevel en retsstat, som kunne skabe tryghed. Det er jo noget forfærdeligt vrøvl, da alle ved, at mange mennesker blev sat i tyske fængsler uden nogen som helst dom. Bl. a. Vestre Fængsel i Kbh. har en tysk afdeling, som efter sigende ikke skulle være særlig eftertragtet at komme i . Alt dette kalder A. Jørgensen altså en retsstat, som kunne skabe tryghed. Så foretrækker jeg dog tilstanden, som den er nu med rene linier, så vi ved, hvor vi står.

Nej, Asger Jørgensen, bliv os fra livet med den vege nationale tone, thi du må ikke være så naiv at tro, at du kommer på bølgelængde med nogen dansk mand med den tale for øjeblikket.”

Om det landbrugsmæssige på Tybrind kan Olaf Krag-Olesen sige nogenlunde det samme som sidste år. Man har kun tærsket 600 tdr. nu og hele januar vil gå med at tærske. Det skyldes elektricitetsvanskelighederne, at man ikke har tærsket mere, det meste af kornet og en del af frøet er tærsket om natten, da der ingen strøm er om dagen - .
Olaf Krag-Olesen slutter med hilsner og forventninger om et frit Danmark, når bogen om et år igen, når ham.

Chr. Pedersen, Visesminde, Bastup, pr. Vamdrup, 16. december 1943.
Chr. Pedersen mener, at vandrebogens oprindelig formål oprindelig var at vedligeholde forbindelsen mellem ”sommereleverne”, nu er den ved at blive en politisk dagbog. Politiske diskussioner kan virke meget splittende, men gennem den lærer man her hinanden bedre at kende. Der skinner gennem alle indlæggene en tydelig danskhed, som der bliver behov for. Chr. Pedersen fortsætter: ” Der er jo nok, der prøver at splitte Danmark ad i dag, hvor sabotage, mord og henrettelser hører til dagens uorden. For det er efter min mening en uorden. Hvad nytter det, at vi springer fabrikker m.m. i luften? Det egentlig krigsmateriel skal tyskerne nok passe på. Der vil sikkert komme en dag efter krigen, hvor der bliver et stort behov for alle varer, og så gælder det jo om at være i stand til at kunne producere noget, og ikke skulle spilde tiden med genopbygning af det ødelagte. Vi har en fordel i forhold til de krigsførende lande, som vi ikke skal spolere. På den anden side kan jeg godt forstå byboernes holdning overfor danske nazister og tyskerpigerne.”

Om det hjemlige landbrug: ” Vi tærsker om kap med musene. Hvis kornet fik lov at sidde i gulvene til foråret, tror jeg, vi kunne spare kværnen. Vi skulle ellers have drænet, men vi opdagede pludselig, at der ingen ledig arbejdskraft var at få. Mange arbejder på en flyveplads i Vojens, og sådanne daglønninger, som den tyske værnemagt kan give, kan det danske landbrug ikke konkurrere med. Resten arbejder på et nødhjælpsarbejde, dobbeltsporet Lunderskov-Padborg, som åbenbart er mere nødvendigt end dræningsarbejdet.”

Kristian Rask, 5. januar 1944
Kristian Rask er nu rejst hjemmefra det sydfynske og er blevet kontrolassistent i Sønderjylland. Han minder om at det nu er femte gang man under denne forbandede krig er gået ind i et nyt år. Han skriver: ”Vanskeligheder og besværligheder er ved at blive meget følelige, selvom vi her i Danmark sikkert er bedre stillet end i de fleste andre europæiske lande, hvor nøden hersker i overvældende grad. Vi må nu i overvejende grad stole på vort eget landbrugs produktion som basis for folkets ernæring. Det er jo meget lidt der kan blive indført af fødemidler fra andre lande. Det er vel også derfor dansk landbrug følges med større interesse nu end tidligere fra andre erhvervs side i erkendelse af den store betydning, det har for hele samfundet.”

Peder J. Rasmussen, Vissegaard, Gug, 12. januar 1944.
P J R glæder sig over bogens vandring, den medvirker til sammenhold, som er så vigtigt i den tid, vi går i møde.

”De første dage i 1944 har bragt gode danske mænds største offer, og hvor mange må endnu undgælde for den nazistiske terror?

At mænd, som aktivt støtter vort lands fjender ved f. eks. angiveri o.l., skal undgælde med livet, er en naturlig ting, idet de ofte er skyld i, at gode danske patrioter må falde i tyskernes vold, hvor de enten henrettes eller overgives til koncentrationslejr, hvor en endnu værre skæbne venter dem. Men at mænd som f. eks. Ole Bjørn Kraft og Kaj Munk skal falde for betalte medløbere af nazismen er en skændsel uden lige, og de mænd, der har forøvet mordene, skal nødig ønske at blive fundet af Himmelstrup[21], de skal ikke blive sparet! Jeg hørte en aften fra Sverige ”Dagens Ekko”, hvor der var en mindeudsendelse om Kaj Munk. Efter nogle smukke ord læste kgl. Skuespillerinde Illona Wesselmann et par digte af K M’s produktion under besættelsen, de var sunde for en Asger Jørgensen at læse, så kunne du få ændret noget af din usunde anskuelse.

Det glæder mig for øvrigt at læse Hørlücks og Krag Olsens kommentarer, som har min til slutning.

Jeg er glad ved under disse forhold at bo så nær en stor by, det giver betingelser for bedre at følge med i ………... Ålborg er en god by og   (en linie overstreget)   , nu ventes bare på den dag, freden kommer.”

Herefter gratulerer P J R alle, der har vovet springet ind i den hellige ægtestand. H C Toft har jo både købt gård og giftet sig. Peder J Rasmussen har besøgt Toft i hans hjem ”Egebaksande”, som han synes er en interessant og meget ejendommelig gård på en udtørret sø. HCT har dog ikke overtaget Egebaksande, den ejes af hans far.

