|
Engang i 2003 fik Lindknud
lokalhistoriske forening en hilsen fra menighedsrådet der lød som følger:
Efter endt
gravminderigistrering af bevaringsværdige gravsteder på Lindknud kirkegård
er der udstedt et kort for hvert minde foretaget af egnsmuseet på Sønderskov d.
3/11 2000 udfærdiget af Linda Klitmøller.
Samtidig med denne registrering, som har med landsbykirkers historie ar gøre, er
menighedsrådet bevidst om, at der er/kan være en historie/fortælling knyttet til
een/flere af de omtalte minder.
Det er rådets store ønske, om Lindknud lokalhistoriske forening kunne forestå
denne nedskrivning af evt. stof inden den går tabt.
Historierne bør vedlægges kortene som bilag.
På rådets vegne ser vi
frem til et godt samarbejde. På rådets vegne Kim Rasmussen.
Den
opgave er vi i lokalhistorien med glæde gået ind i, og vi har nu fundet en del
historie om nogen af de mennesker, hvis gravmæler er fredede.
Sammen med menighedsrådet er vi blevet enige om at offentliggøre historierne i
Lokalbladet efterhånden som redaktøren Susanne kan finde plads til dem i bladet.
De fleste af de historier handler om mennesker, der har ejet forskellige
ejendomme i Lindknud, og som derfor også er nævnt i foreningens bog
”Lindknud – historier om en egn, dens
mennesker huse og gårde”
der
udkom sidste år.
13 gravmæler/gravsteder er i den omtalte registrering blevet fredede.
Enkelte af de mennesker, gravmælet er rejst for, har vi ikke kunnet finde noget
om eller også står gravmælet for et barn, hvor så kun forældrene er nævnt.
Historierne er derfor af meget forskellig længde.
Den første historie er om: Søren Sørensen Vig.
født ? , - døbt 1 april 1802 (vistnok hjemmedøbt) død 1876 og begravet i
græsbakken ved Lindknud kirke.
Søren Sørensen Vig er født på gården Østervig i Vorbasse som den yngste af 8
drenge. Han var svagelig og blev måske også som den yngste forkælet, - han var
fritaget for en del hårdt arbejde i forhold til brødrene. Han havde derfor tid
til at strejfe omkring i naturen, som han kom til at holde meget af og som bl.a.
som voksen gav ham interessen for at gå på jagt. Han blev i hvert fald den
drabeligste jæger på egnen.
Der sad et godt hoved på ham, og hænderne sad ligeledes rigtigt. Han blev dygtig
til at snedkerere, og han fik bl. a. en ganske indbringende indtægt ved at lave
ligkister for folk.
Han og nogen af brødrene
købte i fællesskab smedeværktøj af en gammel smed, der havde boet i et hus på
gårdens mark. Der havde Søren sneget sig over og lært den gamle smed kunsten af.
Snart havde Søren i hvert fald lært at sko en hest og skærpe en plov. Det var
dog især finmekanikken, der optog ham, og han blev efterhånden dygtig til at
reparere geværer og skydevåben.
Et gevær, som var til reparation, var engang af vanvare gået af og havde ramt
Søren i underlivet. Det havde han mén af resten af livet.
I
1832 døde faderen Søren Pedersen Vig, og nu skulle så unge Søren sammen med
moderen Ann`Vigs stå for driften af den store gård.
Heldigvis var Ann´Vigs en både myndig og kyndig kone, som kunne klare opgaven
alene, - Søren havde ikke tid til det. Han interesserede sig ikke for
landbruget. Han havde nok i sin jagt og i sit smedeværksted. Desuden var han
begyndt at handle, og han viste sig at være en dreven handelsmand.
Han opkøbte svin og stude, som han enten solgte på jydske og fynske markeder
eller også drev han dem sydpå og solgte dem på de store markeder i Holsten. For
en del af pengene, han fik ind, købte han uldvarer, som han tog med tilbage.
Dengang var Kongeåen jo toldgrænse mellem kongeriget og hertugdømmerne og når
han passerede grænsen, skulle der betales told. Det gjaldt både stude, svin og
uldvarer. Søren udviklede en raffineret smuglerteknik, så han kunne undgå den
ubehagelige told, som han mente var unødvendig.
Efterhånden som moderen kom op i årene, oversteg det hendes kræfter at forestå
husholdningen og driften af gården og hun pressede derfor Søren til at finde sig
en kone. Det var han ikke spor interesseret i, og selv om Ann´Vigs indforskrev
den ene pige efter den anden, som kunne blive et godt parti for Søren, så
undslog Søren sig og det trak ud.
Til sidst måtte Søren dog bøje sig og gå til alteret med en pige, der hed
Kirsten, - hun var fra Daugård i Hejnsvig.
Kirsten Daugård var da 19 år og Søren 40. Det var i 1842.
Ægteskabet blev ingen succes. De fik en søn, som også kom til at hedde Søren.
