Mandag den 14. august 1961.
Minder fra en svunden tid
Inde fra Malt Herred
af Aug. F. Smidt (som skrev Brørup Sogns Historie)
Den 29. september 1924 skrev Jeppe Aakjær til mig, at han i
Rigsarkivet havde fundet et stor læg om "3 guldurner" fundet på Gjerndrup Mark i
Brørup Sogn 1775.
Finderen ville have stukket dem til side og blev retsligt forfulgt. "Er det ikke
noget for Dem?" Det var det, og mine undersøgelser af den interessante sag kom
senere til at gøre god gavn i den store bog om Brørup Sogns historie 1949.
Det var en hyrdedreng, der på Gjerndrup Søndermark fandt 3 ensdannede guldskåle
fra yngre bronzealder. En entreprenant gårdejer fik skålene solgt til en
handelsmand i Fredericia.
Men da det var danefæ, blev sagen forfulgt, guldets værdi var 127 rigsdaler,
hvoraf den umyndige bondedreng fik de 100 en stor sum for en dreng i de dage.
Man må håbe, han som voksen fik gavn af de penge, han så nemt var kommet til.
Kun den ene skål er endnu bevaret, et fint arbejde, der nu
forefindes i Nationalmuseet.
Da jeg i 1948 besøgte Gjerndrup, tænkte jeg meget på den gamle sag, som nok i
sin tid har været et betydeligt samtaleemne i den lille landsby, der i den ældre
middelalder var blevet grundlagt af manden Geirmunder, som naturligvis var
udvandret fra den gamle by Holsted. Holsted Å har i sit løb hen gennem engene
forbi Gjerndrup,
Tæt vest for denne by har Stilde Å sit bugtede løb oppe fra
egnen vest for Lindknud Å, som den flyder ud i tæt nordøst for Præstkær
Præstegård, hvor i tiden 1846-1868 hr. Peter Heinsen residerede som præst for
Brørup-Lindknud sogne. Den afskedsprædiken, han holdt, var han særlig glad for.
Den handlede om ild, jord og dronning Victoria.
Heinsen holdt ikke særlig meget af Brørup-boerne, de ville se ham over hovedet,
men dem i Lindknud holdt han meget mere af.
"Mine kjære Lindknud-boere", sagde han tit, og saa tog de ham endda ofte ved
næsen. i handel, for det forstod han sig ikke paa.
Peter Heinsens efterfølger som præst for Brørup-Lindknud blev H. F. Feilberg,
der var her 1869-1876. I 1919 hørte jeg Feilberg fortælle om Asserbølgaard, der
lå ensomt i Lindknud Sogn. Her døde ejeren, Søren Vig i 1873. Denne mands levned
havde været underligt nok, og hans begravelse var en passende afslutning på et
særpræget menneskes skæbne. De folk, der var med til jordefærden, havde vel en
følelse af, at der skulle en sang til, da kisten blev båren hen, men salmebog
havde bærerne ikke. De stemte da i med, hvad de kunne og sang så: "Dengang, jeg
drog af sted". Jeg kan endnu i øret høre Feilbergs hjertelige latter, da han
fortalte om den mest særegne begravelse, han havde været med til.
På Assersbølgård blev i 1899 indrettet et optagelseshjem
for løsladte straffefanger.
Da Jakob Knudsen omkring 1908 var i Lindknud for at holde foredrag, blev han
ikke så lidt forbavset ved at se de forreste bænkerækker i forsamlingshuset
besat med nogle underlig udseende karlfolk, der med kraftige stemmer deltog i
sangen. Under foredraget, der handlede om Napoleon, kunne Knudsen ikke få sine
nærmeste tilhørere ud af tankerne. Bagefter fik han sig snart erkyndiget om,
hvem han havde haft for sig: det var alumnerne fra Asserbølgård. De havde under
opsyn lov til at overvære foredragsforeningens møde.
Samværet med fangerne i Lindknud udnyttede Jacob Knudsen på sin vis i romanen
"Lærer Urup" (1910), hvor en fangekoloni bl. a. afstedkommer en ildebrand.
Pastor Mortensen i "Lærer Urup" er på visse områder en temmelig virkelighedstro
skildring af Knudsens vært i Lindknud, den musikalske pastor F. V. Nielsen, som
var præst her 1907-1917.
Inden vi forlader Lindknud, kan det oplyses, at jeg på kirkegården der i 1936 så en gammeldags billedprydet sort kakkelovnsplade anvendt som gravmæle over en kone, der døde i 1909. Enkemanden, der besad en lille ejendom, havde ikke for godt råd, så da han af en gammel kakkelovn havde en pæn kvadratisk plade liggende til ingen nytte, var det en smuk tanke af ham at lægge den som en slags monument på den bortgangne kones grav. Det er tit ved de små ting en by eller egn forstår at hævde sig.
I Lindknud lægger man mærke til, at denne sogneby ligger i en betydelig vejstjerne, idet færdelsruter fra alle verdenshjørner fører til denne by. Lindknud har i øvrigt en ucentral plads i det store sogn (8126 ha), men da vi her i sogneinddelingens tid i middelalderen havde den ældste og største by i et stort landområde, var det rimeligt nok, at her blev bygget en romansk kampestenskirke, vel omkring 1250 eller lidt senere. Lindknud har navn efter en knude, et "hoved" (bakkefremspring) med lindetræer.
Her er langt mellem de ældste bebyggelser, og til Lindknuds
nabosogne er der store afstande. De ligger i en krans rundt om vor by, således
Brørup, Læborg, Bække, Vorbasse, Starup, Åstrup og Holsted. Et vidstrakt område
dækker disse sognenavne, - og hvilke afstande har der ikke været her i det gamle
hedeland med dårlige veje og vandspærringer (åer og bække), men man kendte jo
ikke andet i fordums dage.
Lindknud lå som et fjernt midtpunkt mellem de ovennævnte sognebyer, ensomt har
det været her, ikke mange havde ærinde til en bitte by som
Lindknud.
Stik i nord fører en vej op til Okslund, der ligeledes har
sin plads i en vejstjerne. Ad en af vejene kan man komme til Klelund, der er den
mest centralt beliggende bebyggelse i sognet, men i middelalderen var her vel
slet ingen bebyggelse. Tæt herved har man den store Nyskov, Klelund Plantage og
nogle herlige, maleriske lyngbakker.
Fra Klelund er der ikke langt op til Hovborg med den berømte kro, hvor forhen
alle Kongeå-smuglerene samledes. Byens navn er mærkeligt, fordi det synes at
betyde hedensk gudehus, men der findes intet spor af sligt. Herinde mellem
plantagerne og ved Holme Å, træffer man uventet på den lille moderne landsby,
der i 1895 fik sin egen kirke. Det føles hyggeligt og hjemligt her i landet
mellem de susende granskove, og afsides er det jo heller ikke længere her.
Der har også været nok at se til i landet mellem Gjerndrup
og Hovborg, og nogle indtryk fra en rejsefærd herinde i det midterste Jylland er
meddelt i det ovenstående.
Men ak, det er kun lidt, man kan få fremdraget på en begrænset plads. Nu kan man
så i det tilstundende efterår med høj himmel og klar luft smutte i bil herind
til egnen syd for Vorbasse, og ingen vil fortryde den tur.
August F. Schmidt
Til Lindknudsiden