Peder J Rasmussen beretter ganske kort om det landbrugsmæssige. Han var indtil 1. nov. arbejdende forvalter på Vissegård, men 1. nov. 1943 overtog han gartneriet på 12 tdr. land, som er en særdeles indbringende forretning. Men nu efter jul rejste gårdens fodermester, og P J R’s fader bad ham om at overtage hvervet som fodermester, hvilket han gjorde med glæde. Det er interessant at arbejde med en god besætning (42 køer, hollændere, sidste år 173 kg smør). Han har dog stadig det økonomiske udbytte af gartneriet.

”Inden jeg slutter, vil jeg komme med et forslag. Hvis den af medlemmerne, som har vandrebogen i sin besiddelse, hører noget som helst om censur af post eller skærpede bestemmelser, f. eks. ved en invation, må vedkommende straks gemme disse bøger og i stedet købe en ny til videre cirkulation.”

Aage Thomsen, Vithen pr. Hinnerup, 25. januar 1944.
Aage beretter mest om landbruget. De har haft 38 tdr. land korn, og man er lige blevet færdig med tærskningen og langede lige 800 tdr. De har i år forsøgt sig med vårhvede, som gav 25 fold. Vårhveden giver jo godt flormel. Man må frarense indtil 3 % (Aa Thomsen bemærker, at der er 2 slags ”frarensning”, og tænker sikkert på den ulovlige del, som anvendes hjemme til franskbrød).

”Men der er jo sket meget andet end det landbrugsmæssige, der har været store begivenheder, som nogen kalder af det onde, og heldigvis de fleste synes er gode. Her tænker jeg på begivenhederne omkring den 29. august, og hvad der siden er sket. Men det har Krag Olsen jo skrevet om, og jeg synes det er godt skrevet. Jeg ville trykke ham i hånden og sige tak, hvis jeg kunne nå ham”.

H C Toft, Bjørndalgaard, Uglev, 4. februar 1944.
H C Toft overtog 1/11 43 gården, der er på 87 tdr. land og med 7 tdr. hartkorn. Der er gode udbygninger, men stuehuset er gammelt og trænger til mange bekostninger. Der er en dårlig korthornsbesætning, den er udskiftet, men alligevel for dårlig, så Toft har købt 12 røde kælvekvier. Studefedningen er en dårlig forretning for tiden. Eksportforeningen giver 130 øre pr. kg og for at lave et pund tilvækst daglig, ædes der korn for 80 øre! Toft har som ny ejer søgt Gødningsnævnet om ekstra tildeling af gødning og håber på en tildeling, da jorden er i meget dårlig gødningskraft.

”Flere af jer udtrykker i kraftige vendinger jeres mening om tingenes tilstand, jeg vil ikke ved denne lejlighed give mit besyv med, men jeg synes, der er grund til at give et varsko om forsigtighed i udtalelser på print, selvom man kan føle nok så stor trang til at give udtryk for sine meninger.”

Toft slutter med: ”Måtte vi da atter have fred og frihed, når bogen atter når mig. Og måtte enhver til den tid da have gjort sin pligt og indsats for dette mål i de muligheder, der er for den enkelte."

PS: Til Aage Jacobsen, ”Undervandsbåden er p.t. interneret”.

Sigurd Andersen, København F, 11. – 17. februar 1944.
I relation til Asger Jørgensens synspunkter siger Sigurd Andersen: ”Jeg hører til dem, der hellere havde ligget bag en panserkanon end kørt møg, da tyskerne kom, men jeg har ikke kunnet billige sabotagen, så længe vi havde en folkevalgt regering, der havde sluttet aftale med Tyskland. Nu er sagen jo en anden, og hvis sabotagen er dikteret af frihedstrang og ærligt og helligt had til diktatur og tvang, så må vi beundre de folk, der for en ringe løn udholder det nervepres, som det må være. Men dikteres den af ønsket om at stå sig godt med England, så er det en uværdig handling, ligeså uværdig som de tyske stikkeres og Schalburgfolkenes optræden.”

Dernæst beretter Sigurd Andersen om sine trængsler som ny landbrugsstuderende på Landbohøjskolen. Han savner den friske luft og livet på landet. Beklager han sig til kammeraterne, får han bare at vide, at han kan gå hjem og læse kemi eller botanik. Det gik ikke så let med at komme ind på skolen, han havde glemt for meget. Han havde jo også brugt 2 år med at læse sprog og matematik og havde ikke holdt det andet ved lige. Han bor nu på Bellahøj, 2½ km fra skolen, og går hver morgen dertil. Cyklen står i kælderen og venter på bedre tider, den har ikke brugbare dæk og slanger mere.

Sigurd fortæller om sit ringe kendskab til København, men han har fundet familie, som han besøger om søndagene. Men han bryder sig ikke om byen. Det kan undertiden ærgre ham, at han skal gå der i 3 år, det er nu ikke selve skolen, han har noget imod, men når han sidder derhjemme og skal læse zoologi eller lignende fag, føler han, det er til for at forbitre livet for samtlige studerende. Når han kører med toget og kommer forbi et hold banearbejdere, gribes han af lyst til at springe af toget og begynde at skovle skærver, selvom enhver ved, at banearbejdere er meget lidt produktive.

Sigurd slutter: ”Den gamle vandrebog har nu været turen rundet i selskab med den ny, og jeg lægger den derfor ned på kistebunden til opbevaring. Vi kunne jo lade Elevforeningen opbevare denne og de følgende vandrebøger, men som danske bønder har vi vel så meget selvstændighedstrang, at vi kan ordne den sag selv[22]. Jeg vil foreslå det som en regel, at den, der køber en ny vandrebog, skal opbevare den gamle, når den har været turen rundt.”

