|
Andrea Mikkelsen Gehlert. Der findes en lille bog om Andrea Franks. Den er skrevet af Ingeborg Olrik fra Vallekilde og bogen er udgivet af Kirkeligt Samfund i 1942. Den har som kilde dagbogsoptegnelser og breve fra Andrea, og en del af indholdet er også forfattet af hende selv.
Selskabet Skandinavisk Sømandsmission, som har
rejst mindestenen, var oprindelig et grundtvigsk missionsselskab, der blev taget
initiativ til af folk fra Askov højskole omkr. 1870 med Ludvig Schrøder i
spidsen, og senere har alle kendte folk fra den tid på højskolen, og også andre,
haft med selskabet at gøre.
Historien er den, at da Andrea Franks var på vej
ud i missionsærindet, hvor målet var Karen´s -folket, der har hjemme i det
nordlige Burma ind til Kinas grænse, havde hun fået øje på de kummerlige forhold
danske søfolk havde i havnene, hvor danske og skandinaviske skibe lagde til, -
der var brug for sømandshjem.Forskellige omstændigheder som indtraf da Andrea
var nået frem til målet: missionsarbejdet blandt Kare´nsfolket, kom til at
betyde at arbejdsopgaven for Andrea blev en anden og altså denne med at oprette
og drive sømandshjem. Det var på nærmest sælsom måde, at det blev sømandshjemsarbejdet Andrea kom til at lægge et fantastisk, dramatisk og helt overmenneskeligt arbejde i gennem et langt liv. Først i Calcutta i Indien i 1889, dernæst på St.Thomas i 1913, så i Montevideo i Uruguay i Sydamerika i 1920, senere i Santos i Brasilien og sidst i Åbenrå, da Andrea var næsten 80 år. Jakob Appel, forstanderen på Askov højskole på den tid, udvirkede, da han blev Danmarks kultusminister, at Andrea kom på finansloven.
Af den lille bog, der som sagt findes om Andrea,
fremgår hvilket menneske hun har været, - lille og spinkel af vækst, skrøbelig
og egentlig også svagelig, men med en jernvilje langt ud over det sædvanlige.
To farbrødre til Andrea købte gårde i Vittrup.
Den ene var Jesper Hansen Gehlert, der med hans familie købte ”Vittruplund”,
Østerlundvej 1 i 1852, hvor de senere også etablerede gården ”Lundsgård”
Østerlundvej 3. I 1912 flyttede denne familie til en ejendommen Okslundvej 48.
Men nu til historien om Andrea. En anden grund til at hun skulle blive hjemme var for at passe moderen, som blev syg og som endelig døde efter et trangt sygeleje, da Andrea var 14 år. Andrea fortæller om moderens fromme og ærlige sindelag, og om hvad hun indprentede Andrea. Hun måtte aldrig skjule en sandhed, og hun måtte hellere lide uret end at gøre uret. Hun skulle være tro mod det lidet, da man ellers ikke kunne være det i det større. Moderen betød meget for Andrea. Efter moderens død kommer Andrea ud at tjene forskellige steder, men faderen forlanger at hun skal komme hjem med lønnen. Andrea synes det er uretfærdigt. Det ender med at hun tager afsked med sit hjem og faderen. Forholdet blev dog oprettet siden hen inden faderen døde. Én af pladserne Andrea kom i, var på Gildbjerggård mellem Lindknud og Okslund. Det blev på Gildbjerggård, hun fik en del af sine ungdomsår, og det var folkene på denne gård, der blev én af hendes faste holdepunkter. Hun kaldte i hvert fald siden hen dette sted sit hjem.
Manden på Gildbjerggård hed dengang Hans Chr.
Nielsen (1857 – 85) og sønnen Lars Peder, som næsten var som bror for Andrea,
overtog senere Gildbjerggård.
På konfirmationsdagen havde Feilberg lagt mærke
til den lille pige, der helt alene var tilstede i kirken. Han opsøgte hende og
faderen om eftermiddagen på konfirmationsdagen.