Han blev født 25 feb. 1847. De tog endvidere en plejesøn til sig, som hed Niels
Nielsen. Han var 10 år ældre end lille Søren. Det vides ikke bestemt om, der kom
flere børn.
I
1845 døde så moderen Ann´Vigs. Dermed var der ikke mere, der bandt Søren til
fødegården, og Østervig blev solgt ret hurtigt efter moderens død.
I stedet købte han så Assersbølgård af Brørup og Lindknud sogne. Sognene havde
ejet gården i få år for at have den som fattiggård eller arbejdsanstalt, som det
hed, men sognene havde erkendt, at det var for dyrt med den gård og anstalt!!
Assersbølgård var ret forfalden, men Søren fik den på fode og købte jorder ind
til, så der efterhånden var omkring 1000 tdr. land.
I
1850 kan man læse af folketællingen at husstanden på Assersbølgård er på 9
mennesker, - Søren S. Vig og fru Kirsten, en søn, en plejesøn og 5 tjenestefolk.
Ribe, Malt, Lindknud, Adsersbøl bye, en gaard, FT-1850
Søren Sørensen, 49, Gift, Gaardmand, huusfader. født i Vorbasse Sogn, Ribe
A.
Kirsten Sørensen, 24, Gift, Hans kone, født i Dons Sogn, Ribe A.
Søren Sørensen, 3, Deres søn, født her i sognet
Niels Nielsen, 14, Pleiesøn, født i Giørding Sogn, Ribe Amt
Hans Jensen, 33, Ugift, Tjenestefolk, født her i sognet
Christen Christensen,19, Ugift, Tjenestefolk, født her i sognet
Jens Sørensen, 26, Gift, Tjenestefolk, født i Andager Sogn, Ribe A.
Margrethe Nielsen, 26, Ugift, Tjenestefolk, født i Randbøl Sogn, Weile A.
Maren Hansen, 23, Fraskilt, Tjenestefolk, født i Weerst Sogn, Ribe A.
Søren Sørensen Vig
var en godtroende mand, - han kom i kløerne på folk, der brugte ufine
handelsmetoder og som narrede penge fra ham og som snød og bedrog ham.
Altsammen kostede det penge så hans formue svandt ind. Og ægteskabet haltede.
Til sidst rejste Kirsten sin vej og tog sønnen med.
Fra da af gik det for alvor ned af bakke for Søren S. Vig. For at klare
forpligtelserne måtte han sælge af jorden, og i 1863 måtte han af med selve
gården.
Han beholdt dog et stykke hede og krat, der lå ind til Stilde. Her boede han
under små og sælsomme forhold til hans død i 1876.
Søren S. Vig beklagede sig ikke og blev ved at leve og klæde sig som storbonde,-
høj hat, sølvknappet vest og et slag over skuldrene hægtet med sølvspænder. Han
var en høj ranglet mand. Han blev kaldt ”Store Søren”
Efter udflytningen til udmarken samlede der sig folk, som trængte til hjælp,
omkring Søren. Måske var nogen af disse folk fra tiden, hvor sognene havde haft
Assersbølgård som arbejdsanstalt. Søren gav sådanne folk et stykke jord, så de
fik status som bofaste, hvorved Lindknud og Brørup sogne ikke kunne sende dem
tilbage til sognene, de var kommet fra. Det brugte man at gøre i sognene på den
tid for at blive fattigfolk kvit.
Plejesønnen Niels Nielsen får skødet på et stykke jord på den tid. Her blev en
ejendom etableret. Det var i 1872. Det er ejendommen der i dag har adressen
Faurskovvej 46.
Lille Søren har faderen også kontakt med for at aftale med ham om, hvad der skal
ske, når engang han dør, men lille Søren vover ikke at vedgå arv og gæld.
Da Søren Sørensen Vig så døde i 1876 blev han begravet fra Lindknud kirke, hvor
H.F. Feilberg var præst. Det var selvfølgelig at de måske lidt forhutlede
eksistenser, som Søren havde hjulpet, mødte op til begravelsen. De var ikke så
kendt med salmebogen, men de havde ment, fortælles der, at det virkede lidt
tomt, da de bar kisten til graven uden sang og derfor istemte de med ”Den gang
jeg drog afsted”.
Siden hen bekostede møller Johs. Jørgensen, Holsted, der var gift med en
broderdatter til Søren S.Vig, gravstenen, der står i bakken ved Lindknud kirke
og hvorpå der i en marmorplade står:
Søren S. Vig
F. i Østervig 1802
D. i Assersbøl 1876
”Navnkundig på sin vis
Gud glede ham i paradis”
Professor P.S.Vig i Blair, Nebraska, USA, - har fortalt om slægten Vig fra
Østervig i Ribe Amt Historiske årbog 1915. Læs endvidere i ”Brørup Sogns
historie”, ”Fra Lindknud Sogn” og ”Lindknud – historier om en egn, dens
mennesker huse og gårde” om Søren Sørensen Vig.
Andr. Bruun
Til Lindknudsiden
|