Historier fra besættelsestiden
Rationeringerne
Alm. danskere, på landet især, mærkede ikke så meget til krigshandlingerne, men
man fik en masse restriktioner og rationeringer af alt muligt at mærke. Der
måtte
f. eks. ikke tændes lys. Gjorde man det, skulle vinduerne mørklægges. Intet
måtte
udgøre mål for bombefly. Det var et værre bøvl især i staldene med den
mørklægning.
El var rationeret. Jeg kan huske, at vi skulle op midt om natten, for at tærske
og male
korn. Der var bevilget 2 nattetimer, hvor vi måtte bruge strøm.
På modstående side er placeret et udpluk af rationeringsmærker til fødevarer og
andet
nødvendigt. Et mærke gav ret til køb af, hvad der står på mærket.
Rationeringsmærkerne
var delt ud efter en persons behov for kalorier for at opretholde livet og også
til andet
nødvendigt.
Rationeringer på nogle ting varede ved længe efter krigens slutning. Det var
først i 1952
de blev unødvendige, - nu var der varer nok. >
På landet var man ikke så ilde stedt som i byerne. Man havde jo kød, mælk og
grøntsager
og kunne også til nød selv male korn til mel f.eks. og skaffe sig brændsel m.
m..
Der var nogle få folk, som havde anskaffet en bil før 1940, men der kunne ikke
købes
benzin eller dæk, så en sådan bil kom til at stå opklodset i garagen. Læger og
dyrlæger
o. a. med livsvigtige funktioner kunne få tilladelser til indkøb, så bilen kunne
holdes kørende.
For os, der er født før 1940, og som har mindelser fra krigstiden, fik lært at
spare. Hvis
vor mor fik nys om, at manufakturhandleren havde fået en rulle bomuldsstof hjem,
var det
ligegyldigt, hvordan det så ud, bare der kunne købes nogle meter
Det er vanskeligt for nutidens børn at forstå den nøjsomhed ,som vi, der nu er
bedsteforældre, voksede op med.
Det kunne være fint, hvis andre vil fortælle om oplevelse
fra krigens tid. Hvis man
ikke selv skriver historien, kan den fortælles til én af os i foreningen, hvor
vi kan skrive
den ned til bladet.
Andreas Bruun
Drengestreger og
deserterede tyske soldater
I de sidste numre af Lokalbladet har der været fortalt om episoder
fra tiden under den tyske besættelse af Danmark 1940 – 45.
Det var nogle af Børge Pedersens erindringer, der var bragt.
Der er adskillige andre, som også husker tiden, og som kan fortælle et og andet.
Kruse Nielsen f. eks. kan fortælle en masse. Hans barndomshjem lå halvvejs
mellem Vittrup Baun og købmanden i Vittrup. Han kendte de tyske soldater, der
havde tjeneste på Baunen og vidste om deres ærinder, når de kom forbi på vejen
den ene eller den anden vej.
En vinterdag kunne det nær være gået galt for Kruse og hans lillebror Harry. De
lå på lur og havde held til med en snebold at skyde kasketten af kommandanten på
Baunen, Fritz s hoved.
Fritz var en strid nazist. Han fandt de to ”syndere”. Han trak pistolen og
drengene blev lovet slemme ting til straf. Derved blev det dog mod at de under
Harry' gråd lovede, at det ikke ville gentage sig.
I mit hjem kom der en nat en tysk soldat og bankede på
vinduet. Ingen derhjemme kunne tysk, men mor og far blev dog klog på, at han var
tysk soldat, og at han var deserteret. Ville mor og far beskytte ham?
Vor nabokone, Kirstine Sørensen, var fra Sønderjylland og havde gået i tysk
skole og til hende gik far med desertøren. Der skete så det, at hans uniform og
udrustning blev gemt godt væk og han blev gjort ukendelig ved at gå som karl på
gården til krigen sluttede.
Mandens udrustning blev fundet frem 5. maj 1945, og han sluttede sig til
kolonnerne af tyske soldater, som efter kapitulationen marcherede hjem til
Tyskland. For dem gik turen i første omgang mod grænsen, hvor de blev afvæbnet
af frihedskæmperne.
Ingen hørte siden fra manden.
Derhjemme havde vi også en fætter til far ”gemt”, ligeledes som karl. Han havde godt nok ingen forstand på at være bondekarl. Fætteren var fra København. Han var efterstræbt af gestapo og måtte ”under jorden”.
Lindknud under
Besættelsen - Vittrup Bauns betydning
Under Besættelsen (1940 – 45) havde Lindknud mange tyske tropper på
”besøg”. Lindknud kom til at spille en mindre, men ikke ubetydelig rolle i den
store krig på grund af Vittrup Bavn. Bavnen er med sine 101 meter over havet det
højeste punkt mellem denne del af Midtjylland og Vesterhavet.
Under krigen begyndte de allierede at flyve ind over Danmark, når de skulle
bombe Østersøkysten og Berlin. Et synligt bevis på det er mindestenen i Klelund
Plantage over besætningen fra en engelsk bombemaskine, der blev skudt ned her på
vej for at bombe Kiel i februar 1944.