Ejner Andersen, Sandholt, Vester Hæsinge, 9. marts 1944.
Ejner sagde Jylland farvel pr. 1. nov. 1943 og flyttede til Fyn og blev forvalter på godset Sandholt ved Svanninge Bakker ikke langt fra Fåborg. Godset er på 1100 tdr. land. Der er 465 tdr. land agerjord, hertil kommer forpagtergården Sollerup, som for tiden ikke er bortforpagtet. Endvidere er der en del mindre gårde og fæstehuse. Ejner har været heldig med at få stillingen, der var over 100 ansøgere, til trods for at lønnen er lille. Mandskabet er foruden godsforvalteren: en forvalter, en underforvalter, ladefoged, 6 faste karle, 9 husmænd samt smed og tømrer. Der er 12 spand heste og 2 traktorer. I kostalden med 110 køer er der en fodermester, 2 røgterfamilier og malkekoner. Gården er i god drift, den lette del af jorden dyrkes med rug, kartofler, sennep, kålroer. Resten af jorden, som er svær lerjord, dyrkes med Sukkerroer til fabrik og forskellige frøafgrøder, timothe, rajgræs, hundegræs, turnipsfrø og kåroefrø. Skovene ligger ind mellem markerne, så der bliver store afstande, og det gør driften tung. Man udfører selv al skovkørselen af brænde og kævler, 8 heste for de store kævler. Foruden landbrug og skovbrug er der også gartneri, som beskæftiger 5 mand hele sommeren. Selve slottet ”Sandholt” er lejet ud til CBU[23].

Ejner slutter: ”Det er en dejlig tid vi går i møde, vi er klar til at tage mod foråret efter at have kørt 800 læs gødning ud og pløjet ned i løbet af vinteren. Foråret er en dejlig tid. Sådan en forårsmorgen at komme ned i stalden til en flok velfodrede heste, som står og venter på at komme ud for harverne. Kender I den fornemmelse af glæde og forventning, det kan give? De fleste af jer gør det vist.”

Inger Andreasen, Rolighedsvej, København V, 14. marts 1944
Inger er stadig landbrugsstuderende og er lige – med forsinkelse – blevet færdig med 2. dels eksamen. Efter eksamen var hun en måneds tid på ferie i Jylland. Hun var bl. a. med til fastelavnsballet på Ladelund, som forløb på sædvanlig måde.

”Det var ganske fornøjeligt igen at hilse på lærerne og deres respektive koner. Overgaard var der til festen med 2 af pigebørnene, Anne-Grethe og ”Søster”. Jeg var også på besøg hos Overgaards i Askov en god dags tid, traditionen tro. De har det dejligt derovre, deres stuer er næsten Ladelund om igen, og jeg tror i grunden de befinder sig godt derovre; i hvert fald har de travlt nok. De er glade for gamle elevers besøg, så hvis nogen af jer kommer på de kanter, skulle I stikke indenfor. Jeg tror, de vil være endnu mere taknemmelige for et besøg nu, hvor de ikke mere bor på Ladelund. Dons og Signe regerer jo på Ladelund, og det gør de vist til alles tilfredshed.”

Inger fortsætter og siger, at hun ellers ikke ville blande sig i uoverensstemmelserne mellem tilhængere og modstandere af sabotagen, men: ”herovre har vi oplevet en del i disse på en gang forbandede og også velsignede tider. Det være sagt med henblik på, at mange mennesker er vågnet op af deres tornerosesøvn og har opdaget, at der er værdier, som må forsvares. Den gamle regel gælder åbenbart stadig, ”der er intet så galt, at det ikke er godt for noget”. Krag Olsen m. fl. ta’r jeg min hat af for. Til Asger Jørgensen vil jeg sige, at du må jo være fjollet. Endnu har man aldrig set eksempler på, at tyskerne har forladt besat område uden først at have ødelagt fabrikker, jernbaner o.s.v., hvorfor skulle vi danne en undtagelse, når den dag kommer? Og hvorfor så ikke selv tage en del af ”fornøjelsen”, absolut! Rene linier – sådan og ikke anderledes. For øvrigt er sabotagen nu – vel det mest omdiskutere problem – så godt som standset, antagelig på grund af schalburgtagen[24].”

Kirsten Brændgaard, for sidste gang i København, 5. april 1944.
Kirsten er blevet lidt forsinket med afsendelse af bogen. Man kan ikke sende pakker til Jylland p.g.a. skaden ved broen. Hun vil så forsøge at sende bogen som brev.

Kirsten er i gang med eksamen på sidste del. Det er gået godt for dem alle 3, og om en måned er de alle splittet. Det har ikke været vanskeligt for de nye landbrugskandidater at få plads. Tom skal til Tylstrup, Jeppe til Virumgaard og hun selv til Planteavlslaboratoriet i Vejle.

Hun fortæller dernæst om sommerens oplevelser. De landbrugsstuderende havde haft en fin tjans med at syne kartofler i Jylland for ”Tilsynet med Plantesygdomme”.

”Folk er morsomme! Når jeg kom frem og fremførte mit ærinde, stod de et øjeblik stille og kigge op og ned ad ens lille person. På vejen ud i marken gik manden tavs og skelede til én. Når der så er gået en vis tid, lød det uvægerligt: ”Nå, så det er en kvindelig konsulent i år.” En gang imellem var der en, der skulle prøve, hvor meget sådan en kvinde vidste om bladrullesyge. Når jeg så havde imponeret en herre af den type, kom han gerne i tanker om, at hans roer stod skidt – om jeg ikke lige kunne se på dem med det samme. Man går så med kendermine hen og vender bladene: bedefluer, sikkert for anden gang. Så havde man ham i den hule hånd, og så stod den på frokost."

