|
Fredede gravsteder på Lindknud kirkegård 2004
Den næste og sidste historie i rækken om de mennesker,
hvis gravmæler /gravsteder er fredede på Lindknud kirkegård er her nogen korte
historier. For nogen af dem er der kun tale om korte facts.
Nogen af gravminderne står for børn, som ikke har haft et levnedsløb at berette
om.
Det har åbenbart været almindelig at sætte et
støbejernskors som gravmæle i sidste halvdel af 1800-tallet. Det kendes fra
mange kirkegårde.
Der kom en bog på gaden i 1988 om ”Danske støbejernskors” udgivet Nyt Nordisk
Forlag og med en forfatter Åse Faye, hvor der kan læses om de mange små
jernstøberier, der opstod og fandtes rundt omkring i landet på dette tidspunkt,
og om hvor udbredt moden med støbejernskors som gravmæle blev og var. Moden kom
fra Tyskland og den kulminerede netop i de år, hvor der kom til at stå sådanne
kors på Lindknud kirkegård.
På vore egne var der støberier i Gesten og Vejen. I Vejen findes der jo stadig
Uldals jernstøberi.
Disse to støberier var der allerede i 1840. De støbte sikkert først og fremmest
andre ting som plovskær og lign. men altså også kors.
På Lindknud kirkegård er der bevaret 5 kors. Måske har der været flere, men de
kan være endt som skrammel.
De 5 kors er fra 1861, 1865, 1866, 1867 og 1874.
Her er de 4 af dem nævnt. Den femte står som gravmæle for Niels Thøgersens mor,
som der tidligere er fortalt om.
Ole Petersen (Rask) født 28/7 1779 i Tirslund (Raskenborg)
død 30/3 1848 i Lindknud
Anne M.Pedersen
født 9/3 1793 i Lindknud, død 17/1 1867
Ægteparret ejede Okslundvej 56 fra 1830 – 1853. Ole Petersen havde sammen med
flere andre skødet på kirken i 1844. Ole Pedersen var tildelt dannebrogsordenen.
Efter englændernes overfald på og bombardement af København i 1801 og 1807, hvor
hele den danske flåde blev deres krigsbytte og hvor Danmark og den danske hær lå
sønderknust, fulgte nogen år med forskellige krigshandlinger og fra dansk side
med kapervirksomhed og anden chikane af englænderne.
Bl.a. var der træfningen ved Sjællands Odde, hvor det eneste danske krigsskib,
der var i behold efter englændernes røveri, kom i kamp med to engelske
linjeskibe. Det var her, i marts måned 1808, den danske søhelt Peter Willemoes
faldt efter en heltemodig indsats.
Den 18. maj 1809 besatte englænderne Anholt. På Anholt var et meget vigtigt fyr,
der sammen med Kullens og Skagens fyr viste vejen for søfarende gennem
Østersøen.
Denne søvej var meget vigtig for englænderne.
Den røvede danske flåde skulle gøres sejlklar for at kunne sejles hjem til
England, og det var stadig også afgørende af andre grunde at kunne manøvrere i
dette farvand.
Den danske chikane var bl.a. gået ud på at slukke fyret på Anholt.
Danmarks konge Frederik
den VI samlede nu 12 kanonbåde og 1000 mand i en ekspedition som 27 marts 1811
afsejlede til Anholt for at tilbageerobre øen.
Blandt disse 1000 mand var Ole Petersen. Han var da 32 år.
Ekspeditionen mislykkedes og led store tab. Mange af de 1000 mand faldt og andre
500 af dem blev taget til fange. For en mindre del lykkedes det at trække sig
tilbage til fastlandet.
Vi ved ikke om Ole Petersen var blandt de tilfangetagne eller blandt dem, der
undslap.
Den engelske guvernør på
Anholt kunne ikke forpleje alle disse 500 fanger og tilbød at frigive dem mod at
de på æresord ikke ville modarbejde
England.
Det blev accepteret af den øverstkommanderende i Jylland og d. 4. april 1811
blev fangerne sejlet til Grenå på Djursland.
Den danske ledelse syntes nu, at det var meningsløst, at de mange fanger skulle
sidde her på fuld kost uden at gøre nytte. De blev derfor udkommanderet til
forskellige opgaver rundt omkring i landet.
To underofficerer og 30 mand blev f.eks. sendt til Frederikshåb plantage ved
Randbøl, hvor de skulle udbedre diger og indrette brandbælter i den dengang ret
nyetablerede plantage.