Tyskerne anlagde i 1941 – 42 en lyttepost på Vittrup Bavn. Stedet blev valgt på grund af dets højde over havet. Lytteposten skulle gøre det muligt for tyskerne at opdage allierede bombemaskiners indflyvning over Jylland så tidligt som muligt og informere de tyske jagere om bombemaskinernes indflyvningskurs. Endvidere var der støjsendere, som skulle forstyrre fjendens (de allieredes) radiosendere. Der blev rejst en 60 m. høj stålmast med antenner og platforme til udkig.
Vittrup Bavn spillede derfor en lille, men vigtig rolle i den store krig. Kommandanten på Bavnen hed Fritz til fornavn og var kendt i Lindknud under det navn, efternavnet er os ubekendt. Han skulle have været en ret så bestemt mand. Bavnen blev indrette som en hel lille by med barakker til soldaterne og eget vandværk. Der blev lagt pigtråd og miner ud rundt om Bavnen, og der blev anlagt løbegrave, som stadig kan ses på Bavnen. Der blev etableret 5 maskingeværstillinger samt en mortèrstilling. Vejene der førte forbi Bavnen blev spærret af; der var kun adgang for tysk militær.
I 1944 var der en meget aktiv modstandsgruppe i Askov. Den
besluttede sig for i 1944 at lave en sabotageaktion mod lytteposten for at sætte
den ud af spillet i længere tid. Deres plan gik ud på at sprænge
transformatortårnet i Vittrup i luften og dermed forhindre lytteposten i at få
den elektricitet, der var så nødvendig for at få den til at fungere.
Sabotørerne havde heldet med sig – de fik ødelagt transformatortårnet. Hele
Vittrup blev mørklagt også lytteposten på Bavnen, men hvad sabotørerne ikke
vidste var, at tyskerne havde deres eget el-generatoranlæg, så lytteposten kun
blev sat ud af spillet i ganske kort tid.
Transformatortårnet blev helt ødelagt. Det stod ved siden af Vittrup
købmandsforretning. Tårnet blev senere genopført og står der stadig, men bruges
ikke længere af elforsyningen.
Fritz blev rasende over sabotagen og underkastede købmanden
i Vittrup et intenst forhør om hans kendskab til sagen. Fritz fandt dog ikke ud
af, hvem der var gerningsmændene til sabotageaktionen, da købmanden intet
kendskab havde til Askov sabotagegruppen.
Sabotørerne opnåede heller ikke hvad de ville, andet end at genere Vittrups
beboere.
(Historien er skrevet på grundlag af samtaler med Børge
Petersen, Lindknud, i 1998)
Hans Jørgen L. Larsen
Befrielsen maj 1945
Budskabet om at Danmark ikke længere var besat af tyskerne kom om aftenen d.
4. maj 1945 over den engelske radio, BBC. I skænkestuen på Lindknud kro sad både
tyske soldater og danske krogæster og lyttede til den faste danske
aftenudsendelse fra BBC – selvom de tyske myndigheder havde forbudt, at man
lyttede til fjendens radioudsendelser. Da de tyske soldater hørte nyheden, blev
der vild jubel, og hele natten var der et voldsomt skyderi fra håndvåben i byen
– formodentlig fra glade tyske soldater.
Næste dag blev al tilbagebleven ammunition af tyskerne kørt ud i en sandgrav ved Læborgvej og sprængt i luften. De tyske soldater, der havde været indlogeret i Lindknud by forlod byen d. 5. maj og marcherede mod grænsen – de soldater, der lå på Vittrup Baun, drog hjem senere.
Fra 1942 havde der opholdt sig tyske tropper i Lindknud by – til tider op til 500 soldater ad gangen. De havde været indkvarteret hos private (officererne), på kroen, i missionshuset og på skolen. De tyske soldater tog kun det mest nødvendige med sig på turen hjem og deres efterladenskaber her i byen blev beslaglagt af frihedskæmpere fra Brørup.
Under oprydningen på skolen blev der et par dage senere fundet en pansermine. Skolebørnene havde fjernet tændsatsen til minen, og dermed gjort den uskadelig. Førstelæreren gav dem besked om at sætte den i igen og kom derved til utilsigtet at aktivere minen. Han vidste jo heller ikke, hvad det drejede sig om, hvad skolebørnene derimod gjorde, da de ofte havde set de tyske soldater håndtere minerne i skolegården.
Frihedskæmpere fra Brørup blev derefter tilkaldt for at uskadeliggøre minen. Den blev lagt i et hjørne af skolegården og pakket ind i plastisk sprængstof og sprængt. Frihedskæmperne må heller ikke helt have vidst, hvad de havde med at gøre; for eksplosionen var så voldsom at alle vinduesruder i skolen og mange ruder i byen gik i stykker og sprængstykker fra eksplosionen lavede mange huller i taget på laden til gården Knudsminde ved siden af skolen.
Frihedskæmperne skyndte sig hurtigt ud af byen, da de så, hvad de havde forårsaget. Det var heldigt for dem, for mange af byens husmødre var rasende over, at deres vinduer var blevet ødelagt, da det var meget svært at skaffe vinduesglas i 1945!
(Historien er skrevet på grundlag af samtaler med Børge
Petersen, Lindknud, i 1998)
Hans Jørgen L. Larsen
Til Lindknudsiden