Andreas Bruuns beretning om Asserbølgård

(Tryk på minibillederne for at få den op i fuld størrelse)

Tvangsauktion i 1888	Assersbølgård 1950 før branden	Tegning fra 1899	"Slottet", bygget 1899	Udgravningerne i 1950'erne	Thomas Thomsen og frue

Assersbølgård tiden før 1999

Assersbølgård
Kommer man ad vejen fra Lindknud mod Holsted, mødes den vejfarende hurtigt af en gård på venstre hånd.
Enhver, der ikke er kendt med vejen han kommer ad og med egnen, vil straks se og skønne, at det er en gård
med stalde, lader og siloer. Adskillige ydre spor som gamle stensatte diger omkring gårdens hovedbygning og
have/park, fortæller ham yderligere om noget, der minder om herregård. Vurderingen er ikke forkert, men her
skal nu fortælles en kort historie om stedet, og om hvad der nu til dags gemmer sig bag den ydre facade.
Assersbølgård er kun sparsomt omtalt i historiebøger. Vi må derfor formode, at gården ikke har været særlig
attraktiv og kendt., i hvert fald ikke for historieskrivere.
Man kan fundere over, hvorfor gården er blevet etableret netop her for 7 – 800 år siden. Stedet/egnen må have
forekommet datidens folk så god, at de har villet slå sig ned her og bygge gård og gods.
Der er bevis for, at folk længere tilbage i tiden har sat pris på Lindknudegnen. Man skal i hvert fald lede efter
en egn, der er rigere på gravminder fra f. eks. sten– og bronzealder.

Ser man på et kort, hvor alene gravhøje og dysser er indtegnet, vil man se, at der en linie af sådanne gravminder, der går over højdedraget Vittrup Baun, over Lindknud, passerende Assersbøl og pegende videre mod Holsted og Ribe. Vi ved, at hvor forfædrene har begravet deres døde, har de også haft boplads, og nogen samfærdsel har de vel haft brug for og dermed vej. Noget kan ihvertfald tyde på at vejen, som i dag hedder Faurskovvej var/er en æld- og gammelkendt færdselsåre. Det kan også gælde for vejene, der stråler ud fra Assersbølgård, nemlig vejene der i dag hedder Hyldelundvej, Kidholmvej og Assersbølvej, - den sidste som har Brørup gl. kirke som mål.
Samtidig med at der sandsynligvis har gået vej her, kan placeringen også forklares ved nærheden til Lindknud bæk, - den bæk som siden bliver til Holsted å for at ende i Sneum å, der løber ud i vadehavet ved Darum syd for Esbjerg.
Engene omkring bækken/åen har helt sikkert dengang givet området præg af frugtbarhed og givet nødvendig og god græsning for husdyrholdet. God græsning har endvidere givet basis for opfedning af stude som var vigtig i en lang periode i en senere tid.
Slår man op i ”Trap Danmark” er den korte melding: Assersbølgård var oprindelig en adelig sædegård, og gården havde i tidligere tider herregårdsstatus.
Ser man videre i et leksikon kan læses, at en sædegård er en gård, hvor en adelig familie boede, - havde sæde.
Hvis en sædegård skulle være komplet måtte den have mindst 200 tdr. hartkorn fæstegods under sig. Vi ved ikke om Assersbølgård på den måde nogensinde har været komplet. Det er nok usandsynligt.
Vi kender en ejerliste, som går tilbage til første halvdel af 1500-årene. Men vi ved også, at gårdens historie går længere tilbage end til da. Vi må affinde os med, at dens historie fortoner sig i middelalderen og derfor må bero på gæt og digt og gisninger.
Hovedbygningen/slottet, - det har nok ikke har været nogen pompøs bygning, der kunne minde om et slot, - har måske ligget sydøst for gårdens nuværende plads. Her findes en borgbanke som Lindknud bæk snor sig rundt om på de tre sider. Det har været nemt at omgive hele banken med noget af bækkens vand, for at det kunne danne ligesom en voldgrav.
Vi kender jo fra alle kendte herregårde, at hovedbygningen/slottet skulle være omgivet af vand og voldgrav og helst med vindebro over, så man var beskyttet.
Lindknud bæk har dengang sandsynligvis været langt mere vandfyldt og bred end tilfældet er i dag.
På banken er der fundet mange spor efter menneskers virke, men det er især spor, der vidner om boplads fra langt tidligere tid. Der er endnu ikke undersøgt og fundet bevis for, at der har ligget et middelalderhus på banken. Men i folkemunde kaldes banken altså bare en borgbanke, og man kunne tro, det har baggrund i en gammel overleveret viden eller realitet.
Det er helt sikkert, at der har været bygninger før dem vi kender i dag. Der gemmer sig rester af hustomter under mulden flere steder omkring de nuværende bygninger. (Se artiklen på side   ?)
Men det er uvist, hvad der har været af bygninger og hvornår disse bygninger er flyttet, og hvorfor de er blevet det.
Vi ved fra historiebøger at Margrethe d.1, der var dronning fra 1353 til 1412, gjorde forsøg på at stække herremændenes indflydelse i dronningeriget. Hun opkøbte godser og herregårde for at bryde dem ned.
Om Assersbølgårds hovedbygning har lidt den skæbne ved vi ikke.
Den mest sandsynlige historie er måske nok den, at pesten, - den sorte død - har hærget egnen og lagt den øde. Alt er gået i forfald. Det skete overalt i landet sidst i 1300 tallet. Der findes historie om ødegårds – problemet fra den tid. Ja der var ligefrem hele landsbyer, der forsvandt.
Det samme overgik for øvrigt også egnen siden hen. Efter svenskekrigene i 1600 årene gjorde herremanden på Hundsbæk, der på det tidspunkt ejede det meste af Lindknud sogns ejendomme, forsøg på at opregne og registrere hans fæstegårde og huse, men en del kunne ikke længere påvises i tærrænet, som der står at læse. Gårdene har stået ubeboet, og husene er sunket sammen og måske har sandflugten jævnet den sidste rest med omgivelserne.