Kirsten gør også sociale studier i forbindelse med syning af kartoffelmarker: ”Jeg fik set mange af sandjordens stærke slidere. Manden kørte tørv, konen radrensede, og børnene hakkede roer og passede køer. Hvis der var have til ejendommen, havde de i 4 af 5 tilfælde dårlig tid til at passe den, det besørgede hønsene. De lever og ånder for deres bedrift og har nok i det. Adspredelser som teater og biograf, som vi andre synes er uundværlige og velfortjente fornøjelser, skænker de åbenbart ikke en tanke. Langt den største part af dem havde en vid horisont og var meget dygtige landmænd. Man kunne unde dem bedre betingelser at udfolde deres initiativ under.”

Kirsten om den nære fremtid: ”Nu skal vi altså ud igen og være ”de små”. Kære børn, hvor kan vi dog ingenting. Jeg gav i mit stille sind professor Bondorff ret, da han sagde til mig: Det første halve år er en landbrugskandidat sgu ingenting værd. Nå, vi håber at blive det. Jeg glæder mig som vanvittig til at komme rigtig på landet, jeg har så meget, jeg skal nå.!

Ejner Bundsgaard, Toftegaard, Gesten, 18. april 1944.
Ejner vil ikke blande sig i debatten, men tager udgangspunkt i et foredrag, statskonsulent Johs. Novrup[25] rejser rundt i land og rige og holder. Novrups foredrag har titlen: ”Vi må ikke hade”. Hermed menes, at vi ikke må hade, men skal være humane og tolerante. Hertil siger Ejner: ”Ja, vel, men ikke så humane og tolerante, at vi den dag, da krigen er forbi, helt glemmer de flok, som under krigen - og især på det sidste har gået nogle andres ærinde. Vi må og skal have ram på de folk, men det må være efter loven, kan det ikke gøres udfra bestående love, ja, så må vi, så snart vi er os selv, have en sådan lov lavet. Men vi skal også passe på, at vi til den tid ikke dømmer folk blot for deres politiske standpunkt, for så har det, som vi taler om og det, vore patrioter og det meste af verden slås for, vundet.”

Ejner går stadig hjemme på gården i Gesten, det er endnu ikke lykkedes ham at finde en passende forpagtning. Han føler, at forpagtningerne er alt for dyre, han vil ikke investere en masse penge i noget, som ikke vil give afkast de første år. Skulle han købe en gård og regne med at bliver der resten af hans tid, var sagen jo en anden. Men Ejner regner med at skulle overtage fødegården i løbet af 8 – 10 år.

Ejner glæder sig over vejrgudernes gunst. Det er et dejligt forår. Men han er meget bekymret over gødningssituationen. Det ser sort ud for deres frømarker, normalt brugte man 12000 kg kvælstofgødning, men nu er rationen kun 2800 kg.

Fritiden bruger Ejner bl. a. til studiekreds. Han leder en kreds, hvor emnet er ”Penge og Penges Værd”. Grundbogen er skrevet af P. Nyboe Andersen.

Olav Elbæk, Kroghøj, Lejrskov pr. Korsvang, 1. maj 1944.
Olav Elbæk er ny i kredsen, han forlod Ladelund lidt tidligere end de andre. Han vil ikke deltage i den politiske debat, men mener dog, at det ville være en god ide for Asger Jørgensen at trække sine udtalelser noget tilbage – ellers bliver han aldrig minister som sin far.

Olav Elbæk har solgt sin gård i Sjølund og er flyttet til Lejrskov, 12 km øst for Kolding. Der skulle bekostes i det uendelige på gården i Sjølund; i Lejrskov føler han, at han har mere fast grund under fødderne. Ja, og så tjente han 23000 kr. på gården, men det kostede den anden jo bare mere. Nu har han en god gård med 32 tdr. land god jord samlet omkring bygningerne. Jorden er veldrænet og er i god gødningskraft, det er jo vigtigt, når man kun kan få 50 % af kvælstofrationen.

Simon Fransen, Nybogaard, Viuf, 15. maj 1944.
Simon er stadig hjemme på gården. Det er for dyrt at få fat i noget selv, ejendomspriserne er jo meget høje, og stor udbetaling skal der til. Så det bliver ikke før krigen er forbi, han får fat i noget selv.

Simon fortæller om landbruget, der er fine afgrøder, men det bliver meget vanskeligt at få arbejdskraft til hakning af roerne. ”Der er en hel del mennesker, der arbejder på flyvepladsen i Vandel, de bliver både hentet og brungen i bil, så der er også flere, der har indskrænker sukkerroearealet af samme grund.”

Hans Halager, Grønnegade 14, Skive, 29. maj 1944.
Hans Halager siger, at han som sædvanlig ikke noget at fortælle. Han er stadig kontrolassistent, nu i Hjerm mellem Struer og Holstebro med 54 medlemmer og 600 køer. Han er stadig lidt bekymret for fremtiden, han kan ikke blive ved med at være kontrolassistent. Men krigen skal helst holde op, så man igen kan få arbejdstøj og gummistøvler, inden han finder noget andet.

Jens M. Hansen, Rugstedlund pr. Vejle, 3. juni 1944.
Jens siger, han ikke har meget at fortælle, han er stadig hjemme på Rugstedlund og fungerer som fodermester. Han er den yngste i søskendeflokken, og må nødvendigvis blive hjemme hos forældrene, selvom han nok har lyst til at rejse ud. Han glæder sig over, at det gik godt med køerne på dyrskuet i Vejle, og de har også en god ydelse, 4746 kg mælk i gennemsnit.

Mogens Engvang, Østergaard, Frørup pr. Christiansfeld, 14. juni 1944.
Det er interessant at læse de forskellige brevskriveres meninger. ”Men jeg synes, den politiske diskussion skal vente, til vi frit kan tale og skrive. Enkelte har advaret mod for frie udtalelser, og som situationen er i dag, er der god grund til det. Vi oplever en hel del i disse dage, og der skal ikke meget til, før stregen er overtrådt. Her på egnen har det været slemt med ”afhentninger”. Når vi nu er frie igen, kan vi diskutere for fuld udblæsning.”

