|
Lindknud lokalhistoriske
forening
For de fleste
Lindknudborgere, der ikke er helt unge, er det bekendt, at Lindknuds præstefolk
før Hans J. og Grethe Lyndby Jensen var Else og Peter Riemann. De var det fra
1947 til 1978. Riemann var i lang tid bl. a. formand for ungdomsforeningen, som
dengang arrangerede møder og fester af forskellig slags hen over året. Et helt
fast programpunkt i den forening, var en nytårsfest, som blev holdt på kroen
først i januar. Festen havde en række optrin med sang, spil, sketch og lign..
Festen sluttede altid med en revy, som der var megen opmærksomhed omkring. Hvem
havde i årets løb givet stof til en revy? Hvem ville der blive lavet løjer med i
år?
Der skulle gerne være en
situation for hver af årets 12 måneder. Svend Nielsen (Svend Kunstmaler) lavede
en tegning til den enkelte måneds situation/episode og Riemann et rim.
Desværre har vi kun
Riemanns tekster til årene 1959, 1960 og 1962. Der mangler endda teksten til
enkelte måneder i 1959 og 60. Svend Nielsens tegninger har vi ingen af. Det er
mærkeligt at ingen tænkte på at gemme disse tegninger. De var tegnet på
bordpapir, som blev revet af et stativ, hvor de var anbragt, måned for måned
efterhånden, som Riemann læste teksten. Revyen startede hvert år med:
Da jul og nytår
overstået var, vi fandt os selv i januar
Her er et eksempel fra
april måned 1962. Det er samtidig et eksempel på, hvordan man klarede byens
forskønnelse dengang. Baggrunden for denne måneds revyindslag var nemlig, at der
på hjørnet Okslundvej / Bækkevej, hvor nu Inger Kristensen bor, lå et grimt
drivhus, som var en skændsel for byen. Det fandt byens borgere sig nu ikke
længere i, men rottede sig sammen og fjernede det. Mon ikke det skete i
forståelse med ejeren?
Med
byger og sol i gråd og smil, kom til os
den lunefulde april.
Naturen begyndte så småt at grønnes, så skulle vor by forskønnes.
Det gamle drivhus vil man ha´ væk, før alle ruderne får et knæk.
Og dyrlægen tar´sig af slige sager, han godkender nyt og det gl. vrager.
Nu skulle det bort, så sandt han hed Jensen
hans iver kender slet ikke grænsen.
Og tro blot ikke, han ene kom, dengang man væltede huset om.
Nej, han havde rejst en arbejderskare.
Hvis mage ej gi´es under solen den klare.
Det var alle vor by´es unge, driftige mænner,
som højt vi agter som gode venner.
Der kæmneren svang sin skovl så det klang,
ved siden sled barber Hansen vaks,
og brugte sin spade, som ellers sin saks.
Uddeler Johansen vi særlig må rose,
han flytted´ med jord, som med mel i pose.
Dyrlægen så til, at det blev pænt, og optrådte som værkets dirigent
Og da de så havde længe slidt, og kroppen begyndte at ømme,
så dirigered han kvit og frit, det dejligste øl frem i strømme.
Fra brugsens kælder kom flaskerne frem,
man sad på glas, mens man tømte dem,
og rød som mønje blev hver en tud .Og så tog de fat og så holdt de ud
til intet spor var af drivhuset mer.
Se sådan en kæmner, uddeler, barber og dyrlæge har man ej andre steder
Vi kalder dem Lindknuds lyksaligheder og hylder dem højt i årets revy,
fordi de drev drivhuset ud af vor by.
Et andet eksempel og af en
anden skuffe er dette fra juli måned 1959:
I juli, før kornhøsten
rigtig tager fat,
og om os blunder den lyse nat
Da får man tid til lidt aftensæde,
hvor kaffetåren kan venner glæde.
Vi har her i sognet elitegymnaster,
som viden om navnet Lindknud kaster.
De drog en aften, da fri de fik,
til Vejen til træning i amtsgymnastik.
De vendte og vred på arme og kroppe,
og I skulle se, hvor Niels Skovbjerg kan hoppe,
og spændstigt fjedrer som nogen bardun.
Niels Erik Hansen og Andreas Bruun
og skøn at se er den kraft og susen
hos Ingrid Andersen og Astrid Rasmusen.
(nu Lund og Nielsen)
Og Arne Nielsen tager også fat,
for han er skam ikke lavet af vat.
Hin aften, da slaget i Vejen var endt,
og næserne atter mod hjemmet vendt
gav Ingrid løfte, at hun ville skaffe
dem alle seks hos Svend Andersen kaffe.
Men ak, da de til stedet kom, var hele hytten for mennesker tom
og dørene låsede overalt.
Det hele tegnede temmelig galt.
Da vågnede Niels fra Skovbjerg til dåd
og fandt for mise´ren snedigt på råd.
I soveværelset, hvor Svend Andersen hviler
og kærligt hver morgen til hustruen smiler,
var øvre vinduet åbent den dag
og det var for Niels den smalleste sag,
at klemme igennem sin kødfulde bag,
og åbne for alle de andre i mag.
Og Ingrid tog fat på den hjemlige kande,
og kopperne fyldtes til øverste rande.
Det blev et gilde, som vil mindes længe,
først sent tog de kurs mod de hjemlige senge.
Moralen, som vi af historien vil
uddrage, er simpel og ligetil:
Forgæves kun døre man binder og baster,
når man har at gøre med elitegymnaster.
Mange i Lindknud og omegn
risikerede at blive ”offer” i årets revy. Det var alt sammen gjort i
godmodighed, men det skete dog, at enkelte følte sig gået for nær og fornærmede
over at være hængt ud.
Det var måske nemmere at lave revy dengang, hvor vi i højere grad end nu kendte
hinanden og kendte episoderne, der kunne laves revy over.
Riemann opdagede/registrerede ikke ret ofte selv episoderne, der kunne laves
historie om til revyen, men han havde forskellige kilder at trække på. Julius
Pedersens, der boede på Knudsminde var én af dem.
Måske kan/vil vi gengive
flere eksempler fra revyteksterne, når der er plads i Lokalbladet.
Er der monstro nogen i byen der har gemt nogle af Svend Nielsens tegninger?? I
så fald kom frem med dem.
Andreas Bruun
Til Lindknudsiden
|