De adelige ejere fra ca. år 1500 til 1609.
Først i 1500-årene ejedes Assersbølgård af Jens Juul til Hesselmed. Hesselmed var en herregård ved Oksbøl, som der nu om dage, ligesom Assersbølgård, ikke er meget herregård tilbage af.
Jens Juul døde i 1552. Han blev begravet i Oksbøl eller Ål kirke, som dens navn mere rigtigt er.
Hans enke Vibeke Lunge flyttede efter ægtemandens død til Assersbølgård efter at én af deres fire sønner, Vincents Juul, havde overtaget Hesselmed.
Vibeke Lunge boede endnu i 1580 på Assersbølgård, men må være død ret snart derefter.
På denne tid fra 1565 til 1614 boede i Ribe den navnkundige Peter Hegelund. Han var først rektor på katedralskolen i Ribe fra 1569 til 1580, siden sognepræst i Ribe domsogn, for derefter at blive biskop i Ribe, som han så var fra 1595 til hans død i 1614.
Af hans dagbogsoptegnelser: ”Peder Hegelunds almanakoptegnelser”, som blev udgivet i bogform for få år siden, fremgår, at han havde forbindelse til Assersbølgårds ejere, i hvert fald til Vibeke Lunge.
Her gengives en række oplysninger fra hans optegnelser:
”29 dec.1576 gjorde jeg en afstikker til Assersbøl, hvor Vibeke Ovesdatter Lunge bor, enke efter Jens Juul.. Hun er datter af Ove Vintcentsen Lunge til herregården Tirsbæk ved Vejle.”
Peder Hegelund må altså også have kendt til familien og godset Tirsbæk. Tirsbæk gods ligger nord for Vejle fjord.
”Jeg sender min lille søn til Assersbøl til fru Vibeke Lunges husstand d. 6 okt. 1578 af frygt for pestsmitte.”
”26 jan.1579, Niels Juul og min lille søn vendte tilbage fra Assersbøl”
”24 sept. 1579 på ny atter til Assersbøl.”
Vibeke Lunge døde som før nævnt omkring 1580-85. Hun blev som ægtemanden begravet i Ål kirke. Kirken hørte under Hesselmed. Der findes ligsten for hende og manden Jens Juul.
Stenen har selvfølgelig ligget over gravene i kirken, men ligger nu som trappesten ved tårnrummets dør.
Vincents Juul fik nu, efter moderens død, også skødet på Assersbølgård.
Han blev betroet betydelige offentlige poster i kongeriget, bl.a. blev han lensmand i Bergen i 1571, - Danmark og Norge hørte jo dengang sammen. I 1579 fik han også Vordingborg i len.
Samme år druknede han imidlertid ”under Bornholm sammen med 250 landsknægte undervejs til Liffland”, som det hedder i historien. (Liffland var en del af Estland og Letland)
Vincents Juul blev begravet i Ål kirke ligesom forældrene. Vincents Juul var gift med Elsebe Swave til godset Gjorslev på Sjælland. Til minde om manden lod hun nu udfærdige 4 stolegavle med hendes og mandens våbenskjolde. Disse stolestader kan endnu ses i Ål kirke.
Elsebe Swave kom nu efter mandens død til at stå som ejer af Assersbølgård, og hun boede her endnu i 1607.
Vi ved ikke om Elsebe Swave døde i 1609, men det adelige ejerskab ophørte ihvertfald i det år.
Der kom ikke til at bo adelige slægter på Assersbølgård herefter.

De nye ejere efter 1609
Gården overdroges i 1609 til herregården Skodborghus og hørte herunder frem til 1664. I Oluf Nielsens: ”Malt herred” hedder det:
”I 1651 består Assersbøl af to halvgårde og et boel og hører under Skodborghus”.
Bolet som Oluf Nielsen her omtaler er Kidholm.
Assersbølgård var altså blevet til to halvgårde. Det havde at gøre med beskatningen (landgilden) om en gård var en halv- eller en helgård. I hvert fald var der nu plads til og brug for to fæstere.
I de næste ca. 200 år er det i denne historie usikkert om de skiftende ejere har haft skødet på begge halvgårdene eller kun den ene. Det fremgår ikke klart af de tilgængelige papirer.
Fra 1664 til 1681 er ejeren rådmand i Ribe Bagge Baggesen. Han var ud af en stor købmandsfamilie, der boede i og satte deres præg på Ribe i flere generationer.
Derefter findes der oplysning om at i 1688 har proprietarius Christoffer Carstensen skødet på Assersbølgård.
Måske har han haft skødet fra 1681. Han var nu ejer frem til 1717, hvor hans søn Maturin Caspersen Carstensen, sognepræst i Jerne m. m., er ejer fra 1717-1749.
Denne Maturin C.C. var en meget vidtløftig herre. Udover at passe sit præsteembede, senere endda provsteembede, drev han handel med bl. a. stude og ejendomme i en vid omkreds.
Han havde blandt mange andre kirker også skødet på Lindknud kirke.
Der kan læses en udførlig historie om hans virksomhed i Historisk Samfund Ribe Amt s årbog fra 1906.

Efter Maturin C.C.s død i 1749 sælges Assersbølgård til Hans Adolf Paulsen. Han var i 1747 blevet ejer af og herremand på godset Hundsbæk, som dengang var det mest betydende gods på disse egne. Men hans ejerskab blev af kort varighed, idet han døde allerede i 1753. Der holdes auktion på Hundsbæk, og godset kommer derefter på andre hænder.
Hans Adolf Paulsens enke blev senere gift med herremanden Ingvarii på Haughus ved Jelling, og hun blev dermed til Madam Ingvarii. Selvom Hundsbæk blev solgt ved mandens død, beholdt hun åbenbart skødet på en række gårde, som indtil 1753 havde hørt under Hundsbæk som fæstegårde, og deriblandt også Assersbølgård. Ved hendes død i 1779, kommer nu hendes arvinger ind i billedet.
Det har ret sikkert kun været skødet på den ene af de to halvgårde, som Assersbølgård jo var blevet til i 1651, hun var ejer af.
Den anden halvgård har efter Hans Adolf Paulsens død i 1753 en ejer i nogen få år, der hedder Niels Nielsen Bundsgård.
I 1766 er der oplysning om, at Samuel Nicolaus Claudius på Sønderskov er ejer af denne del, og i 1779 kommer også den anden halvgård, til at høre under Sønderskov, hvor herremanden nu hedder Wodskov. Sønderskov skifter nemlig ejer i 1775.
Men allerede i 1781 overdrages ejerskabet til herregården Estrup, hvor ejeren er Hans H. C. Lautrup.
H. H. C.Lautrup er en fremsynet mand. Han er påvirket af de nye ideer om, at bønderne skal have deres frihed og være selvejere. Vi nærmer os tiden for stavnsbåndets ophævelse i 1788. Han sælger ud af sine fæsteejendomme og deriblandt også Assersbølgård.
Lautrup sælger endvidere Lindknud kirke til fire gårdmænd fra Lindknud sogn i 1780. Kirken havde været hans ejendom i en årrække.

