Ved høstgudstjenesten i Lindknud kirke i 1952 blev der fra prædikestolen af præsten Peter Riemann redegjort for, at kirkens gamle harmonium,(som blot var et almindeligt stueorgel) var kassabelt, og at menighedsrådet havde besluttet, at der skulle anskaffes et nyt. Men hvordan med pengene? Jo kirkegængerne blev forberedt på, at der skulle samles penge ind i sognet til formålet.

I avisen kunne man så læse en tid derefter, at der blev taget vel imod indsamlerne, og at: ”Der er endnu meget i live af den gamle følelse, som bragte vore forfædre til at rejse stenkirkerne landet over, og som hos nutidens mennesker giver sig udslag i en forståelse af forpligtelse overfor fædrenes arbejde og indsigt i, at når man har en kirke skal den også have et orgel”

Der holdtes valg til menighedsrådet i nov.1953. Der blev på et møde gjort rede for, hvad der var sket i den forgangne 4-årige periode,og hvad der skulle tages hånd om i den nye. Bl.a. blev der fortalt, at orgelindsamlingen snart kunne afsluttes og den forventedes at havne på næsten 10.000 kr. (Sådan klarede man den sag i 1953. En timeløn var ca. 3 kr. dengang)

Det nye råd ville komme ud for at skulle tætne kirkens tag, som der står i avisen. Dvs. at blytaget skal lægges om på kirkens skib og kor.
Dette arbejde går man så i gang med i 1954.

I avisen hedder det. at ”blytækkerne fra Stauning har kunnet glæde sig over stor interesse fra befolkningens side, ganske særligt har man fulgt den interessante omstøbning af de gamle plader til nye, hvor det gamle solide håndværk særlig klart lader sig anskue”.
Der blev lagt nyt træ på taget under pladerne og de nye plader blev støbt tykkere end de gamle. (Der må være gået ekstra bly til)
Projektet kostede 15,000 kr. men så kunne taget også ligge i 200 år mente blytækkerne.
Blytækkerne var fra Stauning og hed Knud og Bøjle Bøjlesen og Søren Munk. Deres initialer KB., BB. og SM. findes i pladerne.
Det blev også nødvendigt for det nyvalgte menighedsråd at finde ud af. hvordan en udvidelse af kirkegården kunne klares.
Byens brugsuddelerpar Christensen havde købt en byggegrund op mod kirkegårdens vestdige, altså hvor der er kirkegård nu.
Denne handel fik man snakket sig frem til måtte gå tilbage, da udvidelsen kun kunne foretages her på arealet ned mod Lindknudvej.

En embedslæge blev hidkaldt og der blev gravet nogen 2 m. dybe huller flere steder i området for at man kunne blive klog på jordbundens egnet-hed til begravelsesplads. Grundvandet stod for højt i den sydvestligste del.
Embedslægen godkendte arealet mod at der blev fyldt 1 m. tykt lag jord på den del af området.
Derefter flyttede så Jens Murer kirkediget de ca. 30 m mod vest, og der skulle jo også føjes til digerne i begge sider udfor det nye stykke.
Dette arbejde blev afsluttet i 1957 og parkeringspladsen blev anlagt.
Hele arealet havde indtil da ligget hen som græsmark, som der blot var en sti henover frem til lågen.

På billedet herunder anes stien i  billedets                       Det skraverede på skit- øverste højre hjørne er det nye areal.

Billedet indsættes

Inden bilernes tid havde folk kunnet stille vogn og tøjre hesten her, mens de var i kirke.
Der var meget der skulle hankes op i for menighedsrådet i de år.

Der var blevet autoriseret en ny salmebog i 1953, (ligesom der nu igen er blevet det for et par år siden ). Salmebogen i 1953 havde været undervejs i længe. Men ville man nu investere i den? Dog til advent i 1954 købtes 25 eksemplarer af den, og det var nu rådets håb, at folk ville anskaffe salmebogen i hjemmene. Det ville volde problemer med to forskellige bøger, hvor numrene ikke var de samme.

Endelig er altertæppet på årets kirkesyn fundet for slidt. Selskabet for kirkekunst havde forslået et mønster til et nyt tæppe. Menighedsrådet rettede så henvendelse til husholdningsforeningen om nogen damer kunne tænke sig at sy sådan et nyt tæppe. Og det var der nogen, der kunne og ville.

I kirken kneb det endvidere for folk at høre hvad præsten sagde, så det blev overvejet at anskaffe et tunghøreanlæg. Et firma kom for at demonstrere et anlæg. Nogen af sognets mest tunghøre folk blev inviteret til en demonstrationen af det. Anlægget blev godtaget, indkøbt og installeret.

I 1954 kan også læses i avisen fra d. 18 maj under overskriften ”Præst med gummiknippel efter tyv med altervin”
Pastor Riemann fortæller til journalisten, der skriver historien til avisen: ”Min kone vågnede ved en dør der knirkede, og jeg sprang ud af sengen og greb min knippel. Jeg nåede at se en person tumle gennem stuen, og forsvinde ud ad bagdøren. Jeg nåede ikke at identificere ham”
”Har De altid en knippel i soveværelset?” ”Ja den hænger altid i soveværelset, - og den er såmænd god at have som nu her. Jeg anskaffede mig den under besættelsen”
Tyven fik ikke nogen koster med sig!  Han havde ellers fundet nogen flasker altervin frem.
Fru Riemann har forøvrigt fortalt om denne hændelse såvel som meget andet i afsnittet: ”Lindknud set fra præstegården 1946 – 1978” i bogen: ”Lindknud 1930 – 1992”.

Til Lindknudsiden

                                                                              Opdateret 8. okt. 2011