Det går godt på Østergård, der har været en god høst. Men nu kniber det med at få nok salpeter til rajgræsset.
”Så kom invasionen![26] Nogle tvivlede på, at det ville ske, men – de fleste – troede på, at det måtte ske. Men hvor – var der ingen, der vidste. Frankrig blev valgt og blev igen krigsskueplads. For mange er det nu en lettelse, at det brød ud. De sidste måneder har været nervekrig uden lige. Men hvad nu? Vil invationen på Frankrigs nordkyst blive den eneste? Hvilken af parterne vil kunne klare sig? Kun fremtiden kan vise det.”

Olav Iversen, Ammitsbøl pr. Vejle, 26. juni 1944
Olav indleder med et par citater, H. P. Hansen; ”Det er ikke nok at ville, det gælder også at kunne”, og N. H. Andersen: ”Viljen til at ville skaber evnen til at kunne”. Disse citater anvender han på personlig dygtiggørelse og uddannelse og går så videre med brevskrivernes debat om vort lands stilling.

Han fortsætter: ”I min grønne ungdom var jeg også en tid stærkt optaget af de pacifistiske ideer, som militærnægterne tror på. Men selv om jeg ikke mere tror på dem, har jeg dog lært pacifisterne og deres tilhængere så meget at kende, at jeg til en vis grad forstår deres motiver og kan respektere dem både som mennesker og som danske medborgere.

Og derfor kan jeg godt være enig med dem, og det er jeg altså også med Asger Jørgensen på mange punkter. A. J. skriver f. eks., at der hører mere til at være tålmodig end til at opildne til gengældelse.

Det er sikkert også rigtigt i mange forhold, ikke mindst i dagliglivet, men i det tilfælde, der her er tale om er det nu forkert. Der er visse ting, man ikke kan tage med tålmodighed, fordi det så let bliver til fejghed. Dette stadig at skulle krumme ryggen og tålmodigt og med et ydmygt sind tage mod de hug, der falder af eller søge at afbøde så mange af dem som muligt ved at sælge sig selv i småstykker, det er i længden skadeligt og nedbrydende for den enkelt og for et helt folk.

Nej, må jeg så bede om den kampånd og den vilje til selvhævdelse, som efter sigende de tyske tropper i Normandiet yder. Selvom det går tilbage, bevarer de alligevel troen på sejren og på Der Führer til det sidste.

Eller tænk på de englændere og amerikanere, der i de sidste 14 dage har kæmpet for at vinde og fastholde fodfæste på Frankrigs jord. Også de har et mål at stile mod og kæmpe for. Ingen af parterne giver op eller viger tilbage for de utallige tab og den modstand, de møder.

Javel, de er drevet til det og gør det ikke af fri vilje, vil Asger Jørgensen sige, så det er ikke et ideal for dansk ungdom.

Nej, krigens håndværk er ikke et ideal, men jeg tror alligevel, at en meget stor del af de unge, der sætter livet ind omkring på jordens slagmarker, har et mål de kæmper for, et ideal, de stiler mod, og de gør det med livet som indsats.

Hvad gør vi? Ja, vi synger ”Kæmp for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder” og så søger vi for resten at slippe uden om alt, hvad der er farligt eller risiko ved.

Det er rigtigt, at tålmod, som det kræves i det daglige liv under besættelsens kår, ofte er mere krævende end det mod, der skal til ved fronten, men når der er nogen, der synes, at det er godt, når levefoden kan holdes, eller måske stige, fordi vi er tålmodige og giver efter, når bare vi får noget for det, så er det galt, og det er det, jeg ved denne lange udregning vil slå fast. Om min uenighed med Asger må det være nok, men han har i hvert fald sat sindene i bevægelse.”

Herefter fortæller Olav, at han stadig er hjemme på gården, og at man venter en pæn høst.

Han slutter: ”Jeg håber, at selvom vi måske har krigens tunge ende tilbage, og selvom vi i den kommende tid skal møde prøvelser, der er ganske anderledes indgribende end dem, vi hidtil har været udsat for, så håber jeg, at det dansk folk må have sådan en kraftreserve i behold, at det kan bestå prøven og vise sig værdig til atter at blive et frit og selvstændigt land.” 

Aage Jacobsen, Vitten pr. Hinnerup, 14. juli 1944.
Aage er blevet gift siden sidst, ellers er der ikke sket noget særligt. Han har haft en del frøavl, og den gav 1400 kr. pr. tdr. land, men det kunne frihandelskorn til 60 kr. jo også have givet.

Vedrørende debatten: mon ikke tiden har ændret Asger Jørgensens syn på situationen?

”Nu ser det jo ud til, at krigen endelig snart er sluttet, med den fart, der nu er på, må en måned eller 2 kunne gøre det.

Så vil der blive råbt som aldrig før: Leve Kong Kristian og leve Danmark!” 

Jens L. Jacobsen, Bogensholm, Femmøller, 29. juli 1944.
Jens er stadig bestyrer på en grosserergård på Mols. Familien er blevet forøget med endnu en dreng. Avlen står godt på den meget lette jord, men man skal passe på ikke at overvurdere den. Sidste år regnede Jens med en avl på 700-800 tdr. korn og lupiner, men fik kun mellem 4 og 500 tønder. Man har et stort areal lagt ud med kløvergræs, men alligevel mangler man græs i juli og august med kraftigt fald i mælkemængden til følge. Nu prøver Jens med sent sået havre og lupiner som grøntfoder. Køerne har svært ved at tåle lupinerne, og de 20 køer slog 30 kg mælk af på 5 dage.

Man har store arealer med roer og kartofler, men det har knebet med at få den tyndet og hakket. Det er et kunststykke at lokke folk herned på Mols, til trods for at de får 300 kr. om måneden. Bedriften er unægtelig noget af en underskudsforretning. Grossereren har købt fårehegn for flere tusinde kroner og købt ridehest for 5000 kr. Jens kan under ingen omstændigheder få det til at løbe rundt. ”Grossereren og jeg blev noget uenige, og jeg modtag min afskedigelse i går. Derfor kan han ikke skrive nogen bestemt adresse.”