Ejerne bliver selvejere
Der kommer nu en periode, hvor Assersbølgård skifter ejer med få år imellem. Det er, som tidligere omtalt, usikkert, om der er tale om hele gården, eller om det kun er den ene eller den anden halvgård, der handles med. Men ejerne er i hvert fald blevet selvejere.
I tingbogen nævnes Peder Andersen som ejer i 1797, Ivar Nielsen i 1805, Johannes Jensen i 1811, Søren Pedersen Eg i 1814 og Peder Christensen i 1818 og senere Bertel Hansen m.fl.

Nogen af fæstebønderne på Assersbølgård
De skiftende ejere af Assersbølgård frem til 1780 har selvfølgelig haft fæstere på de to halve gårde til at passe og drive gårdene og til at betale afgifterne.
Flere af disse fæstere har vi kendskab til. De må have haft rimelige fæstekontrakter og betingelser, og kontrakterne er i flere tilfælde gået i arv fra far til søn. Nogen af fæsterne har tilsyneladende endda været holdne folk.
I 1640 er Hans Christensen fæster. Han er gift med Maren Pedersdatter Marebæk.
Hans Christensen døde i 1676. Efterkommere af ham førte i flere generationer tilnavnet Ulf. Maren bliver siddende som fæster, men gifter sig med enkemanden velbårne Hans Hansen Håhr, der kom fra Øster Starup.
Hans H. Håhr får fæstebrev på halvdelen af Assersbølgård i 1675 endnu mens fæsteren på den anden halvdel, Hans Christensen lever.
Hans Christensens søn Christen Hansen får sandsynligvis fæstebrev på den halvdel efter faderen. De to far og søn fandtes der gravtræer (gravminder) for. De lå på Lindknud kirkeloft længe, men de er nu gået til.
Hans Hansen Håhr havde en datter med fra tidligere ægteskab, Ide Marie Hansdatter Håhr. Ide Marie blev gift med Mads Christensen, og de to blev fæstere i 1710 på den ene halvdel.
Hans Håhrs stedsøn Peder Hansen blev fæster på den anden.
Hans Hansen Håhr var fæster til 1705. Han hjalp herredsfogeden med at holde orden på tinge. Hans navn findes ofte som underskrift i protokollerne, når tvistigheder skulle afgøres.
Ide Marie og Hans Håhrs to sønner Hans d. yngre og Hans d. ældre Ulf er fæstere i 1747. Den ene af dem er skoleholder i Lindknud. Biskop Brorson i Ribe er på visitats i 1761. Hans Ulf får ved den lejlighed bispens bedømmelse, som en mådelig skoleholder.
Samuel Nicolaus Claudius på Sønderskov, som er ejer af den ene halvdel af Assersbølgård i 1766, slutter fæstekontrakt med den sidste af Ulf-slægten, Bodil Ebbesdatter i 1766.
Herefter kommer fæsterne til at hedde Peder Sørensen Eg, Laurids Pedersen og Iver Nielsen.

Marie Stokholm har fortalt om nogen af Assersbølgårds ejere og beboere i Historisk arkiv for Brørup og omegns årsskrift fra 1987. Der henvises hertil.

Assersbølgård bliver arbejdsanstalt/fattiggård
I 1842 indledes en ny historie på gården med Brørup og Lindknud sognes køb af Assersbølgård. Det er måske stadig kun den ene halvgård, der er tale om i denne sammenhæng.
Der er kommet lovgivning i landet, der foreskriver sognene, at de skal tage sig bedre af de fattige og dem, der ikke kan klare sig selv.
Sognene køber derfor denne gård af Bertel Hansen, - gården er på 2 tdr. hartkorn. Gården blev nu indrettet til fattig- og arbejdsanstalt.
Der kan læses en udførlig historie om fattigvæsenet på denne tid og om købet og etableringen af arbejdsanstalten på Assersbølgård i "Brørup sogns historie" fra 1949 af August F. Schmidt.
Sognene solgte imidlertid gården igen i 1846 i erkendelse af, at det var alt for dyrt med denne anstalt. Det ville være billigere at "tinge" fattiglemmerne ud. Det vil sige, at disse folk blev liciteret ud til den, der for færrest penge ville tage det enkelte fattiglem i sin varetægt.
Der fortælles i historien i ovennævnte udgivelse, at sognene erkendte nogen år efter, at denne beslutning ”var til stor skade både i materiel, men især i moralsk henseende”.
Der var anbragt ca.25 fattiglemmer på anstalten ved salget af den i 1846. Det skal så tilføjes, at 24 år senere køber de to sogne igen en gård, som skal være fattiggård, nu i Surhave.

