|
Historie fra
avisen om Lindknuds kloakering i årene 1952-54
12. okt. 1952 holdtes møde på Lindknud Kro, hvor formålet var at kaste lys over
et projekterede kloakanlæg for Lindknud by.
Det var Statens vandløbsudvalg i Viborg, der indbød til mødet og alle lodsejere,
der blev berørt af sagen var inviteret, dvs. især ejerne af jordene ned mod,
hvor rensningsanlægget skulle placeres, men også andre implicerede såsom
sognerådet, formanden for vandværket m. fl. var inviteret. Andre interesserede
var også velkomne, men af avisreferatet fremgår ikke, at husejerne var
inviteret. Det kan måske forekomme lidt mærkeligt, og det kan se ud, som
kloakeringen bliver påbudt.
Der var selvfølgelig det, at indtil 1952 havde byens borgere ledet deres
affaldsvand i sivebrønde og grøfter, og den gik bare ikke længere. Det kan være
årsag til, at kloakeringen kom som påbud.
Vandværkets seneste prøver viste urent grundvand. Amtslæge Trier fra Ribe, der
også var med på mødet, gav den manglende kloakering skylden for urenheden i
vandværkets vand.
Indbyderne havde en plan at lægge frem for mødedeltagerne, og der var lagt op
til en vedtagelse af planen. Der var ikke så meget at diskutere.
Det blev bestemt at hovedledningerne skulle lægges i en dybde, så byens kældre
kunne afvandes, så man derved kunne blive fri for den plagsomme
oversvømmelse, når der kom en tordenbyge, som der står at læse i avisen.
Stikledningerne indtil hvert enkelt hus skulle lægges i 6 tommers glaseret
lerrør og hovedledningen i rør op til 65 cm. i diameter.
Anlægget ville komme til at koste130.000 kr., men med tilskud fra
arbejdsministerium og kommune kunne udgiften bringes ned på 52.000 kr.
Der var 97 husejere at fordele denne udgift på, så det blev 540 kr. til den
enkelte.
Der blev projekteret efter 500 mennesker i byen, hvor der på tidspunktet her i
1952 var 400.
Det blev bestemt at mejeriet ikke skulle kobles på anlægget. Det ville fordyre
projektet voldsomt.
(Altså måtte mejeriet fortsætte med at lede vandet ned på engen ved bækken neden
for, hvor Knudsmindeudstykningen findes i dag. Her havde mejeriet et
grøftesystem, som affaldsvandet blev ledet ned i, og hvorfra vandet skulle sive
ned over engen til bækken).
Der blev ikke aftalt på mødet, hvordan anlægget skulle passes i fremtiden!
Der skulle bygges et mekanisk rensninganlæg, hvor slammet, når det havde
bundfældet sig, skulle lægges ud på marken til tørring, hvorefter det skulle
bruges som gødning på marker.
Askar Pedersen, Debelgård, der ejede engen ved
rensningsanlægget, var bekymret for om vandet ville være forurenet i bækken
efter det havde passeret anlægget.
Svaret var ”jo, det ville det være på en strækning af bækkens løb”.
Men det ville koste 60.000 kr. at føje et biologisk filter til anlægget, og det
var der ikke råd til.
Det blev efter nogen drøftelse vedtaget at gå i gang med projektet snarest
muligt.
Hvis ikke udfaldet var blevet sådan, kunne alternativet blive at sivebrøndene
skulle kastes til, og hvad så med folks spildevand?
Med disse uhyggelige udsigter sluttede mødet,
lyder det i referatet.
Der blev nu taget fat på opgaven.
Byens vejtræer måtte ofres ved lejligheden. I avisen kan nu læses i de følgende
måneder om, hvordan byen kommer til at ligne et bombekrater, og vejene bliver
ufremkommelige.
Enerverende regnvejr og siden tidlig frostvejr, og nogen steder høj
grundvandstand driller alle, der ellers energisk arbejder på sagen.
Der opstod også farlige situationer under arbejdet. Åge Andersen, (der siden
blev dræningsmester i byen) blev en dag begravet i en grøft, hvor jorden skød
sammen om ham. Men til held var der folk i nærheden, som hurtigt fik hans hoved
gravet fri og siden hele manden.
Længere fremme i arbejdet, da vejene skulle grundforbedres og sluttelig
asfalteres, var en lastbil en dag i færd med at tippe grus af ud for mejeriet.
Her opstod også en situation, der kunne have endt ulykkeligt.
Den dengang 4-årige Bjarne Fynbo var kravlet op på anhængerens træk, uden
vognmanden havde opdaget det. Da han ville køre fra stedet, faldt drengen ned,
og ihvertfald eet af anhængerens hjul kørte over Bjarnes ben. Bjarne blev kørt
på sygehuset, hvor der bare blev konstateret at drengens ben havde holdt til
det. Måske pga. at der var blødt sand under.
Projektet kom til at strække sig over næsten 2 år, da projektet også skulle
omhandle asfaltering af vejene og anlæg af fortove. Vejene i byen havde
selvfølgelig bare været grusveje indtil da. Der var også fortove nogen steder i
byen, men de var bare grusbelagte. Nu kom der rigtige fortove overalt med
fliser.
Sidst på året 1954 står at læse i avisen: Stor glæde opfylder i disse dage
beboerne i Okslund ved bevidstheden om, at den stærkt trafikerede vej til
Lindknud nu er færdig med udvidelse og tæppebelægning. Den før så hullede og
stenede vej, sognets værste stykke kommunevej strækker sig nu jævn, bred og
magelig gennem landskabet, og dermed er tiden for en færd til Lindknud for
Okslundboerne forkortet til halvdelen af det tidligere.
Kloakeringen af
Lindknud er forøvrigt kort omtalt i bogen ”Lindknud 1930 – 1992”. Der er også
historie om problemer med overfladevand i tøbrudstider, og om hvordan der kunne
dannes søer i forskellige baghaver m.m..
Endvidere findes billeder i bogen: ”Lindknud 100 år i billeder” af Lindknuds
gader inden kloakeringen og med vejtræerne og inden asfalteringen af gaderne og
etablering af fortovene.
Andr. Bruun
Til Lindknudsiden
|