Nu skal man høste rug, så det er en travl tid. ”Vi har en del russiske frivillige (såkaldte) her på egnen. De har overtaget Engelsølejren 3 km herfra. Det er nogle rene vildbasser, som ikke engang forstår at spise med almindelige spisegrejer. Der har været en del kvaler med dem i både den ene og den anden retning. Vi håber på et frit og uafhængigt Danmark, næste gang bogen ankommer!”

Harald Juhl, Løvegaard pr. Løve, 6. august 1944.
Harald har forladt Jylland og går nu på Sjølunds fagre sletter som forvalter på Løvegård, 10 km nord for Slagelse. Gårdens 500 tdr. land drives meget almindeligt med lidt græsfrø og ellers korn og roer til Gørlev Sukkerfabrik. Der er sukkerroespor i marken, så der er ikke så store besværligheder, hvad kørsel angår. Men det er svært med mandskab til at passe roerne, men det er trods alt gået helt godt. Men nu i høsten kunne man godt bruge en 10 mand mere, de er dog ikke lette at skaffe i disse tider.

Harald slutter: ”Nu er vandrebogen fra at værre landbrugsfaglig gået over til at blive temmelig politisk, og de forskellige er kørt i marken med det svære skyts. Det er jo også krigsår, vi lever i, så hvad kan man forlange andet, og læsningen af bogen bliver jo ikke mindre interessant af det. Formålet med bogen var at samle os og ikke det modsatte, men forhåbentlig holder vi til det”.

Holger B. Juul, Jægergaard, 21. august 1944.
Holger Juul har lidt dårlig samvittighed over, at han for et år siden opfordrede Asger Jørgensen til at give lidt oplysninger om rigets tilstand. Asger har fået tilstrækkeligt på pukkelen. Men der er flere, der har manet til forsigtighed m. h. t. åbenhjertige udtalelser på print, dem vil Holger slutte sig til.

”I lørdags var der sympatistrejke i Vejle eller rettere proteststrejke som protest mod de overgreb, der var sket med 11 danskere. Strejken blev gennemført til punkt og prikke, og det kan også være meget godt at vise en samlet optræden engang i mellem i sådan en tid. Men jeg kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, når jeg tænker på det, som skete på en institution, som altså var med i strejken, der benyttede hele personalet fridagen til en skovtur. Det er ligesom, der er noget, der halter der. Jeg tror ikke rigtigt, vi danskere forstår at tage sådan en situation med den rette standsmæssighed.

Ak ja, om vore ”gæster” dog snart kunne trække sig tilbage, de bliver efterhånden noget besværlige. Jeg tror ærligt talt også, det er på tiden, hvis de altså skal lange at – som det sømmer sig – byde deres egne gæster velkommen ved indgangsdøren, nu bliver der banket på fra alle sider.

Vi har også fået naboskabet at føle, først i Vandel og siden i Vingsted (Vejle Amts Skytte-, Gymnastik- og Idrætsforeningers Stadion). Der bliver lavet veje på kryds og tværs, og alt muligt ragelse slæbt sammen. Det hele ser meningsløst ud, og er det vel også. Mest barnligt er det med alle dem, der står i kø for at få lov at hjælpe med ødelæggelserne. Og hvis de så endda blev sat til at bestille noget, men de sten, de kommer kørende med, vil jeg påtage mig at bære i et forklæde.

Vi står midt i indkøringen af kornet, og som følge af de nævnte forhold er det umuligt at skaffe hjælp til arbejdet. Nu går det måske ikke så galt, da vejret (desværre) er ret stabilt og ser ud til at være det endnu et stykke tid.”

Holger Juul slutter med nogle betragtninger over avlen af korn, roer og græs, alt lider under tørken.

Asger Jørgensen, Bispegården, Lejre, 24. august 1944.
Nu er vandrebogen igen hos Asger Jørgensen; der er så gået næsten et år, siden han satte sindene i kog med sit indlæg i bogen. Han skriver:

”Det var nok en værre krudttønde, jeg kom til at sætte ild til; havde jeg vidst, at det ville volde så meget skriveri, havde jeg måske ikke gjort det; men det har dog givet anledning til, at bogen sikkert bliver læst med mere interesse, tillige med at det giver de mere skrivelystne lejlighed til at give udtryk for deres meninger angående disse ting. Jeg synes også, det er mere interessant at læse om end, hvor meget møg hver især har og skal køre ud.

Mogens Engvang, ”Ras” og Toft maner til forsigtighed p.g.a. forholdene, men jeg synes ikke, jeg kan tie helt stille til det, der er skrevet, siden jeg havde bogen sidst.

Der er nogle af jer, der mener, at jeg ikke kunne vedstå, hvad jeg havde skrevet, når jeg så det igen. Sådan føler jeg det ikke, tro ikke, at det var noget, der tilfældigt løb i pennen, da jeg skrev det. Det er nogle svævende betragtninger, og jeg tager ikke direkte standpunkt, og jeg modsiger mig selv, skriver Hørlück. Jeg kan dog trøste mig med, at de fleste har forstået meningen i det alligevel.