Søren Sørensen Vig som ny ejer i 1846
Brørup og Lindknud sogne solgte deres halve gård til Søren Sørensen Vig. Han kom fra Østervig i Vorbasse.
Søren Sørensen Vig var født på gården Østervig ved Vorbasse, døbt 1. april 1802 (vistnok hjemmedøbt). Søren S. Vig var den yngste af 8 drenge. Han var svagelig og blev måske også som den yngste forkælet, - han var fritaget for en del hårdt arbejde i forhold til brødrene. Han havde derfor tid til at strejfe omkring i naturen, som han kom til at holde meget af, og som voksen mand gav ham interessen for at gå på jagt. Han blev i hvert fald den drabeligste jæger på egnen.
Der sad et godt hoved på ham, og hænderne sad ligeledes rigtigt. Han blev dygtig til at snedkerere, og han fik f.eks. oparbejdet en forretning ved at lave ligkister for folk. Det blev en indbringende virksomhed.
Han og nogle af brødrene købte i fællesskab smedeværktøj af en gammel smed, der havde boet i et hus på gårdens mark. Der havde Søren sneget sig over og lært den gamle smed kunsten af. Snart havde Søren i hvert fald lært at sko en hest og skærpe en plov. Det var dog især finmekanikken, der optog ham, og han blev efterhånden dygtig til at reparere geværer og skydevåben.
Et gevær, som var til reparation, var engang af vanvare gået af og havde ramt Søren i underlivet. Det havde han mén af resten af livet.
I 1832 døde faderen Søren Pedersen Vig, og nu skulle så unge Søren sammen med moderen Ann` Vigs stå for driften af den store gård.

Heldigvis var Ann´ Vigs en både myndig og kyndig kone, som kunne klare opgaven alene. Søren havde ikke tid til det. Han interesserede sig ikke for landbruget. Han havde nok i sin jagt og i sit smedeværksted. Desuden var han begyndt at handle, og han blev snart en dreven handelsmand.
Han opkøbte svin og stude, som han enten solgte på jyske og fynske markeder, eller også drev han dem sydpå og solgte dyrene på de store markeder i Holsten. For en del af pengene han fik ind, købte han uldvarer, som han tog med tilbage. Dengang var Kongeåen jo toldgrænse mellem kongeriget og hertugdømmerne og når han passerede grænsen, skulle der betales told. Det gjaldt både for stude, svin og uldvarer. Søren udviklede en raffineret smuglerteknik, så han kunne undgå den ubehagelige told, som han mente var unødvendig.
Efterhånden som moderen kom op i årene, oversteg det hendes kræfter at forestå husholdningen og driften af gården, og hun pressede derfor Søren til at finde sig en kone. Det var han ikke spor interesseret i, og selv om Ann´ Vigs indforskrev den ene pige efter den anden, som kunne blive et godt parti for Søren, så undslog Søren sig og det trak ud.
Til sidst måtte Søren dog bøje sig og gå til alteret med en pige, der hed Kirsten, - hun var fra Daugård i Hejnsvig. Kirsten Daugård var da 19 år og Søren 40. Det var i 1842.
Ægteskabet blev ingen succes. De fik en søn, som også kom til at hedde Søren. Han blev født 25. feb. 1847. De tog endvidere en plejesøn til sig, som hed Niels Nielsen. Han var 10 år ældre end lille Søren. Det vides ikke bestemt, om der kom flere børn.
I 1845 døde så moderen Ann´Vigs. Dermed var der ikke mere, der bandt Søren til fødegården Østervig, og den blev solgt ret hurtigt efter moderens død.
I stedet købte han så Assersbølgård af Brørup og Lindknud sogne.
Assersbølgård var ret forfalden, men Søren fik den på fode og fik de to halvgårde til at blive til én.

I Niels Thøgersens bog "Fra Lindknud Sogn" fortælles, at Søren S. Vig søgte sogneforstanderskabet om tilladelse til at lægge de to gårde sammen og fik tilladelsen, men ministeriet sagde nej. Sagen klarede Søren så ved at bygge den nye gård hen over skellet mellem de to gårde.
Der blev yderligere købt jorder ind til, så der efterhånden var omkring 1000 tdr. land, som der havde været i tidligere tid. Måske var det ligeså meget for jagtens skyld som for landbrugets med udvidelserne.
I 1850 kan man læse af folketællingen at husstanden på Assersbølgård var på 9 mennesker, - Søren S. Vig og fru Kirsten, en søn, en plejesøn og 5 tjenestefolk.
Søren Sørensen Vig var en godtroende mand, - han kom desværre i kløerne på folk, der brugte ufine handelsmetoder og som narrede penge fra ham og som snød og bedrog ham.
Det kostede penge, så hans værdier svandt ind. Og ægteskabet haltede. Til sidst rejste Kirsten sin vej, og hun tog sønnen med.
Fra da af gik det ned af bakke for Søren S. Vig. For at klare forpligtelserne måtte han sælge af jorden, og i 1863 måtte han af med selve gården.
Han beholdt dog et stykke hede og krat, der lå ind til Stilde. Her boede han i en hytte under små og sælsomme forhold til hans død i 1876.
Søren S. Vig beklagede sig ikke og blev ved at leve og klæde sig som storbonde,- dvs. høj hat, sølvknappet vest og et slag over skuldrene hægtet med sølvspænder. Han var en høj ranglet mand. Han blev kaldt ”Store Søren”.
Efter udflytningen til denne udmark samlede der sig folk om Søren S. Vig, som trængte til hjælp. Måske var nogen af disse folk fra tiden, hvor sognene havde haft Assersbølgård som arbejdsanstalt og fattiggård. De har været kede af at blive kostet rundt med. Søren gav sådanne folk et stykke jord, så de fik status som bofaste, hvorved Lindknud og Brørup sogne ikke kunne sende dem tilbage til sognene, de var kommet fra. Det brugte man nemlig at gøre i sognene på den tid for at blive fattigfolk kvit.
Sognene var ikke glade for Søren S. Vigs trafik.
Fattigprotokollen bekræfter til fulde, at der i årene 1860-70 var en samling eksistenser på Søren S.Vigs ”gods”, som der kunne skrives hele romaner om.
En udstykningssag fra den tid fik denne påtegning af sogneforstanderskabet: - ”derimod må man meget fraråde en udstykning i så små parceller som antydet på kortet, da en sådan udstykning vil give øget byrde for fattigvæsenet, og hvad værre er, at sådanne små hedelodder ofte afhændes til berygtede folk, der er farlige for den offentlige sikkerhed.”