Heller ikke her ved vi om Ole Petersen var blandt disse 30 mand.
Men i hvert fald fik Ole Petersen efterfølgende dannebrogsordenen for sin
indsats ved det mislykkede forsøg på at tilbageerobre Anholt.
Desværre gik en mængde
ordensarkivalier tabt ved en brand i 1884, hvor levnedsbeskrivelser for folk,
der er blevet hædret, gik tabt.
Arkivet hedder Ordenskapitlet og har til huse i Chr. D. VIII palæ på
Amalienborg. Iblandt det tabte er oplysningerne om Ole Petersen.
Ejendommen Okslundvej
56, hvor nu Astrid og Arne Nielsen bor, og som Ole Petersen m. familie ejede fra
1830 – 53 var én af hovedgårdene i Gilbjerg, der ved matrikuleringen i 1844 fik
nr. 3a i Gilbjerg. Måske har medejerskabet af kirken hørt til denne ejendom.
Gravmælet for Anne M. og Ole Petersen er et støbejernskors, som står på
kirkediget ved kapellet. Der er indskrift på begge sider af korset.
Kjerstine Laugesen
født 22/9 1844 i Okslund død 7/5 1866 i Okslund.
Forældrene var Lauge Thomsen og Amika Nielsdatter. De havde gården som ligger i
Okslund, Okslundvej 62, fra 1846 – 64.
Gravmælet er et støbejernskors, som står på diget ved kapellet.
Amika Terkelsen
født 5/2 1864 i Okslund, død 8/1 1865 i Okslund.
Forældrene var Kjerstin Laugesen og Th. Chr. Terkelsen. De var de næste ejere
af ejendommen Okslundvej 62, som de så ejede fra 1864 - 71. Gravmælet er et
støbejernskors, som ligeledes står på diget ved kapellet.
Amika Nielsen
født 4/1 1816 i Fåborg, og død 12/1 1861.
Hendes forældre hed Mette Kirstine Nielsdatter og Niels Mortensen. Faderen var
skrædder i Fåborg.
Det har ellers ikke været muligt at finde nogen oplysninger om hende, men hun
blev begravet i familiegravstedet for gården Østerlundvej 2 i Vittrup, så måske
har der været en forbindelse hertil.
Det er også et støbejernskors, som står for hende og det findes også i rækken
ved kapellet.
Søren Johansen
født 26/9 1843 i Hovborg, død 20/9 1860 i Hovborg.
Han er sandsynligvis begravet her, da der ikke var kirke i Hovborg på dette
tidspunkt.
Forældrene var Vibekke og Johan Christoffer Steinmeier Sørensen, der ejede
Hovborg kro. Johan Chr. S. S. var foregangsmand på egnen. Der kan læses om ham i
Niels Thøgersens bog ”Fra Lindknud Sogn”. På Treherredsstenen ved Baldersbæk,
hvor tre af plantningssagens foregangsmænds ansigter kan ses, er det hans
ansigt, der vender mod Malt herred.
Gravmælet er en sandsten med en marmorplade indlagt. Den findes i nærheden af
klokkestabelen.
Kirsten Marie Sørensen
født 1844 i Vittrup, død 1878 i Vittrup.
Kirsten M. S. var født på Kjeldbjerglund, (Kjeldbjergvej 9).
Hun og hendes mand Niels Olesen Rask ejede Vittrup Baunevej 13 fra 1873 til
1908, hvor så altså Niels Olesen blev enkemand i 1878.
Gravmælet er en granitsten nedgravet med front opad. Den findes i diget ved
kapellet.
Her er korte historier om Niels Thøgersens søster og moder. Deres gravmæler er
fundet bevaringsværdige.
Oplysningerne er hentet fra Niels Thøgersens bøger ”Fra Lindknud Sogn” og
”Tilbageblik”.
Karen M. Thøgersen
født 23/3 1858 i
Okslund, død 8/10 1912 i Okslund.
Karen M. T. er Niels Thøgersens ældste søster. På gravstenen står foruden navnet
salmeverslinien: ”Så er vi alle Kongebørn – osv.” Stenen står i labidariet uden
for kirkegården ved kirkens redskabshus.
Der er historie om hende i Niels Thøgersens bog ”Tilbageblik”. Her er et udtog
fra bogen:
”Den ældste søster Karen Marie Thøgersen gik i Lindknud skole, blev efter
konfirmationsforberedelse ved pastor Feilberg i sommeren 1872 konfirmeret og
overtog så pigens plads hjemme. Men efter vor moders død kunne hun jo ikke
overtage styret kun 16 år gammel, i det ret store hjem med 3 ukonfirmerede børn.
