|
En kort historie om
præstefolkene Valborg og Viggo Hansen.
I årene fra 1929 til 1946
var Valborg og Viggo Hansen præstefolk i Lindknud sogn. Her bringes de i
erindring i en lille historie.
Der blev i deres tid i
præstegården født først 3 drenge, Hans Jørgen, Søren og Poul og siden 3 piger,
Ellen Margrethe, Karen Marie og Anne Louise.
Den ældste af børneflokken, Hans Jørgen, er død. De andre 5 har, blandt andre
forbindelser til sognet, en andel i selskabet Vittrup Baun og mødes der med
mellemrum.
I 1946 rejste familien til sognepræsteembedet i Flødstrup ved Kerteminde, som
for øvrigt præstefamilien før denne også var rejst til i 1929.
Der blev holdt en trofast kontakt til en række familier i Lindknud og Hovborg
efter flytningen til Flødstrup.
Nr 2 af børnene Søren,
der har været skoleinspektør m.m. i Tune, har fortalt en historie om hans
forældre, som gengives nedenfor.
Mange af de ældre i sognet vil kunne nikke genkendende til historien og vil
sikkert taknemligt erindre præstefamilien for det muntre liv, der blev levet i
præstegården og i sognet og det solide præg de satte på tingene i sognet gennem
de 17 år.
”Knud Viggo Hansen blev
født i Ø. Vedsted v. Ribe 19/2 1902 som søn af gdr. Søren Olesen Hansen og
hustru Hansigne Grønnebæk. Han blev student fra Ribe Katedralskole 1922 og
teologisk kandidat fra København.s universitet i 1928. Undervejs i studiet var
han et år 1926 -27 lærer ved Ellede friskole ved Kalundborg.
Efter eksamen i 1928 blev han højskolelærer ved Ask højskole ved Århus 1928-29.
Han blev ansat (kaldet til) embedet som sognepræst i Lindknud. – Hovborg 1/9
1929.
Særlig den daværende lærer Thomsen i Hovborg var aktiv for at få min far
indstillet af menighedsrådet. Han var som min far af grundtvigsk observans, og
den omstændighed, og det at Viggo Hansen havde sin rod i det vestjyske landbrug,
vejede godt til ved indstillingen.
Det grundtvigske slog altid igennem i min fars forkyndelse ”menneske først og
kristen så”. Da Tidehverv blev stiftet i 30erne, var han meget interesseret
særlig fordi bevægelsen vendte sig stærkt mod den selvretfærdige, amerikansk
inspirerede Oxfordbevægelse. Og de dele af Indre Mission, som hyldede
gerningsretfærdiggørelsen, bød ham meget imod.
Det yderligtgående var han dog aldrig med i, så den del af Tidehverv vendte han
klart ryggen.
I sognet lagde han stor
vægt på at være præst for alle. Og som sådan kom mine forældre i alle hjem både
privat og som præstepar ved større familiære begivenheder. Jeg ved af de breve
de fik, at de også især var til trøst og opbyggelse, når familier blev ramt af
sorg. De var begge meget gæstfrie og åbnede gerne præstegården for møder af
kirkelig og folkelig karakter.
Fra sin tid i højskolen var Viggo Hansen levende interesseret i ungdommen, og
han dannede sammen med førnævnte lærer Thomsen en ungdomsforening. 10 til 12
gange om året mødtes de unge i præstegården og haven. Her var både munter leg og
alvorlig tale.
Én gang om året havde foreningen besøg fra den nærliggende Askov højskole, hvor
min far kendte mange af lærerne fra sin studietid.
30-erne var en brydningstid på mange måder, ikke mindst den fremstormende tyske
nationalsocialisme – nazisterne, var bekymrende og faretruende. Som opvokset tæt
på den gl. grænse var min far stærkt optaget af den sønderjyske sag. Han var
aktiv i ”Det unge grænse-værn”, som var et bolværk imod den massive tyske
påvirkning.
Da krigen kom, var han ikke aktiv i modstandsbevægelsens front. Vores hjem var
én af de afsidesliggende ”sikre præstegårde”, hvortil folk kom, som var ”gået
under jorden” og skulle ekspederes videre til Sverige eller andre sikre steder.
Det var en trafik, der fortsatte, også mens præstegården og konfirmandstuen
delvis var beslaglagt af tyskerne til lazaret. Vi fik jævnligt et bundt illegale
blade, som vi delte ud til dem, som vi vidste, vi kunne stole på.
Også på det nære plan interesserede mine forældre sig meget for samfundsforhold.
Min far var altid aktiv ved sognerådsvalg – ikke for at vælge bestemte partier,
men for at få de rette folk valgt i rådet. Jeg husker at uddeler Christensen i
Brugsen kaldte rådet det ”præstevalgte sogneråd”.
Min far kunne aldrig helt slippe sin oprindelse i landbruget, og da han havde
behov for fysisk aktivitet deltog han gerne især i høstarbejde. Vores nabo,
Julius Pedersen, var den foretrukne makker i markarbejdet. Men også andre kunne
få en hånd med, hvis min far kunne få lov. Den store have var under intensiv
dyrkning som frugt- og køkkenhave.
Jeg nåede i min barndom at få opfyldt hele mit behov for nyttehave resten af
livet.
Jeg ved at mine forældre var meget lykkelige som præstepar i Lindknud-Hovborg.
Min far flyttede derfra fordi det var hans klare opfattelse at ethvert sogn skal
have mulighed for at søge anden forkyndelse efter en vis tid.
For vores vedkommende var det 17 år, som vi alle gemmer i vore hjerter.
Min mor, Valborg Johannesen blev født 4/1 1897 i Himmerland hvor faderen var
lærer. Siden blev han forstander for et børnehjem ved Fåborg på Fyn.
Min mor blev uddannet fysioterapeut ved rigshospitalet i København og
praktiserede som sådan, da hun traf min far. Som det var almindeligt dengang,
opgav hun sin karriere, da de blev gift.
Min fars udadvendte virksomhed kunne ikke have fundet sted, hvis ikke min mor
derhjemme sørgede for at tingene kunne lykkes.
Når præstegården blev åbnet, stod min mor bag køkken og kaffebord og hun forstod
af små midler – ofte hjemmeavlet – at fremtrylle spændende ting.
I
kraft at embedet var præsteparret dengang nok ”velærværdige”, men ellers levede
vi i de samme ret simple kår, som alle andre i sognet, og det var selvfølgelig
med til at mine forældre færdedes hjemmevant blandt sognets folk.”
Der kan føjes til Sørens fortælling om sin fars sans for det praktiske, at der
var en lille stald ved præstegården, hvori der hvert år blev fedet et par svin
op, som ved slagtning kunne give mad på bordet.
Som nogen af de ganske få i sognet havde præstefamilien bil. Det var en Ford
årgang 1928. Viggo Hansen var virkelig landmand af sind som Søren fortæller om.
Han deltog gerne i stald – og markvandringer og kunne give råd når familien var
på besøg hos landmandsfamilier i sognet.
Der findes et billede af præsteparret og et, hvor et
konfirmandhold er fotograferet sammen med præsten i bogen: ”Lindknud 100 år i
billeder”.
Andreas Bruun
Til Lindknudsiden
|