Det er rigtigt, som du skriver, at nu skal vi ikke give vort samtykke til noget, vi er imod, og det er klart, at det var en stor lettelse for regering og rigsdag at blive fri for det. Og jeg tror ikke mindst at d’ herrer Scavenius og Gunnar Larsen[27] følte lettelse. Og jeg skrev også, at når det skulle være, så var det godt, at de tyske krav blev så skrappe, så alle var enige om at sige nej. Så giver du de radikale skylden for, at det er gået så længe med den evindelige politik ”at få det til at glide”. Det er til dels også rigtigt; men du må dog indrømme, at det har stået de andre partier frit for, om de ville støtte regeringen eller tage ansvaret for, at vi så skulle have en Quisling-regering.[28]

Hvis det ikke var, fordi en del af befolkningen tjener så mange penge, så de af den grund viser en uværdig national optræden, så tror jeg ikke, vi kunne tage nogen skade af at fortsætte med den tilstand, vi havde fra 9. april 40 til 29. august 43. Jeg hører ikke til dem, der vil nedkalde lidelser over folket og tror, at vi skulle blive bedre af den grund. Hørlück er bange for, at den mentalitet, der vil glemme, hvad tyskerne, og hvad deres slæng har forvoldt os, skal brede sig uden at vi drager lære der af. Den fare tror jeg ikke er stor. Jeg er ked af, hvis der skulle være stor uoverensstemmelse mellem Hørlück og mig, da jeg altid har haft den største respekt for sønderjydernes nationale indstilling, og jeg ved også, at Sønderjyllands stærkeste mand på rigsdag, Jepsen Christensen, i sin indstilling ikke er langt fra, hvad jeg har skrevet.

Krag-Olesen skriver i en tone, som er en herregårdsforvalter fuldt værdig, men som jeg synes passer bedre på herregårdsmarken end mellem os her i vandrebogen – dog gør det ikke noget. Du skriver, at det er vrøvl at Danmark før 29. august var en retsstat, trods alt. Jeg vil stadig hævde, at den skabte tryghed for de borgere, der holdt sig indenfor lovens rammer. Der var 9. april den aftale, at al sabotage skulle for den tyske domstol, og det synes jeg ikke, der er så meget at sige til. Når man øver krigens gerning, må man underkaste sig krigens vilkår, hvad jo alle sabotørerne er indforstået med. Men derudover tror jeg ikke, Krag-Olesen kan nævne mange mennesker, som er sat i Vestre Fængsel uden dom før 29. august. Så efter det jeg kender til sagen, så er jeg mest tilbøjelig til at sige, at vrøvlet er på din side. Og jeg kan stadig ikke forstå, de tilstande, vi har nu, hvor retstilstanden er helt vilkårlig skulle være at foretrække frem for tiden før 29. august, hvor vi dog selv havde noget at skulle have sagt. Jeg kommer ikke på bølgelængde med nogen dansk ung mand med den tone, skriver du. Jeg vover at påstå, at jeg kender lige så meget til dansk ungdom, som du gør, men sikkert et andet tværsnit af den. Og den plejer jeg ikke at have svært ved at komme på Bølgelængde med. K.O. vil også til at belære mig i min nationale indstilling, den er veg, og den er udansk, og den er skyld i, at vi er kommet så langt ud!

Må jeg bede mig fritaget for den slags beskyldninger, men skal vi til at have karakter for vor danskhed, så er jeg ikke bange. Men jeg husker for nogle år tilbage, det var vistnok dengang, Tyskland og Italien var oven på. Da var det hypermoderne herhjemme at gå med knæbenklæder, skrårem og lange støvler og stikke højre arm i vejret i de kredse, der ellers er så ivrige med at råbe op om deres nationale indstilling. Jeg siger ikke Krag-Olsen hører til dem, men jeg tror ikke at KU og det store hartkorn står dig så fjernt, men i hvert fald vil jeg tillade mig at kalde sådan opførsel udansk. Krag-Olesen fordømmer tyskerne, fordi de fanger dansk borgere og sætter dem i fængsel uden dom, og samtidig priser du dem, der begår snigmord mod stikkere og lignende. Jeg siger, at selvom det er nok så fortjent, så er det selvtægt, og hvad garanti har man for at det er de rigtige, det går ud over? Det er helt rigtigt som Ejner Bundgård skriver, at det må gå rettens gang, og må jeg spørge: vil du selv gå hen og skyde sådan en? Ellers vil det være mere rigtigt at lade være at opfordre andre til det.

Olav Iversen vil idealisere krigen, du mener at den kampånd, tyskerne og englænderne er i besiddelse af, og de idealer, de kæmper for, der er noget, der er værd at stræbe efter. Må jeg spørge? Kan du respektere enhver, der kæmper for et ideal enten det er godt eller dårligt? Det kan jeg ikke. Er Hitler ikke en idealist? Og tror du heltedøden på slagmarken er så stort et mål at stræbe efter, så læs nogle af de beretninger, der fremstilles om hvordan det går for sig i virkeligheden. Og jeg tror ikke, at en tysker, der nu har været i krig i 5 år mere ved, hvad han kæmper for. Jeg tror, at de som mennesker er helt ødelagte. Men jeg er enig med dig i, at det er skidt, når man kun er tålmodig, fordi det er det, der betaler sig bedst; men derfor er det jo ikke sikkert, at vi havde klaret det bedre, hvis vi havde haft norske tilstande, for de er vel efter dit program?

De fleste af jer giver udtryk for, at vi skal lave så meget sabotage som muligt for derved at skade tyskerne. Og det er også imponerende at læse om, hvordan det går for sig, når sådan et kup er sket. Men når I sådan er nogle vældige karle at høre på, så må man jo gå ud fra, at I selv laver sabotage, for det mod, der kun sidder i penneskaftet, giver jeg ikke meget for, og jeg vil endda sige, at det er uforsvarligt at opfordre andre til, måske med livet som indsats, at gøre det, man ikke selv tør eller ikke kan gøre.

Men hvad betyder det så for Tysklands samlede produktion af krigsmateriel, at B & W, Riffelsyndikatet med flere bliver bombet. Så betyder vor landbruseksport dog forholdsvis meget mere; men den er der ingen af jer, der prøver på at sabotere, tværtimod, vi gør alle, hvad vi kan for at høste mest muligt for at kunne sælge så meget som muligt. Så jeg synes, de fleste landmænd i den retning bor i glashus. Jeg giver heller ikke meget for dem, der nu, da det går galt med tyskerne i hele Europa, begynder at kaste med sten efter dem. Og jeg vil endnu engang sige dem, der bruger de nazistiske metoder i kampen mod tyskerne, de har ingen ret til at fordømme andre, når de bruger dem. Som Ejnar Bundgård skriver: Hvis vi skyder folk, fordi de er nazister, så vinder det, vi kæmper imod.