Hun tjente så i ca. 2 år hos gårdejer Gamst i Veerst, en udmærket plads. Den
1/11 1876 overtog hun husbestyrerindestillingen hjemme hos far og fortsatte
indtil 14/1 1879, da min far giftede sig igen med en ældre pige fra Asbo, Bække
sogn, Karen Jørgensen. Vi fik så en stedmoder.
Min søster kom atter til den tidligere plads i Veerst. Efter 2 års forløb fik
hun plads hos J. Ravn Simonsen, Asbo. Det var gode, men strenge pladser. Pigerne
skulle jo dengang besørge al malkning samt deltage i markarbejdet. Det var mere
end hun kunne holde til. Hun blev angrebet af gigt, særlig i arme og ben. Lægen
sagde, hun skulle have frihed og hvile, men det var ikke let at få ordnet; hun
ejede kun en mindre kapital, og hjem kunne hun ikke komme grundet på, at hun og
vor stedmoder absolut ikke kunne sammen.
Resultatet blev at hun fik et 3 måneders ophold på Ryslinge Højskole og blev
samtidig behandlet af læge. Hun opnåede ikke helbredelse, men blev dog noget
bedre. Strengt arbejde kunne hun absolut ikke udføre. Hun søgte og fik så nogle
pladser som husbestyrerinde. Én eller to vintre var hun lærerinde i Vittrup
private skole. Tiden gik og gigten tiltog trods mange forskellige behandlinger
både af læger og ”kloge” folk”
Vittrup private skole holdtes i et tiår fra 1887 –97 i et lejet værelse på
ejendommen Vittrup Baunevej 3. Det må have været her Karen underviste børnene de
to omtalte vintre.
Senere i N. Thøgersens bog er fortalt at hun efter stedmoderens død i 1893 atter
kom hjem til faderen for at føre huset. Måske boede hun de sidste år frem til
sin død i 1912 hos sin bror Niels Thøgersen efter hans overtagelse af gården i
Okslund i 1902.
Ellen Kirstine
Thøgersen født
18/10 1828 i Okslund, død 21/12 1874 i Okslund.
Ellen K. T. var Niels Thøgersens mor, og der er historie om hende i bogen
”Tilbageblik” Her er et udtog fra bogen:
”Min mor var en rask og virksom kone, hun skånede ikke sig selv. Men der er jo
grænser for, hvad et menneske kan holde til. Det var der også for hende. Henved
12-tiden på gildesaftenen havde hun, uden at sige det til nogen, lagt sig på
sengen.
(Der havde været jule – og rejsegilde på det nye stuehus med 100 gæster).
Hun har sikkert regnet med snart at stå op igen, men hun stod ikke op mere. Ca.
8 dage senere var der barnedåb på Pedersminde; afdøde sognefoged Peder Nielsen,
Gilbjerg var i kirke; min ældste søster holdt ham over dåben. Hen på aftenen kom
der bud at min mor var meget syg. Vi tog straks hjem. Denne krise kom hun
igennem; men få dage efter den 19 dec.1874 døde hun ca. 48 år gammel.
Jeg mindes endnu ganske tydeligt dagen. Jeg var i skole, og da jeg kom hjem,
sagde min far til mig ”Nu er din mor død”. Jeg var dengang 12 år, men jeg husker
det tydeligt, også at min moder blev begravet 2. Juledag under stor deltagelse.”
Og
senere i bogen: ”Til trods for at forholdene blev ordnet på en god måde, følte
alle vi børn ofte savnet af en mor, som man kunne henvende sig til med sine små
og større sorger og glæder. Men det skulle ikke så være. Min mor står for mig
den dag i dag som den flittige, travle, men altid hjælpsomme mor, hvis største
glæde var at hjælpe dem, som trængte”
Ellen Kirstine Nielsdatter, som var hendes døbenavn, var født på gården i
Okslund. Gården havde både hendes forældre og bedsteforældre haft.
Der var 5 børn, hvor Niels Thøgersen var den mellemste, to ældre søstre, den
ældste døde som ovenfor fortalt, og en søster og en bror, der var yngre.
Der kan læses udførligt om slægten i omtalte bog af Niels Thøgersen
Gravmælet er et støbejernskors, som står på kirkediget ved kapellet.
Til Lindknudsiden
|