Plejesønnen Niels Nielsen fik også skødet på et stykke jord. Her blev en ejendom etableret. Det var i 1872. Det er ejendommen, der i dag har adressen Faurskovvej 46.
Sønnen Lille Søren havde faderen også kontakt med, bl.a. for at aftale med ham om arv, og hvad der skulle ske, når engang faderen døde, men lille Søren vovede ikke at vedgå arv og gæld.
Da Søren Sørensen Vig så døde i 1876 blev han begravet fra Lindknud kirke, hvor H. F. Feilberg var præst. Det var selvfølgelig, at de måske lidt forhutlede eksistenser, som Søren havde hjulpet, mødte op til begravelsen. De var ikke så kendt med salmebogen, men det havde forekommet dem lidt tomt at bære kisten til graven uden sang og derfor stemte de i med ”Den gang jeg drog af sted”.

Sidenhen bekostede møller Johs. Jørgensen, Holsted, der var gift med en broderdatter til Søren S.Vig, gravstenen, der står i græsbakken ved Lindknud kirke, og hvorpå der i en marmorplade står: Søren S. Vig,
                      F. i Østervig 1802,
                      D. i Assersbøl 1876
                      ”Navnkundig på sin vis
                      Gud glede ham i paradis”
Professor P. S. Vig i Blair, Nebraska, USA, - har fortalt om slægten Vig fra Østervig i Ribe Amt Historiske årbog 1915. Læs endvidere i ”Brørup Sogns historie”, ”Fra Lindknud Sogn” og ”Lindknud – historier om en egn, dens mennesker huse og gårde” om Søren Sørensen Vig.

Ustabile tider på Assersbølgård med skiftende ejere.
I Niels Thøgersens bog ” Fra Lindknud Sogn” kan læses en ret kort historie om Assersbølgård, og om de mange ejerskift fra år 1800 til 1900. Her skal blot refereres, at Niels Thøgersen skriver som forklaring på de mange ejerskift "at nogen af ejerne måske har troet, det var en gård, der kunne leves et herregårdslignende liv på", som der altså ikke kunne.
Efter 1860, hvor Søren S. Vig måtte afstå Assersbølgård, er der nu 7 forskellige ejere i årene frem til 1892. Nogen af dem gik det helt galt for pga. dyre vaner og med tvangsauktion til følge.
Disse 7 var:
1863 Nikolaj Thaysen,
1868 R.Holst Hartenberg Reventlov,
1871 Jens Hansen,
1876 Jens Kr. Christensen,
1877 Kristoffer Nielsen,
1877 Hans Jakob Lautrup og
1883 Hans Peter Petersen.

I både Brørup og Lindknud sognes historie af henholdsvis August F. Schmidt og Niels Thøgersen fortælles om en tysk indvandring i disse år, og at der skulle have været en ejer af Assersbølgård, der hed A. Nees. Hans navn kan imidlertid ikke findes i tingbogen. Måske har han boet på Assersbølgård som forpagter for N. Thaysen.
Men i hvert fald fortælles der om, at disse tyskere øvede indflydelse på sognenes folkeliv ved bl.a. at få sognets præst P. Heinsen til at prædike og forrette dåb på tysk i Lindknud kirke.
I Brørup sogns historie hedder det, at denne indvandring gav sognet en national svækkelse.

I 1892 kommer Assersbølgård igen til salg. Køberne er nu Petrea og Gothold Thårup. De er sjællændere og kommer fra gode job og forhold.
Gothold Nielsen Thårup var født 7, april 1829.
Inden familien kom til Assersbølgård i 1892 havde G. Thårup været godsforvalter på Næsbyholm på Midtsjælland, amtsfuldmægtig i Orup ved Fakse samt justitsråd.
Gothold N. Thårup var gift første gang med: Sofie Kathinka Tygesen, f. 12. dec. 1823 - d. 9. juni 1865. Hun var datter af kgl. kok Jakob Hansen Tygesen, Christiansborg.
I dette ægteskab fødtes 4 børn:
1. udøbt pige 13. dec. 1852, død samme dag
2. Niels Anton Johan Thårup, f. 7. marts 1854 , arkitekt i København.
3. Frederik Karl Ulrik Thårup, f.10. jan.1856 i Orup. Rejste til Amerika.
4. Caroline Johanne Charlotte Thårup, f. 24. sept. 1857. Gift med inspektør på døvstummeinstituttet i Holme ved Glim. Denne datter fik skødet på Assersbølgård i 1892. Hun havde 4 stedbørn.

Gothold N. Thårup blev gift anden gang med:
Petrea Edvardine Vilhemine Hortmann, f. 17. okt. 1841 Hendes far  var arrestforvarer i Præstø.
I dette ægteskab fødtes 8 børn:
5. Sofie Katinka Thårup, f. 24. marts 1867 i Næsby, gift med Carl Niels Ferdinand Lassen, hans far var kammertjener hos Fr. d. 7. Moderen var fra Norge.
6. Elisabeth Marie Thårup, f. 30. april 1868 – d. 30. april 1869
7. Louise Augusta Thårup, f. 25. juli 1870. cand.mag. Lærer på Frederiksberg.
8. Anna Inge Julie Thårup, f. 26. aug. 1872 – d. 23. juni 1879
9. Sigrid Johanne Thårup, f. 12. sept. 1874   ?
10. Valborg Margrethe Thårup, f.19. juni 1876 – d. 26 aug. 1939. Lærer i Købnh. Gift med viceskoledirektør, cand. jur. Holger Rutzebech. Hans far var skibsfører i Ålborg.
Denne datter havde skødet på huset Hovborgvej 20 i Lindknud fra 1906 – 12.
Her boede moderen efter Gotholds død i 1906. I 1912 flyttede hun til Frederiksberg og huset i Lindknud blev solgt.
11. Elisabeth Marie Thårup, f. 17. marts 1879, lærer i Randers.
12. Astrid Ingeborg Julie Thårup, f. 5. okt 1881, lærer i Randers, gift med overlærer Jens Brix Olsen Agner.