Nu går krigen med raskere skridt mod sin afslutning, og vi vil drage et lettelsens suk, og vi vil juble i vilden sky. Hvis der så er nogen, der synes, at vi er sluppet alt for nemt igennem det, så vil jeg trøste dem med, at genopbygningen af Europa kan blive en hård tid, og her har Danmark betingelser for at kunne gøre en indsats, som betyder noget. Og så har jeg ikke noget imod, at de ofre, vi kommer til at bringe, er lige så store som dem, andre lande har ydet nu under krigen. Jeg tror nemlig, at vi har den mission efter krigen sammen med de andre nordiske lande at vise verden, hvordan naboer kan leve ved siden af hinanden, men det bedste ville være om den øvrige verden her fra Norden, kunne finde den tolerance og menneskelighed, som der bliver hårdt brug for efter krigen.

Her slutter Asger med betragtningerne om krigen og om tyskerne og fortæller om høsten og tørken på Bispegården. Asger har været hjemme på gården siden oktober 41 med et afbræk i vinteren 1942-43, hvor han er på Askov Højskole. Asger har nu tilmeldt sig til Askov igen som 2. års elev, men måske bliver forholdene, så det må opgives. ”Nogen af jer vil nok mene, at hvis jeg ikke er ødelagt i forvejen, så bliver jeg det, når jeg kommer til Askov endnu engang. Det skal dog ikke holde mig tilbage”. Disse var Asger Jørgensens mange ord i august 1944.

Thomas Jørgensen, Tylstrup Forsøgsstation, 4. september 1944
Thomas Jørgensen er glad for art have overstået studierne på Landbohøjskolen. Det har trods alt været en dejlig tid, og han udtaler: vi vil senere blive klar over, at studietiden var de bedste dage i livet. Hvor kan man få en stilling med så frie forhold som en studerende? Det står den studerende frit for, om han eller hun vil følge forelæsningerne. Man kan blive liggende til middag, der er ingen som savner ham på skoen. Han er lejer af et ”hummer” og kan gå og komme, som det passer ham – ikke en kat spørger ham, hvornår han kom hjem – og om han ikke skal op i dag o.s.v. Han er så fuldstændig sin egen herre. Her er ingen kone og børn at slås med. Er han ikke oplagt til at læse en dag – eller flere dage, kan han vente. Er han træt og søvnig en dag, han kommer hjem, kan han smide sig på divanen og sove – og forsvare det; for man læser ikke effektivt, med mindre man er udhvilet. Mine medstuderende fra Ladelund, Kirsten og Jeppe har den samme opfattelse. Alligevel er Thomas glad for at komme ud på landet igen, han er blevet ansat som forsøgsassistent på Tylstup Forsøgsstation. Her udføres markforsøg med sandjordsafgrøder. Dyrkning og ensilering af lupiner har været en succes.

Det er med stor interesse han har fulgt den politiske diskussion i vandrebogen. Her er vi alle med, om end indstillingerne er forskellige hos folk, som dog tænker i samme retning. ”Det er med beklagelse, jeg ser, at Chr. Pedersen er blevet discipel af Krenchel[29].

Har I bemærket Ras’s gode råd om at gemme bogen, ifald der skulle komme censurering af post? Hans adresse er i øvrigt blevet ændret 2 gange siden sidst. Første gang til Horserødlejren og nu sidst til Frøslevlejren[30]. Bogen må hellere sendes til den næste i rækken.

J Baunbak Knudsen, Lyngby Forsøgsstation, 24. september 1944.
Han er blevet færdig med eksamen på Landbohøjskolen og er nu på Lyngby Forsøgsstation, hvor han nyder forandringen fra skolebænken. Studieopholdet i København var en dejlig tid, men bylivet i København passede ham dårligt. ”Jeg har haft en dejlig sommer her i Lyngby, det er et godt og lærerigt sted at være, dertil kommer at det er en meget smuk egn. Forsøgsstationes 28 ha ligger med forsøg med alle landbrugets kulturplanter. Specialet er nu hør. Sommerens tørke har bevirket små udbytter i alle forsøgsparcellerne.”

Han agter fortsat at blive på forsøgsstationen. Vi ser jo med spænding hen til den nærmeste tids afgørelse i verdensopgøret. Det kan vel med sikkerhed siges, at freden i Europa er meget nær, og der er vel heller ikke mange, der ikke imødeser den med længsel – når ellers vedkommende har den rette indstilling. Hvad tiden ellers kan bringe, ved vi jo ikke. Den antagelse, mange hidtil har haft om, at den sidste tid før slutningen af krigen ville blive den sværeste for det danske folk, synes jo desværre ikke at slå fejl.

Mathias Laustsen, Gerup, pr. Visby, 1. oktober 1944
Mathias er den sidste, der skriver i vandrebogens andet bind. Han kommer fra det sønderjyske. Han har været på insemineringskursus på Tune Landboskole og sammenligner undervisningen på Tune med den, han kender fra Ladelund. Han siger: ” Lærerkræfterne er bedre på Tune end på Ladelund, men selvfølgelig kan de dygtigste på Ladelund let måle sig med Tunes lærere, men der findes for mange nittere på Ladelund. Men skolebygninger og gårdens drift er nok så godt på Ladelund. Det er især godt, at tunelærerne ikke som på Ladelund har konsulentstillinger at passe ved siden af”.

Men nu har Mathias måttet forpagte den hjemlige gård på 75 ha, fordi han far pludseligt døde. Gården drives med mange stude og får. Men: ” Angående den politiske debat holder jeg mig neutral, men desværre går det altid ud over de neutrale”!