Men så en morgenstund den 4. feb. 1882 kom
vendepunktet for Andrea. Hun var i stalden for at malke, og havde nu et syn, som
hun selv fortæller om:
Der var så møde i Lindknud kort tid efter, hvor
en ung mand fra Askov højskole fortalte om, at han var på højskolen for at
forberede sig på, at tage til Burma for at missionere for hedninge. Manden hed
Hans Poulsen, og han var kammerat med sønnen på Gildbjerggård, Lars Peder.
Andrea gør som aftalt. Hun tager på højskole og
uddanner sig videre i sygepleje. Landet hun/de var kommet til, var et lille kongerige i det nordlige Burma tæt ind til den kinesiske grænse Popyia, med et folk, som ingen litteratur eller skriftsprog havde. Der havde været amerikanske baptister i gang før dem. Der var oprettet menigheder i hvert fald i nabolandene og indfødte præster var også blevet skolet til opgaven. Andrea får straks et godt makkerskab med Hans J. Jensen, så godt at de bestemmer sig for at ville giftes. Men ulykken vælter over Andrea, - inden de finder en præst, der kan vie dem, får H. J. Jensen sumpfeber og dør, fjernt fra al civilisation. Andrea begraver selv hendes ven i urskoven et sted i Burma. Løver og andre vilde dyr måtte holdes fra livet ved at holde et bål brændende.
Hvad nu? Andrea opgiver arbejdet i Burma og
rejser tilbage til Calcutta for at oprette et sømandshjem der. Hun havde jo på
udrejsen set hvilken nød, der var for især skandinaviske søfolk. I 1897 ramtes Calcutta af et jordskælv, som til dels ødelagde sømandshjemmet og en stor del af byen lå i ruiner. I kølvandet på skælvet kom der epidemier, kopper og byldepest og folk døde i tusindvis. Andrea skriver hjem og fortæller om hvor frygteligt det er, og også om skandinaviske sømænd, der er raske om morgenen, men døde inden aften.
I de følgende år fik Andrea og William Franks,
først en lille pige Edith og siden en dreng Thomas.
Appels tale var missionsudvalgets tak og
Danmarks hilsen til William Franks. Talen sluttede med:
Først var Andrea fuldstændig lamslået af den
dybe og uventede sorg. Men hun tog sig snart sammen, og skønt endnu langt fra
stærk, bestemte hun sig dog til at rejse tilbage til Calcutta. 25. nov. 1906,
talte Andrea i Askov kirke. Det var lige før tilbagerejsen til Indien. I sine dagbogsoptegnelser på den lange sørejse skriver Andrea 8 dec.1906: Så har jeg atter vendt ryggen til det kære lille Danmark, men denne gang med sorg og savn. Det kunne måske synes for andre, at jeg havde let ved at tiltræde rejsen og som om skilsmissen fra mine børn ikke var så slem for mig ,- men i det stille vand kan også være en dyb grund, og det gjaldt jo for mig om at være fattet og rolig, især overfor lille Thomas, for at afskeden ikke skulle blive for tung for ham. Vi skiltes også ganske frimodigt, hvor svært end dette farvel var for mig.
Dog, da toget satte sig i bevægelse, og den kære
lille skikkelse forsvandt for mine øjne, da strømmede al det svære ind over mig
og tårerne fik frit løb. 1 1912 så Andrea i øjnene at hendes helbred ikke kunne tåle endnu en varmetid i Calcutta. Der var da også folk på sømandshjemmet, der kunne føre arbejdet videre. Varmen i Calcutta kunne være ulidelig, og det var også årsag i at pest og sygdomme hærgede. Mange skandinaviske søfolk døde. Andrea havde siddet ved deres senge og hjulpet dem med deres Fadervor, skrevet deres breve, trøstet dem og begravet dem til sidst, selv om hun ikke var præst, men der var ikke andre til det. Andrea sagde farvel til Calcutta og rejste hjem. Der gik kun kort tid hjemme i Danmark, hvorefter Andrea s opmærksomhed henledtes på Dansk Vestindien. En dansk præst på Sct. Thomas, som Andrea havde kontakt til, fortalte Andrea om, hvor elendigt det stod til i havnen på øen.