Gothold Nielsen Thårups forældre hed Niels Madsen Thårup, født 28. sept. 1785, Torup, Fyn, død i St. Heddinge 26. feb. 1876. Moderen hed Johanne Pedersdatter Klein. Hun døde dec. 1844 efter at have født 9 børn, hvor Gothold var nr. 9. Faderen blev dannebrogsmand. Han var urmager, politibetjent og retsvidne i St. Heddinge.
Det kan undre, hvorfor Gothold og Petrea Thårup, som 63 og 51 årige, rejste fra de forskellige opgaver, - godsforvalter på Næsbyholm, amtsfuldmægtig, justitsråd, - til Lindknud for at købe den forsømte Assersbølgård i 1892?

Hvorfor fik datteren Caroline Johanne Charlotte skødet på gården og datteren Valborg Margrethe skødet på huset i Lindknud ? Begge disse døtre boede med deres familier og havde stillinger på Sjælland.
Disse spørgsmål har det ikke været muligt at finde svar på.
Måske kan købet af Assersbølgård forklares lidt ved, at gården havde præg af herregård.
Men heller ikke for dem gik det godt, - allerede i 1899 måtte de afstå gården. Det gik dem som forgængerne på Assersbølgård, - man kunne ikke ernære sig på den. Avlsbygningerne brændte i 1897, - det har selvfølgelig også forværret deres situation.
Gothold Thårup døde 18. aug. 1906 og blev begravet på Lindknud kirkegård.
Petrea Thårup rejste fra Lindknud til Frederiksberg i 1912 og døde der i 1932. Hendes urne blev sat ned i mandens gravsted.

Næsbyholm samt Bavelse gods, hvor Thårup havde været forvalter, hørte dengang og hører stadig sammen, de har et tilliggende på godt 1400 ha. Næsbyholm gods nævnes allerede i 1388, hvor Lungeslægten er ejere. Det er sandsynligvis den samme Lunge-slægt, der ejede Assersbølgård i 1500-årene.

Gothold Thårup var åbenbart en myndig og initiativrig mand. Han sørgede for, at der blev etableret en landboforening på egnen. Foreningen kom til at hedde Kolding Vesteregns Landboforening. Navnet fik den p.g.a. at der allerede var en forening med Vejen som centrum, der hed Kolding Omegns Landboforening. (Foreningerne er for længst forenede).
Der findes en ret udførlig beretning om denne landboforenings start i et jubilæumsskrift udgivet, da foreningen blev 50 år i 1947.
I dette skrift findes Thårups indbydelse til egnens landmænd i sognene Lindknud, Bække, Vorbasse, Hejnsvig, Grindsted, Grene og Starup til drøftelse af hans ideer med at starte en Landboforening.
Indbydelsen vidner om, at Thårup kom fra bedre egne, og at han havde udsyn og ordet i sin magt.
Det lykkedes at få tilslutning til at danne foreningen, og Thårup var dens formand til 1906. (Selvom familien flyttede fra Assersbølgård i 1899 til et hus i Lindknud fortsatte Thårup altså som foreningens formand).
Ved forårsgeneralforsamlingen i 1906 var Thårup syg og kunne ikke være til stede. Han døde 18. aug. 1906.
Fru Petrea Thårup og børnene fik Vejenkunstneren Hansen-Jakobsen til at sætte G. Thårups navn i stenen, som står på kirkegården og som siden også Petreas navn kom på.
Thårup blev også valgt som formand for Lindknud brugsforening, som var nystartet dengang. Der var noget, der skulle ryddes op i, - der var rod i pengesagerne. Og der blev ryddet op.
Gothold Thårup - og familien - har åbenbart og med god grund haft Lindknudfolks agtelse og tillid.

Assersbølgård som optagelseshjem
Nu kom der igen nye tider på Assersbølgård, idet Jakob Thyssen Hansen og hans kone Kirsten Marie købte gården af kreditforeningen i 1899, og hvor de som medhjælp på gården begyndte et arbejde med at have folk fra Vridsløselille fængsel, der skulle hjælpes tilbage til et mere normalt liv efter afsoningen af deres straf.
De havde for øvrigt begyndt dette arbejde på en gård i Øster Vedsted, men denne gård var for lille til formålet.
Vridsløselille fængselsvæsen var opmærksom på initiativet og på behovet for den gode virksomhed. Thyssen Hansen og hans kone fik hjælp med lån ved overtagelsen af Assersbølgård.
Gårdens jordtilliggende var på tidspunktet her reduceret til ca.300 tdr. land og købesummen var 25500 kr.

I 1905 blev gården og virksomheden overtaget af et konsortium, da Thyssen Hansen ikke længere for egen regning kunne fortsætte driften. Konsortiet bestod af direktør Benny Goldschmidt, København, statskonsulent Fr. Hansen, Askov, gårdejer Peder Pedersen, Assersbøl, pastor Johs. Munck, fængselslærer O. Nielsen, malermester Joh. N. Schrøder, København og bankdirektør J.P.Aggerholm, Holstebro.
Senere var Ladelund Landbrugsskoles forstander Overgård i bestyrelsen, og han var gennem mange år optagelseshjemmets tilsynsførende.

Fru Kirsten Marie Thyssen Hansen døde i 1901. Hendes død har sikkert medvirket til at arbejdet voksede Jakob Thyssen Hansen over hovedet. Efter konsortiets overtagelse blev Thyssen Hansen ansat som forstander, og som sådan virkede han til 1908.
Som før nævnt kom Kirsten Marie og Jakob Thyssen Hansen fra Øster Vedsted ved Ribe, hvor de havde haft en mindre gård.

Om Jakob Thyssen Hansen fortæller Søren Hansen, der er født i Lindknud præstegård, hvor forældrene, Valborg og Viggo Hansen, var præstefolk fra 1929 til 1946:
"Min oldefars søster Abelone Olsdatter var gift og bosat i Vinum i Sønderjylland med Jakob Thyssen Laustsen. De fik datteren Ane Margrethe Jakobsdatter, som i 1857 blev gift med min oldefar Niels Øster Hansen. Min bedstefar var deres ældste søn, og den yngste var Jakob Thyssen Hansen, født 10/9 1869. Han var altså min fars farbror, og han er som min far født på Skønagergård i Øster Vedsted. Han var gift to gange, men fik ingen børn. Hos os hed han farbror Thyssen.
Han købte Assersbølgård i 1899 og fik den senere overdraget til Vridsløselille og Nyborg statsfængsel, som vel var det første åbne fængsel i landet.
Han blev senere børnehjemsforstander, og jeg ved, at han endte sin karriere som forstander for Bjerre børnehjem, som lå ved Hornsyld.
På sine ældre dage boede han i Bråskov med sin hustru nr. to Louise. Han døde midt i 1940-erne" Der kan føjes til Søren Hansens fortælling, at af folketællingslisten fra 1901 fremgår, at der på dette tidspunkt hører en plejedatter til Kirsten Marie og Jakob Thyssen Hansens husstand. Hun hedder Vilhelmine Petrine Knop, og er født 2/11 1899. I øvrigt hørte der til husstanden, en lærerinde, en tjenestepige, en røgter, to tjenestekarle og fire fra Vridsløselille statsfængsel.

Endvidere er fakta den, at børnehjemmet i Bjerre ikke findes mere, og at Jakob Thyssen Hansen døde i 1945 og blev begravet på Stenderup kirkegård, hvor også Louise blev begravet i 1952. Stenderup ligger tæt ved Bjerre.
Jakob Thyssens første kone Kirsten var fra fra Bastup ved Vamdrup. Hendes pigenavn var Thinggård. Hun døde som 33-årig 1. marts 1902 og blev begravet på den dengang nyoprettede Askov valgmenigheds kirkegård 7. marts 1902. Udklippet her er fra Askov Valgmeningheds protokol.
Der blev hurtigt brug for mere husplads på Assersbølgård.

”Slottet”, som huset kom til at hedde, blev derfor bygget i 1908 for at huse ”folkene” og til bolig for forstanderen og hans familie.
Konsortiet, som havde overtaget Assersbølgård i 1905, overdrog gården som gave til Vridsløselille fængselsvæsen i 1909. Ejendommens værdi blev ved overdragelsen ansat til 67000 kr. Der var en gæld på ca. 28500 kr. Gaven havde altså en værdi på ca. 38500 kr.
I 1913 blev Nyborg straffeanstalts fængselsvæsen føjet til som ejer. Endelig i 1951 blev ejerskabet overdraget til ”Dansk forsorgsselskab”.
Optagelseshjemmet Assersbølgård blev stedets navn.

Institutionen udviklede sig gennem årene til, at der i perioder var op til 50 sådanne ”medhjælpere” på gården. Under 2 verdenskrig 1940 – 45 f.eks. var optagelseshjemmet stærkt overfyldt. Statsfængslet i Nyborg, hvis normale belægning steg til det dobbelte under krigen, benyttede hjemmet til at aflaste fængslerne. Der kom af den grund et stort antal mænd, der ikke kunne prøveløslades, men som blev benådet mod, at de tog ophold på Assersbølgård i den sidste periode af deres afsoning.
Der blev efterhånden drevet et alsidigt mønsterlandbrug på Assersbølgård. Gården var i mange år den absolut største leverandør til Lindknud mejeri.
Det kunne knibe med, at der var beskæftigelse til alle i vinterhalvåret ved landbruget. Der blev derfor indrettet værkstedslokaler på staldloftet, hvor nogen af mændene kom i gang med indendørsarbejde, som kunne bestå i at flette kokosmåtter og lign.

I de første mange år kendte de fleste, der blev sendt til optagelseshjemmet til landbrug. Det store landbrug kunne derfor drives med deres hjælp. Efterhånden kom der folk uden dette kendskab. Det blev derfor nødvendigt at indrette flere værksteder af forskellig slags, der kunne give beskæftigelse.
I begyndelsen var det alene folk, der havde afsonet deres straf i fængsel, der blev optaget på gården. Siden kunne indsatte blive benådet ved at afsone den sidste tid på optagelseshjemmet.

Efter Thyssen Hansens tid var H. C. Hansen leder af landbruget til sin død i 1940. Fritz Julius Frederiksen var forstander fra 1931 til sin død i 1949. Han havde en militæruddannelse. E. Dahlerup Pedersen var forstander i nogen år derefter. Han blev senere forstander på Testrup højskole. De kendte søstre Drude og Ulla Dahlerup havde nogen af deres barneår på Assersbølgård.

Thomas Thomsen blev ansat på Assersbølgård i 1940 som leder af landbruget, men i 1955 blev ledelsen af landbruget og forstanderjobbet samlet hos Thomsen, og sammen med sin kone var de nu forstanderfolk fra 1955 til 1976. Thomsens boede i den ene halvdel af ”slottet”. I den anden var der logi for ”folkene”.

Der blev udrettet et særdeles fint stykke arbejde i deres lange tid som ledere af Assersbølgård. Det var for en stor del familien Thomsens fortjeneste, at gården var en mønstergård ved deres fratræden i 1976. Mange andre har også gjort et stort, fortjenstfuldt og idealistisk arbejde gennem optagelseshjemmets 80 år på Assersbølgård. F eks. var Frederik Frimodt Møller forvalter og afløser for forstanderen i en årrække fra 1955 til 1968. Derefter blev Arne Dahl arbejdsleder. Der kan fortælles mange gode historier om folk, der har været på kant med loven, og om hvordan de blev hjulpet til et mere normalt levned under opholdet på hjemmet. At det for nogen blev et hjem, viste sig ved at nogen af dem kom tilbage for at fejre jul.

Avlsbygningerne blev fornyet i 1926. De gamle fra 1899 var nedslidte og var også blevet for små. I 1954 brændte hele avlsgårdens overetage ved en påsat brand. Ved opbygningen efter branden blev murene forhøjede, så der blev mere plads på loftetagen. I 1959 var den gal igen, nu gik det ud over ladebygningerne. Der kom af den grund nye ladebygninger til med kornsiloer m. v. Disse brande betød at bygningerne blev moderniserede og holdt ved lige hen over årene. 