Andrea's ”kald” fra Vorherre bød hende, trods
det dårlige helbred, at tage af sted til sådan en ny opgave.
De danske øer Sct.Thomas, Sct.Jan og Sct. Criox
skiftede som bekendt ejer i 1916. Danmark solgte de tre øer til Amerika. Det
ændrede ved vilkårene for Andrea s virksomhed.
Der måtte Andrea til, men bedst som afrejsen
dertil var planlagt, kom der bud om at behovet var større i Montevideo i
Uruguay. Der skulle hun rejse til. Andrea var ufortrøden. Hun havde overfor selskabet ”Skandinavisk sømandsmission” ytret ønske om at måtte få penge til at rejse til Santos i Sydamerika for at begynde et arbejde der. Hun var et smut hjemme i Åbenrå for at møde bestyrelsen, og der fik hun økonomisk baggrund for at drage ud på ny, og tage opgaven op, - denne gang altså i Santos.
Skandinaviske konsuler i de store byer, hvor
Andrea havde oprettet sømandshjem, kendte hende og kunne kun anbefale konsulen i
Santos at tage godt imod Andrea.
Efter 4 år i Santos mener Andrea, det vil være
bedre for hendes helbred at rejse til Rio de Jaeniro og lægge et arbejde der,
som hun så gør. Nytår 1932 rejser Andrea nu atter og endelig hjem for at blive hjemme. Ved afskeden i Santos siger hun farvel til alle hendes medarbejdere med: Det nytter ikke, I vil bilde mig ind, at jeg har udført noget betydningsfuldt arbejde. Jeg har kun stået som et ganske ubetydeligt redskab mellem jer derhjemme og Gud. Uden eders hjælp og midler ville jeg slet intet have kunnet udrette. Vil I nu alle modtage min inderligste tak, og jeg ønsker jer et godt af Gud velsignet nyt år i Jesu navn” Andrea kom med skib hjem til København, hvor hun blev modtaget af venner. Der var blevet lejet et værelse til hende på St. Annæ plads. Men nu ville hun til Sønderjylland, hvor hendes søster boede. Søsteren var i live som den eneste af hendes søskende. Hun rejste med skib fra København til Åbenrå. Der fik hun straks øje på at sømandshjemmet i Åbenrå var lukket. Det var ellers blevet åbnet for bare 4 år siden. Behovet havde åbenbart været for lille mente man.
Andrea bad bestyrelsen for hjemmet om at måtte
abne det igen. Ledelsen af hjemmet i Åbenrå kom Andrea Hansen derefter til at stå for med råd fra Andrea Franks.
Nu var kræfterne ved at være opbrugte for
Andrea. Hun kom nu til at bo i København i nærheden af sønnen Thomas og hans
familie. Hun opnåede at fejre 85 års fødselsdag, men hendes sidste år var præget
af blindhed og sygdom og at hun var opslidt. Den sidste tid var hun på en
diakonissestiftelse, hvor hun døde 15 maj 1942. Sidst blev flaget lagt over hendes egen kiste 20. maj, hvor hun blev begravet på Bispebjerg kirkegård. Hendes ven og tidligere medarbejder og også efterfølger i Calcutta, frimenighedspræst Jørgen Andersen, begravede Andrea. Han talte om den berigelse, det havde været at kende Andrea. Det havde været en berigelse for ham selv og for de mange, mange søfolk, hun havde mødt og hjulpet. Hun var et stort menneske, der utrætteligt og for små midler udrettede et storværk, der vil stå stor respekt om i eftertiden. Der er god grund til, at der står en mindesten på Askov kirkegård for Andrea Gehlert Franks. Det var i Askov baggrunden, den økonomiske som den åndelige, fandtes. Stenen blev rejst for penge, der stod tilbage i selskabet ”Skandinavisk sømandsmission” da Andrea's virksomhed ophørte med hendes død.
Andr. Bruun |
|
Opdateret 8. okt. 2011 |