Der kan læses mere udførligt om denne periode i bl.a. i Dansk Forsorgsselskabs årsberetning fra 1958 og i årsskriftet for Historisk arkiv for Brørup og omegn fra 1983, hvor Harald Iversen, der var lærer i Lindknud i en periode i 1930-erne, har fortalt om livet på optagelseshjemmet 

Assersbølgårds ophør som landbrug og indretning til skole m.m.
I 1978 hørte Assersbølgårds status som optagelseshjem op. De sidste ”mænd” rejste i 1978 og Dansk Forsorgsselskab, som ejeren var blevet til i 1951, solgte gården til Ribe amt. En epoke i Assersbølgårds historie var dermed slut. De fleste af gårdens jorder var allerede i 1967 blevet forpagtet ud til nabobønderne og kreaturbesætningen var ved den lejlighed blevet overført til optagelseshjemmet Lyng. Ligeledes var de tidligere avlsbygninger blevet omdannet til værksteder og undervisningslokaler med henblik på specialkurser af forskellig slags.

Jordene blev nu efter amtets overtagelse solgt til nabobønderne. De sidste 42 ha jord, når der fraregnes have og gårdanlæg, er blevet frasolgt i 2005. Ladebygningerne blev som det første efter amtets overtagelse i 1978 indrettet til et beskæftigelsesprojekt for arbejdsledige. Alle værelser på ”slottet” og i gårdens stuehus blev renoveret af folk fra dette projekt. Også undervisningslokalerne i staldbygningerne blev sat i stand og udbygget.

1 aug. 1981 startede ”Kostskolen Assersbølgård” i de renoverede bygninger. Det er en skole for sent udviklede unge. Der er efterhånden som hele gårdanlæggets bygninger er ombygget og taget i brug, plads til 35- 40 unge mennesker. Denne skole har udviklet sig til en særdeles god skole, hvor der gøres et godt stykke arbejde for at hjælpe unge mennesker til en god og meningsfuld tilværelse.
I 1996 omdannedes beskæftigelsesprojektet i ladebygningerne til et naturprojekt, hvor bl.a. anlæg og pasning af amtets mange naturstier var opgaven. I 2004 fik Esbjerg kommunes Reva-afdeling ”Jobkursen” til huse i denne del af Assersbølgårds bygninger i stedet for naturprojektet.

En tilføjelse til Assersbølgårds historie
I 1847 blev der udstykket en gård fra Assersbølgård, - den fik matrikel Assersbølgårde nr.1c. Gården kom til at ligge vest for Assersbøl skole (huset som i dag er spejderhus).
Gårdens første ejere var Else Katrine Jensdatter og Peder Stephensen, - de næste Peder Pedersen og hans kone. En datter af sidstnævnte varen tid forlovet med Gunnar Gunnarsen,- den senere kendte islandske forfatter.
De to havde sammen været elever på Askov højskole. Gunnar Gunnarsen var i lære i Lindknud brugs, som var nyetableret dengang. ”Svigerfar” Peder Pedersen havde gerne set Gunnar Gunnarsen som bestyrer af brugsen, men det havde ikke rigtig den tilkommende svigersøns interesse.

I Gunnar Gunnarsen roman  (selvbiografi) ”Kirken på Bjerget” kan læses om romancen, der fik afgørende betydning for ham og hans digtning.

Denne gård købte konsortiet for optagelseshjemmet i 1911. Den kaldtes Anneksgården. Stuehuset blev anvendt til bolig for frivilligt optagne unge mænd. Gårdens bygninger brændte imidlertid i 1913, og de blev da ikke genopført. Konsortiet havde søgt om statstilskud til opførelse af et hjem for betinget benådede unge mænd på gården, men ansøgningen blev afslået. Jorden blev derefter lagt ind under Assersbølgårds jorder.

Arkæologiske fund og spor fra Assersbølgårds fortid
Som omtalt i indledningen til denne historie fortoner Assersbølgårds tidlige historie sig i middelalders og fordums mørke.
Dog vil, som tidligere omtalt, nogen oplysninger fra den tid kunne findes under mulden omkring gårdens nuværende bygninger. Det må bero på museumsfolks og arkæologers tid og resourcer, hvornår en sådan historie ”graves” frem for at blive føjet til den vi kender.
Nogen historie og nogle fund er dog gjort. Fr. Frimodt Møller, der, som før nævnt, var forvalter på Assersbølgård i en årrække fra 1955 til 68, lagde et stort arbejde i nogle udgravninger, som til dels blev foretaget i samarbejde med Esbjerg museum.

Frimodt Møller skrev en artikel i ”Mark og Montre” fra 1967 om fund på Assersbølgård. Frimodt Møller registrerede også fund, der blev gjort på Assersbølgårds jorder under markarbejde,- stenøkser og andre flintredskaber.

Afslutning
I de fleste af de sidste150 år af Assersbølgårds historie har tanken for samfundets svage, startende med Lindknud og Brørup sognes køb af gården i 1842, haft en fremtrædende plads for gårdens ejere.
Dernæst kom Søren S. Vigs tid og hans trafik med at give fattigfolk en jordlod. Så var der godt nok nogen år ind imellem med skiftende ejere, men så kom de mange år som optagelseshjem og nu skolen for sent udviklede unge mennesker.
På trods af at gården ikke længere er en gård med landbrug, afsløres dens fortid dog som en sådan for den vejfarende som nævnt i indledningen. Ligeledes vidner de gamle stensatte diger omkring gårdanlægget om Assersbølgårds anseelse som, om ikke herregård, så dog som et betydeligt sted.

Litteraturliste
Trap Danmark
Oluf Nielsen, dr. phil., arkivar: "Malt Herred"
August F. Schnidt: "Brørup Sogns Historie"
Niels Thøgersen: "Fra Lindknud Sogn"
Årbøger fra Historisk Samfund for Ribe Amt
Årsberetninger fra Dansk Forsorgsselskab
Årsberetninger fra Historisk Arkiv i Brørup
Holsted Lokalhistoriske Arkiv
Landsarkivet i Viborg

Til forside

                                                                              Opdateret 8. okt. 2011